Opbakning til yderfløje fordoblet siden 2010

Yderfløje marcherer fremad, 1. del: De seneste år har de politiske yderfløje været i fremmarch overalt i Vesteuropa. Nye højrepopulistiske bevægelser vinder frem, og støvede kommunistpartier er vagt til live igen. Netavisen Pio kortlægger fænomenet i miniserie.
Siden Anden Verdenskrig har det politiske spektrum i de europæiske lande været domineret af forskellige konstellationer af socialdemokrater, liberale, konservative og kristendemokrater. I 1980’erne talte man om det konservative Europa, og regeringscheferne havde navne som Margaret Thatcher, Helmuth Kohl, Jacques Chirac og Poul Schlüter.

I slutningen af 1990’erne blev der talt om det socialdemokratiske Europa, og navne som Tony Blair, Gerhard Schröder, Lionel Jospin, Göran Persson og Poul Nyrup, inden de blå atter tog over i det nye årtusinde med Angela Merkel, David Cameroun, François Fillon, Silvio Berlusconi, Anders Fogh Rasmussen og Fredrik Reinfeldt.

Men de seneste år har det været de politiske yderfløje, som har været på fremmarch, mens både socialdemokrater og konservative har været presset i defensiven. Nye højrepopulistiske bevægelser vinder frem, og gamle støvede kommunistpartier er vagt til live igen. Deres mandater er mange steder blevet afgørende, og nogle steder er de endda kommet i regering.

Senest viste præsidentvalget i Østrig, hvordan landets to traditionelle regeringsbærende partier, socialdemokraterne og det konservative parti, blev slået ud i første runde til fordel for kandidater fra henholdsvis højre- og venstrefløjen.

Opbakning steget fra 15 til 30 procent på seks år
Grafen nedenfor viser opbakningen til de politiske yderfløje i 12 vesteuropæiske lande fra 2000 til 2016. Der er for hvert år tale om et direkte gennemsnit af de procentvis afgivne stemmer på yderfløjspartier ved det seneste parlamentsvalg i hvert af de 12 lande. For de lande, der ikke har afholdt valg i 2015 og 2016, er for anvendt en meningsmåling fra maj 2016.

Samlet opbakning

Som det ses, opbakning til de politiske yderfløje fordoblet, fra 15 til 30 procent, siden finanskrisens udbrud i 2008. Der det især fra 2010 og fremefter, at udviklingen tager fart. Det falder sammen med, at det her her den økonomiske krise for alvor rammer Europa, i form af stigende arbejdsløshed og markante offentlige nedskæringer. Udviklingen accelerer yderligere i 2015 og 2016, hvor flygtninge begynder at strømme til Europa i stor stil.

Bevægelserne er meget forskellige i både politisk indhold, udtryk og organisering, og selv den klassiske højre-venstre skelnen giver ikke altid mening. Typisk slår de sig op på emner som globalisering, indvandring, EU, stigende ulighed, modstand mod det politiske establishment og en generel frygt for fremtiden. Fænomenet kan også iagttages på den anden side af Atlanten i skikkelse af Donald Trump og Bernie Sanders.

Nedenfor har Netavisen Pio gennemgået udviklingen siden år 2000 i hvert af de 12 vesteuropæiske lande, som indgår i denne opgørelse. Afslutningsvist er nærmerede redegjort for kriterierne for udvælgelse.

1 Danmark

I Danmark er anvendt valgene til Folketinget i 1998, 2001, 2005, 2007, 2011 og 2015.

På venstrefløjen finder man Enhedslisten, der er en efterfølger til Danmarks Kommunistiske Parti, Venstresocialisterne og Socialistisk Arbejderparti. I 2013 dukkede også partiet Alternativet op, der i høj grad markerer sig på modviljen mod de etablere ’magtpartier’.

På højrefløjen blev Fremskridtspartiets rolle som indvandrekritisk overtaget af Dansk Folkeparti, der også tilføjede EU-kritik. Endelig opstod partiet Liberal Alliance i slutningen af nullerne. Oprindeligt som en modvilje mod Dansk Folkepartis indflydelse, men senere har partiet i høj grad markeret sig som forkæmper for liberale reformer og i modsætning til de øvrige partier, der har Liberal Alliance betegnes som forskellige varianter af Socialdemokratiet.

2 Norge

I Norge er anvendt valgene til Stortinget i 1997, 2001, 2005, 2009 og 2013. For 2016 er anvendt en meningsmåling fra Norstat.

I Norge har Fremskridtspartiet formået at kombinere en indvandrekritisk linje med ønsket om økonomiske reformer. Partiet oplevede en tilbagegang i slutningen af nullerne, men kunne efter valget i 2013 danne regering sammen med de konservative. Det lille venstrefløjsparti Rødt har derimod aldrig opnået indflydelse af betydning.

3 Sverige

I Sverige er anvendt valgene til Rigsdagen i 1998, 2002, 2006, 2010 og 2014. For 2016 er anvendt en meningsmåling fra YouGov.

Vänsterpartiet, en efterfølger til kommunistpartiet, har i tyve år været at finde i Rigsdagen. På højrefløjen har Sverigesdemokraterna har stillet op til valg i hele perioden, men fik først sit gennembrug ved valget i 2010, hvor partiet kom i Rigsdagen.

4 Finland

I Finland er anvendt valgene til parlamentet (Eduskunta) i 1999, 2003, 2007, 2011 og 2015.

På højrefløjen finder man Perussuomalaiset, De Sande Finders Parti, der står for en EU- og indvandrekritisk linje. Partiet slog for alvor igennem i 2011 og gik i regering med Centerpartiet efter valget i 2015. På venstrefløjen finder man venstrefløjsalliancen Vasemmistoliitto, der har ligget på et jævnt niveau omkring 8-10 procent de sidste 15 år.

5 Holland

I Holland er anvendt resultater for valget til andetkammeret i 1998, 2002, 2003, 2006, 2010 og 2012. For 2016 er anvendt en meningsmåling fra Ipsos fra maj 2016.

Højrepopulismen stak for alvor ansigtet frem i Holland med Pim Fortuyn List. Partilederen Pim Fortuyn blev myrdet under valgkampen i 2002, og hans parti blev opløst de kommende år. I stedet blev det Geert Wilders og hans Frihedsparti, Partij voor de Vrijheid, der overtog rollen som de store højrefløjsparti.

På den yderste venstrefløj har Socialistische Partij gennem hele valgperioden leveret solide resultater, de seneste år har partiet ligget omkring 10 procent.

6 Østrig

I Østrig er anvendt valgene til Nationalrådet (Nationalrat) i 1999, 2002, 2006, 2008 og 2013. For 2016 er anvendt en meningsmåling fra Hajek.

Østrig har oplevet en stærk højrefløj de sidste 20 år. Jörg Haider førte i 1999 Frihedspartiet i regering, efter at partiet fik næsten 30 procent af stemmerne, hvilket blev mødt med massiv kritik af de øvrige EU-lande. Paritet kombinerede modstanden mod EU og indvandrere med økonomisk liberalisme.1111

Senere brød Haider med partiet og dannede BZÖ-paritet, som dog efter hans død atter er skrumpet ind. Endnu et højrenationalt parti, Team Stronach, kom i parlamentet ved valget i 2013. Derimod har Østrig ikke oplevet stærke bevægelser på den yderste venstrefløj.

7 Tyskland

I Tyskland er medtaget valg til forbundsdagen (Bundestag) i 1998, 2002, 2005, 2009 og 2013. For 2016 er anvendt en meningsmåling fra YouGov 30. maj 2016.

På venstre side finder man det østtyske kommunistpartis efterfølger Partei des Demokratischen Sozialismus, der siden midten af nullerne har været kendt som Linkspartei eller blot ’Die Linke’.

På højrefløjen opstod i 2013 det EU- og indvandringskritiske Alternative für Deutschland, der ikke kom ind ved valget i 2013, men nu står til at få omkring 15 procent i meningsmålingerne.

8 Frankrig

I Frankrig er medtaget første runde af valgene til Nationalforsamlingen i 1997, 2002, 2007 og 2012. Da det ikke har været muligt at finde en aktuel meningsmåling, stammer tallene fra 2014 fra valget til Europa-Parlamentet.

På venstreside finder man kommunistpartiet Parti communiste français og fra 2012 også Jean-Luc Mélenchons Front de gauche. På højre side finder man det stærkt højrenationale Front National, under ledelse af først Jean-Marie Le Pen og nu Marine Le Pen.

Grundet det franske valgsystem med to runder, har ingen af partierne, trods pæne valgresultater, opnået nævneværdig repræsentation i den franske nationalforsamling.

9 UK

For Storbritannien stammer resultaterne fra valgene til Underhuset i 1997, 2001, 2005, 2010 og 2015.

Mens der ikke har været udfordringer mod de tre etablerede partier fra venstrefløjen, har højrefløjen de seneste år udfordret i form af det EU- og indvandringskritiske UK Independence Party (UKIP) og det endnu mere højreorienterede British National Party.

10 Spanien

I Spanien er medtaget valg til Nationalforsamlingen (Cortes Generales) i 1996, 2000, 2004, 2008, 2011 og 2015.

Den spanske venstrefløj har i mange år været beskedent repræsenteret ved Izquierda Unida, men i 2014 opstod partiet Podemos under ledelse af den karismatiske Pablo Iglesias. Arven efter Franco har foreløbig betydet, at de etablerede partier ikke er blevet udfordret fra højre side af det politiske spektrum.

Spanien rummer desuden en række regionale partier, især fra Catalonien og Baskerlandet, der dog typisk har en forholdsvis moderat tilgang til den økonomiske politik, ligesom de er EU-tilhængere.

11 Italien

I Italien er medtaget valgene til Deputeretkammeret i 1996, 2001, 2006, 2008 og 2013. For 2016 er anvendt en meningsmåling fra SWG fra april 2016.

På højrefløjen finder man Allianza Nationale under Gianfranco Fini, der har koblinger tilbage til det neofascistiske Movimento Sociale Italiano. Allianza Nationale gik i regering med Berlusconi i 2001, og blev i 2009 sammensmeltet med Berlusconis konservative Forza Italia til partiet Il Popolo della Libertà, der imidlertid ikke kan rubriceres som tilhørende den yderste højrefløj.

På højrefløjen finder man desuden Lega Nord, et stærkt højreorienteret separatistparti. På venstrefløjen, La Sinistra, finder man en række mindre venstrefløjspartier, herunder Partito della Rifondazione Comunista, Sinistra Ecologia Libertà og La Sinistra – L'Arcobaleno.

Endelig brød kommikeren Beppe Grillo i 2013 igennem med sin meget omtalte femstjernede bevægelse, Movimento 5 Stelle. Grillos bevægelse er vanskeligt at rubricere politisk, men er et oprør mod det etablerede partisystem.

12 Grækenland

I Grækenland er anvendt valgene til parlamentet i 1996, 2000, 2004, 2007, 2009, maj 2012, juni 2012, januar 2015 og september 2015.

På venstre side i det politiske spektrum finder man det græske kommunistparti Kommounistikó Kómma Elládas. Derudover finder man venstrefløjskoalitionen Synaspismos, der senere blev til Syriza og som for alvor voksede sig stor under den økonomiske krise. I januar 2015 kunne Syriza danne regering med Alexis Tsipras som premierminister efter at have fået 36 procent af stemmerne ved valget.

På højrefløjen finder man en række mindre, nationalistiske partier, er har afløst hinanden i parlamentet. Mest berømt og berygtet er partiet Chrysí Avgí, Gyldent Daggry, der er blevet sammenlignet med nazister.

Sådan er partierne udvalgt
De partier, som er er med i nedenstående, vil kunne opfylde mindst to af tre nedenstående kriterier:

- Partiet skiller sig markant ud på en af de politiske akser (økonomi, EU, indvandring, økologi)
- Partiet er udtryk for et oprør mod det etablerede partisystem
- Partiet har opnået en vis tilslutning, eller har været repræsenteret over tid

Venstrefløjspartierne er for nogles vedkomne efterfølgere til de europæiske kommunistpartier, og partierne vil ofte have tilknytning til den europæiske sammenslutning GUE/NGL.

Derimod er mere moderate venstreorienterede partier, som eksempelvis SF og andre partier tilknyttet den europæiske gruppe af grønne partier, ikke medtaget.

Højrefløjspartierne er ofte yngre, enkelte udspringer af neofascistiske bevægelser, og de har ikke nogen fælles organisering.

Regionale partier er som udgangspunkt ikke medtaget blot fordi de ønsker øget selvstyre. De kan dog være med, hvis de har markante holdninger på andre områder. Det gælder eksempelvis det højreorienterede italienske Lega Nord, mens mere moderate regionale partier, eksempelvis det skotske SNP eller det catalanske CiU, ikke er medtaget.

 

Yderfløje marcherer fremad er en ministerie om de politiske yderfløje i Europa, som i disse år oplever stor fremgang. I næste afsnit ser vi nærmere på, hvad der kendetegner de lande, hvor yderfløjene har haft særligt meget vind i sejlende.

 


Kommentarer fra Facebook