Penge, der i dag bliver brugt på at reklamere for de forskellige uddannelser. Og penge, som uddannelsesinstitutionerne skal sikre, rent faktisk bliver taget fra markedsføring.

Det er skridt i den rigtige retning til at modarbejde en kedelig tendens, hvor uddannelsesinstitutionerne i årevis har brugt rigtig mange penge på at sælge deres uddannelser for at lokke flere nye elever og studerende til.

Usund konkurrence mellem uddannelserne

På den måde er der på universiteterne opstået en intern konkurrence mellem de forskellige universiteter, hvor de forsøger at få de unge til at vælge netop dem.

Det gør de, fordi de, som det er i dag, i høj grad får bevilget midler efter, hvor mange studerende, de får igennem studierne.

Det vil sige, at flere studerende er lig med flere penge i kassen. Så på den måde kan man næsten ikke fortænke universiteterne i, at de gør, hvad de kan for at få flere studerende til.

De økonomiske incitamentsstrukturer er altså strikket sådan sammen, at det bliver i universiteternes interesse at suboptimere for dem selv. Desværre er det i langt fra alle tilfælde samtidig i samfundets interesse.

Otte afarter af kommunikation

Således har universiteterne oprettet nye, ’smarte’ uddannelser, der kan lokke flere unge til. På den måde har alle de otte danske universiteter i dag en eller flere afarter af kommunikationsuddannelser, for bare at tage et eksempel.

Spørgsmålet her er, om der er brug for så mange dimittender i kommunikationsfaget?

Og desværre har flere af disse uddannelser i dag høje ledighedstal.  

Det er ikke fordi, at al konkurrence er skidt, men når der bliver så stærkt et incitament for at fremme egne interesser, fremfor at prioritere samfundets bedste, bliver det et problem.

Det håber vi, at regeringen tager med - og vi håber, at universiteterne også tager fat og faktisk fjerner pengene fra markedsføringen og ikke f.eks. uddannelseskvalitet.

Kig på incitamentstrukturerne

Regeringens tiltag er en fin start på at modvirke en kedelig tendens, men det er vigtigt, at den bliver fulgt op af yderligere tiltag.

Det bliver nødt til at stå som en del i en langsigtet politisk plan, at man kigger på incitamentstrukturerne i de bevillinger. For før kommer universiteterne heller ikke til at have et egentligt incitament til at stoppe den interne konkurrence om de nye studerende.

De fjernede midler til markedsføring skal ikke ende som symptombehandling, og universiteternes interne konkurrence skal ikke forblive uændret, fordi midlerne ender med at tages andetsteds fra. Regeringen har et ansvar og universiteterne har et ansvar.

Det er positivt, at regeringen har startet arbejdet med at modarbejde den kedelig tendens, og en opfordring skal lyde til nu også at føre arbejdet i mål!