En tænkt situation: Du er en erfaren politiker, der går meget op i lov og orden. En dag bringer medierne nyheden om, at de tidligere aktivister i Ungdomshuset bevidst ikke ønsker at respektere lovgivningen og domstolens afgørelse om, at man ikke længere har ret til at benytte sig af bygningen. Lovgivningen er forkert og afgørelsen er dårlig og derfor har aktivisterne i protest valgt at tilsidesætte reglerne, som politikerne demokratisk har fastlagt.

Karsten Lauritzens udtalelser demonstrerer, at de borgerlige ikke står for bestemte principper eller idéer – som lighed for loven, retfærdighed, lov og orden – men blot repræsenterer særinteresserne i big business.

Spørgsmålet er nu, hvordan du som politiker vælger at reagere. Du kan enten a) fordømme aktivisterne og kræve, at politiet slår hårdt ned på lovbryderne, b) meddele medierne, at du ikke vil kommentere på enkeltsager, men overlade håndhævelsen af lovgivningen til de relevante myndigheder, c) erklære at din sympati ligger hos lovbryderne, fordi aktivisterne har ’lov til at protestere’, når de bliver udsat for et ’juridisk overgreb’.

For de fleste almindelige politikere ville kun handlingsmulighederne a) og b) kræve seriøs overvejelse, men da Karsten Lauritzen (V) forleden kommenterede på, at en række landmænd ikke ville følge den nye randzonelovgivning, landede han af uransaglige årsager på c). I stedet for at kritisere de oprørske landmænd, uddelte han på Twitter ”Respekt for den sindige nordjyske landmand, der i TV2-nyhederne 22 fortalte, at han sløjfer randzonerne”. Situationen svarer ellers præcist til situationen, da Ungdomshusets aktivister nægtede at flytte sig: I begge tilfælde sætter aktørerne deres personlige vurdering over de demokratisk vedtagne regler, mens resten af befolkningen måbende kan betragte, hvordan lovgivningen kun gælder for nogle borgere.

Sagen rejser et principielt spørgsmål om, hvordan vi behandler folk, der nægter at følge de fælles regler. På dette spørgsmål vælger Karsten Lauritzen altså decideret at forsvare lovbryderne. På facebook fulgte han senere op med følgende udtalelse: ”Med lov skal land bygges, men vi som lovgivere kan ikke forvente, at danskerne overholder love og regler som i virkeligheden er umulige at overholde. Den form for lovgivning underminerer befolkningens tillid til os folkevalgte. Nogen kalder det retssikkerhed, jeg kalder det sund fornuft”. Og i Politiken kalder han decideret den nye lovgivning for et ”juridisk overgreb”.

Så ikke nok med, at retsordføreren for Danmarks største parti ikke vil fordømme adfærden, men han hylder gudhjælpemig protesten som ’sund fornuft’.

Lad os et øjeblik glemme den konkrete lov om randzoner og i stedet kigge på det hykleri, som Karsten Lauritzens udtalelser er udtryk for. De borgerlige ynder at tale højt og stolt om, at politikerne bør ’stå fast på deres principper’ og sige højt og tydeligt fra, når eksempelvis christianitter, kriminelle og burkaklædte kvinder er på kant med dem. Ellers ’sender man et signal’ og ’giver et incitament’ til den dårlige adfærd.

I så tilfælde må man spørge sig selv, hvilket signal Venstres retsordfører mon sender til de utilfredse landmænd? Giver man med denne type udtalelser ikke netop dem et incitament til at fortsætte protesten og intensivere bruddet af de love, som de ikke er enige i?

Tænk hvis en godhjertet socialdemokrat diskede op med dette svar i en lignende situation. Hvis de i stedet for at fordømme Ungdomshusets brud på domstolenes afgørelse blot trak på skuldrene og meddelte, at der er tale om et ”juridisk overgreb” og man derfor ”har respekt for (dem), der tager kampen op for at få loven ændret”.

Karsten Lauritzens udtalelser demonstrerer, at de borgerlige ikke står for bestemte principper eller idéer – som lighed for loven, retfærdighed, lov og orden – men blot repræsenterer særinteresserne i big business. Hvad landmændene gør er godt, thi landmænd er rygraden i det danske erhvervsliv og tjener styrtende med penge til statskassen, synes at være essensen af Karsten Lauritzens politiske ideologi.

Man kunne observere samme hykleri, da Søren Pind i 2011 sammenlignede de miljøaktivister, der begik civil ulydighed i Østerild Klitplantage, med den norske terrorist Anders Behring Breivik i en kommentar på facebook – men var forbavsende tavs i sin kritik, da Bæredygtigt Landbrug pløjede deres randzoner ned i protest mod Folketingets lovgivning.

Tænk hvis en godhjertet socialdemokrat diskede op med dette svar i en lignende situation. Hvis de i stedet for at fordømme Ungdomshusets brud på domstolenes afgørelse blot trak på skuldrene og meddelte, at der er tale om et ”juridisk overgreb” og man derfor ”har respekt for (dem), der tager kampen op for at få loven ændret”.  Og til sidst konkluderede, at lovbruddet var udtryk for ”sund fornuft”.

I så tilfælde havde modsvaret – med rette – været, at de venstreorienterede blot fiskede efter stemmer, havde glemt værdierne om lighed for loven og ikke repræsenterede folkestyrets interesser.

Karsten Lauritzen bør mødes med det samme modsvar.  For i Danmark er der vel ikke forskel på, hvordan vi behandler forskellige samfundsgrupper, der bryder loven, vel?