Opkastet flyder i stride strømme i provokerende Cannes-vinder

Uligheden bliver blotlagt i morsom, men udmattende film om rigdom, influencere, skønhed og kønsroller.
Foto: Film i Väst
Der er flere danskere på rollelisten i 'Triangle of Sadness'.
Den svenske instruktør Ruben Östlund har spiddet kunstverden i ’The Square’, den moderne kernefamilie i ’Force Majeure’, i hans tidlige film ’Play’ fulgte han en gruppe purunge andengenerationsindvandrere udøve deres rå, psykologiske magt over nogle pæne svenske børn af den øvre middelklasse.

I hans Cannes-vindende ’Triangle of Sadness’ er en vis tematisk splittelse på færde.

Russiske oligarker og milde våbenhandlere

Filmen lægger ud som en satire over modeverdenen, dernæst undersøger den penge og kønsroller i et kompliceret skænderi mellem modelkæresterne Carl (Harris Dickinson) og Yaya (nyligt afdøde Charlbi Dean).

Og det er blot åbningsakten, derefter kommer vi med de to skønheder ombord på en luksusyacht med en vaskeægte marxist som kaptajn (Woody Harrelson) men befolket af russiske oligarker og milde våbenhandlere.

”I sell shit” siger dansk-kroatiske Zlatko Buric i rollen som russisk entreprenør og storkapitalist ombord på cruiset sammen med kone og datter.  

Også her har han sin blanding af godmodighed og dyb kynisme, der gjorde ham så uudslettelig i ’Pusher’-filmene. En anden dansker er også med ombord, revyskuespillerinden Vicki Berlin gør en glimrende figur som chefsteward, der er klar til at gøre alt for at holde sine yachtgæster glade og tilfredse.

En luksusyacht er det perfekte tværsnit af det senkapitalstiske samfund: Øverst er der mondænt, kridhvidt og nystrøget med fotogene tjenestefolk og glimtende Rolex-ure, i de nedre etager hvor rengøringsfolk, maskinmestre og andre gulvskrubbere færdes, er der klaustrofobisk - nærmest som at være ombord på en ubåd.

Skvulp: et uforglemmeligt brækorgie 

Man gyser derfor med en vis skadefryd, når glassene begynder at klirre på overetagen af det overdådige skib, gourmetmåltiderne begynder at vibrere af sig selv og vi forstår, at høj sø er forude.

Skuden møder sit endeligt i en apokalyptisk vision med ørlende overklasseborgere og kloakvand løbende langs de bonede gulve.

Og det er hævet over enhver tvivl: De voldsomt vomiterende VIP’ere vil sent forlade min erindring igen.

Det hele er meget i én kvalmende filmmundfuld.

Ruben Östlund lader naturligvis ikke rigmændenes dekadente paradis bestå. Det er dog som om, han ikke helt ved, hvad der skal stilles op med vragdelene, ud over at den herskende orden skal vendes på hovedet.

Filmen sidste og rigeligt lange akt udgør en slags moderne variation over ’Fluernes Herre’, der dog føles som et mildt antiklimaks. Det hele er meget i én kvalmende filmmundfuld.

Ruben Östlund er med sin blanding af kapitalismekritik og skarpe øje for situationskomik på dette tidspunkt en feteret auteur i samme luftlag som idolerne Michael Haneke og østrigske Ulrich Seidl, der også nådesløst har udstillet gabet mellem rig og fattig og den senmoderne turismes ubehag.

Men efterhånden som filmen runder de første to timer, begynder ’Triangle of Sadness’ at føles som en udmattende maraton gennem Östlunds yndlingsemner: Ydmygelse, ulighed og menneskelig svaghed.

Nemt plukkede indsigter om kapitalisme vs. kommunisme

Desværre virker spillefilmen ofte som om, den er båret af nogle enkeltscener, der skal sikre oplevelsen, og at det brede perspektiv er bakset lidt på plads efterfølgende.

Scenerne. hvor Woody Harrelsons marxistiske skibskaptajn og Zlatko Buric’ ærkekapitalist battler i citater om henholdsvis kapitalisme og kommunisme – fra Ronald Reagan og Margaret Thatcher til Noam Chomsky og Vladimir Lenin – bliver en lidt påklistret sekvens, der måske skal tilføre lidt ekstra tyngde per stedfortræder.  

Og filmens afsluttende og langstrakte robinsonade efterlod mig forventningsfuld om en overraskende krølle på halen, som Östlund ikke viser sig helt i stand til at levere.

Den svenske instruktørstjernes evne til at skabe pinagtigt ubehagelige sociologiske kommentarer er stadig tydeligt til stede.

I passager er man udsøgt og ondskabsfuldt underholdt. Men jeg sad også med fornemmelsen af, at det færdige produkt kunne have været klippet lidt hårdere og i det hele taget været lidt mindre spredehaglspræget i sit muntert-misantropiske angreb på nærved alt og alle.

placeholder

’Triangle of Sadness’. Spillefilm. Instruktion:Ruben Östlund. Medvirkende:Harris Dickinson, Charlbi Dean, Woody Harrelson, Zlatko Buric, Vicki Berlin. Spilletid: 147 min. Har haft premiere i danske biografer.


 

Henrik Reinberg Simonsen (f. 1978) er kommunikationskonsulent og freelancefilmanmelder


placeholder

Kommentarer

ANG Dronnigens fratagelse af Joachims børns titler
som Prins og Prinssese.

Det kan hun ikke være bekent

Det er en ommer

Det er i det mindste ikke min skyld, jeg stemte nemlig ikke på hende.

Nu havde jeg dog heller ikke stemmeret for 50 år siden, men alligevel.

Annonce