Annonce

Opfordring til Helle: Færre nøgletal, flere visioner

Partifællerne gider ikke høre partiformanden Helle Thorning-Schmidt lire økonomiske nøgletal af, men ønsker visioner og en løsning på dagpengene.
Foto: Jonas Witt Hansen

Tag folks hverdagsbekymringer alvorligt, fokuser mindre på spin og nulvækst, og gør så noget ved de dagpenge. Det er budskabet, som tre socialdemokrater ønsker at høre fra statsminister Helle Thorning-Schmidt, når hun i morgen skal holde beretning på Socialdemokraternes kongres.

"Dagpengesystemet skal reformeres, så vi får genskabt den sociale samfundskontrakt, hvor en hånd rækker ud, når man har brug for den i livets svære tider."
Camilla Schwalbe, byrådsmedlem i Tårnby Kommune

Hvad håber du, Thorning vil sige i hendes beretning?
”At en af de største udfordringer for Danmarks fremtid er social dumping. Og at vi vil gå meget længere, tage hårdere midler i brug, for at komme det til livs. At dagpengesystemet skal reformeres, så vi får genskabt den sociale samfundskontrakt, hvor en hånd rækker ud, når man har brug for den i livets svære tider.”

Hvad tror du Thorning vil sige i hendes beretning?
”Hun vil fortælle om, hvordan det er lykkedes regeringen igennem et sejt, men nødvendigt reformspor, at nedbringe ledigheden og få gang i beskæftigelsen. At vi socialdemokrater endnu en gang er lykkedes med at rydde op efter en borgerlig regering. At nu lysner det forude, og det handler om at holde gang i beskæftigelsen.”

Hvad er det vigtigste signal som denne kongres kan sende?
"At vi tager folks hverdagsproblemer dybt alvorligt. At vi ikke er bange for at tage slagsmål med EU, arbejdsgivere der snylter, eller folk der svigter fællesskabet. At vi vil skabe et samfund, der er baseret på tillid til hinanden, med et klart ansvar for os selv, og et fællesskab der fungerer som et finmasket net, klar til at samle dem op, der havner midt i møget.”

"Socialdemokraterne er mere end bare "vækst på 0,8 procent” over for Venstres nulvækst."
Alexander Grandt Petersen, forbundsformand for DSU

Hvad håber du, Thorning vil sige i hendes beretning?
”Jeg har stor respekt for, at S-ledelsen har forsøgt at lappe på Dansk Folkeparti og De Radikales dagpengereform, men de fleste socialdemokrater har brug for at høre fra partiformanden, at vi ikke bare venter på dagpengekommissionen, men at vi går til valg på et nyt, bedre og mere retfærdigt dagpengesystem.”

Hvad tror du, Thorning vil sige i hendes beretning?
”At vi har brugt tre år på at genoprette dansk økonomi. Kurverne er knækket og flere er i arbejde. Nu er der råd til at prioritere flere penge til velfærd, særligt sundhedssektoren. Venstre vil gamble med økonomien, mens S har vist en farbar vej for Danmark.”

Hvad er det vigtigste signal, som denne kongres kan sende?
”At Socialdemokraterne er mere end bare "vækst på 0,8 procent” over for Venstres nulvækst. At vi har visionerne og idéerne for et Danmark, der hænger meget bedre sammen. Selvom arbejdsløsheden vender, så tror jeg desværre, at mange sidder tilbage med en grundlæggende utryghed om, hvad fremtiden vil bringe.”

"Det vigtigste for socialdemokrater er resultaterne, vi sammen laver for befolkningen og ikke det reality-lignende mediecirkus, Christiansborgpolitikere udsætter hinanden for."
Maja Holt Højgaard, medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden

Hvad håber du, Thorning vil sige i hendes beretning?
”Jeg håber selvfølgelig, hun vil sætte fokus på sundhedsområdet og de svære opgaver, vi står over for sammen. Det bedste ville være, hvis hun formåede at dreje sundhedsdebatten væk fra individuel skam og skyld og frem mod fællesskabets løsninger.”

Hvad tror du, Thorning vil sige i hendes beretning?
”Hun vil formentlig ridse en masse resultater op, være efter den uansvarlige venstrefløj og kaste skam efter de egoistiske borgerlige. Business as usual. Så vil hun forsøge at forklare dagpengeproblemet i en kontekst, som kun giver rigtig god mening inden for Christiansborgboblen.”

Hvad er det vigtigste signal, som denne kongres kan sende?
”Det vigtigste for socialdemokrater er resultaterne, vi sammen laver for befolkningen og ikke det reality-lignende mediecirkus, Christiansborgpolitikere udsætter hinanden for. At vi er et stort parti med plads til mange holdninger. Hos os er der plads til debat. Man får ikke altid ret, men man har altid ret til at mene, som man gør.”

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet