Op og ned i DONG-sagen

Har Corydon tilbageholdt vigtig information om DONG-salget for finansudvalget? Lå der et bud på bordet, som var bedre end Goldman Sachs? Og hvor alvorlig kan sagen blive for finansministeren? Pio gennemgår DONG-sagen.
 

 

Sagen om salget af DONG-aktier til Goldman Sachs vil ikke dø. Forleden fik den endnu et drejning, da Folketingets præsidie, med Mogens Lykketoft i spidsen, rejst kritik af, at Finansminister Bjarne Corydon tilsyneladende har tilbageholdt vigtig information i forbindelse med forhandlingerne om salget af DONG-aktierne.

Op til salget gik kritikken primært på selve det principielle i at sælge til en investeringsbank som Goldman Sachs, der fik et noget blakket image oven på finanskrisen. Efterfølgende har kritikken mere gået på selve processen omkring forløbet, hvor der har været fokus på om Folketingets finansudvalg nu også fik alle de relevante oplysninger i sagen, inden udvalget traf beslutning om at sælge.

Samtidig er der kommet oplysninger frem, som tyder på, at staten kunne have fået mere ud af at sælge til det danske pensionsselskab PensionDanmark. Med hvad er egentlig op og ned i hele Dong-sagen? Og hvor alvorligt kan det blive for finansminister Bjarne Corydon? Netavisen Pio giver dig overblikket.

Hvad er det helt præcist, Corydon har holdt hemmeligt for Finansudvalget?
Bjarne Corydon har angiveligt ikke givet medlemmerne af folketingets finansudvalg indsigt i, hvilke andre tilbud end det, der blev fremsat af Goldman Sachs, der blev givet på DONG-aktierne.  Han har blot præsenteret buddet fra Goldman Sachs som det bedste og bedt udvalget forholde sig til det.

Kristian Thulesen Dahl skrev i april 2015 til Folketingets præsidium, at ”udvalgets mulighed for løbende at få indsigt i sagens dokumenter [har] været dybtkritisabel. Især i forhold til at få indsigt i de bud på DONG, ministeriet har arbejdet med”.

Udvalgsmedlemmerne har altså ikke selv haft mulighed for at vurdere tilbuddene, men har reelt skulle tage stilling til, om de troede på Corydons forsikring om, at Goldman Sachs gav det bedste bud. Det valgte alle partier undtagen Enhedslisten og Dansk Folkeparti at gøre.

Corydon er også blevet beskyldt for forud for afstemningen at have undladt at informere finansudvalget om et notat fra kammeradvokaten. Ifølge notatet havde udvalgsmedlemmerne pligt til at bremse salget, hvis staten kunne få et bedre tilbud for aktierne.

Hvordan i alverden forestiller man sig, at Finansudvalget kan udøve den pligt uden at få oplysninger om, hvad der ellers ligger af budmuligheder på aktierne?udtalte Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, da oplysningerne om det ”hemmelige” notat kom frem.

Hvad er Corydons forklaring på, at udvalget ikke har fået al materialet?
Corydon stoler ikke på, at Finansudvalgets medlemmer kan holde tæt med oplysningerne. Og han mener, at det ville have skadet statens forhandlinger om DONG, hvis oplysningerne var sluppet ud til offentligheden.

Corydon henviser til tidligere tilfælde, hvor medlemmer af finansudvalget har lækket fortrolige oplysninger til pressen. Det har skadet statens forhandlingsmuligheder over for eksterne samarbejdsparter. Han henviser i et brev til Folketingets præsidium til en sag fra 1. maj 2014, hvor oplysninger om statens forhandlinger med kammeradvokaten slap ud til offentligheden.

Eksemplet er dog lidt mærkeligt, eftersom den pågældende lækage fandt sted tre måneder efter DONG-salget, og altså også længe efter, at Corydon valgte ikke at udlevere materialet i DONG-sagen.

Er det da usædvanligt, at Folketingsudvalg får fortrolige oplysninger?
Det er helt normalt, at Folketingets udvalg modtager fortroligt materiale. Så er det selvfølgelig indskærpet over for medlemmerne, at materialet er omfattet af fortrolighed, og at oplysningerne ikke må gives videre.

Sådan er det eksempelvis med oplysninger i Udenrigspolitisk Nævn, der kan vedrøre Danmarks forhold til fremmede magter, eller i forhold til Folketingets parlamentariske kontrol med Politiets Efterretningstjeneste.

Folketingets opgave er at lovgive, og derfor er Tinget selvfølgelig også afhængig af, at kunne se alle de relevante dokumenter. Derfor må det også siges at være usædvanligt, at folketingsmedlemmer skal træffe så vidtgående en beslutning som salg en femtedel af det statens energiselskab, uden at kunne se betingelserne for salget.

Men hvorfor stemte alle partier, undtagen Dansk Folkeparti og Enhedslisten, ja aftalen, hvis de ikke havde set alt materialet?
Tja, det er et godt spørgsmål. Der er vel to muligheder. Enten har partierne blind tillid til, at Corydon og Finansministeriet valgte det bedste tilbud. Eller også var de så forhippede på at sælge til Goldman Sachs, ud fra principielle snarere end økonomiske betragtninger, at de reelt var ligeglade med, om investeringsbankens bud var det bedste.

Men det gør selvfølgelig, at partierne står tilbage med lidt af et forklaringsproblem. Det er jo ikke sjovt som politikker at skulle indrømme, at man har stemt ja til noget, man dybest set ikke kendte konsekvenserne af.

Det er formentlig også årsagen til, at det i øjeblikket netop er Dansk Folkeparti og Enhedslisten som står for de kritiske spørgsmål, mens der har været bemærkelsesværdig stille fra Venstrefolk som Peter Christensen, Jacob Jensen og Claus Hjort Frederiksen, som ellers normalt ikke forspilder en chance til at lange ud efter regeringen.

Men vi ved da, at PensionDanmark har givet et tilbud som var bedre end det fra Goldman Sachs?
Det er rigtigt, at ifølge bogen Det bedste bud af journalisten Anders-Peter Mathiasen gav Pension Danmark et tilbud, som var baseret på en værdifastsættelse af DONG til 46 milliarder kroner. Til sammenligning var tilbuddet fra Goldman Sachs baseret på en værdifastsættelse til 31,5 milliarder kroner. Det har Corydon sådan set også bekræftet.

Alligevel har Corydon afvist, at Pension Danmarks tilbud var bedre. Det skyldes, at PensionDanmark ifølge Finansministeriet ikke var villige til at indskyde risikovillig kapital i DONG, men krævede en sikkerhed for, at de på et givent tidspunkt kunne få alle deres indskudte penge tilbage samt sikkerhed for at årligt minimumsafkast.

Dermed var der ifølge Finansministeriet snarere om et lånetilbud med en fast rente, og derfor var tilbuddet ifølge Finansministeriet ikke relevant i forhold til de aktuelle forhandlinger, der netop handlede om at rejse risikovillig kapital. Ifølge Berlingske fik PensionDanmark tilbud om at indskyde penge på vilkår som lignende dem, der blev givet til Goldman Sachs, men pensionsselskabet takkede nej.

Men hvorfor var det så vigtigt, om der var tale om risikovillig kapital?
Når man indskyder risikovillig kapital, så øges selskabets samlede værdi, fordi man reelt overdrager pengene til virksomheden, mod at få del i ejerskabet og et eventuelt fremtidigt overskud. Modsat med et lån, her øges værdien af selskabet ikke, fordi virksomheden jo samtidig får en gæld, der skal tilbagebetales. Til gengæld får långiveren så heller ikke medindflydelse på virksomheden eller del i overskuddet.

Argumentet for at vælge modellen med risikovillig kapital var først og fremmest, at DONG var presset på økonomien, og derfor havde brug for ny kapital, og ikke bare et lån, hvis selskabet skulle fortsætte med at investere i eksempelvis de britiske havvindmølleparker og erobre nye markedsandele.

Samtidig blev det anført, at ved at kræve risikovillig kapital, så var indskydernes også med til at bære nogle af omkostningerne i tilfælde af tab, så staten ikke hang på regningen alene. Omvendt betyder det selvfølgelig også, at i tilfælde af succes, så skal staten dele overskuddet med andre.

Såfremt staten havde valgt en lånemodel, havde det dog formentlig været billigere selv at låne pengene til en lav rente, frem for at låne dem af PensionDanmark.

Hvad skulle være Coryons motiv til at vælge en løsning, der giver staten et mindre udbytte?
Det kan virke underligt, eftersom Finansministeriet netop ofte fremstilles som ”budgetbisser”, der ønsker at holde på pengene. Men flere har spekuleret i, at ministeriet ønskede at få Goldman Sachs med ind over, fordi investeringsbanken kunne tilføre nogle nye kompetencer til den forretningsmæssige ledelse af DONG, blandt andet gennem pladser i selskabet bestyrelse. Derfor var man også parat til at gå langt og acceptere et tilbud, der var mindre end det, man ellers kunne have fået, lyder forklaringen.

Hvor alvorlig bliver sagen for regeringen og Bjarne Corydon?
Sagen er ubehagelig for Corydon, men næppe katastrofal. Det er som nævnt kun Enhedslisten og Dansk Folkeparti, som for alvor er interesserede i at holde sagen i kog. Venstre, Konservative og Liberal Alliance er ikke for alvor interesseret i at bruge sagen mod Corydon, da de som tidligere nævnt også selv kan komme til at stå tilbage med nogle forklaringsproblemer.

Derfor vil sagen formentlig fortsætte med at ulme noget tid endnu, men det er næppe noget som gør det store fra eller til i forhold til valgkampen, ligesom det heller ikke får taburetten til at vakle under Corydon.


Kommentarer fra Facebook