Oppositionen vinder 1. runde

Bock zigzagger: Medieforhandlingerne er i gang – selv om ingen partier har accepteret regeringens ultimative krav
Oppositionen vinder 1. runde: Medieforhandlingerne er nu reelt i gang – selv om ingen partier har accepteret regeringens ultimative krav.

Tirsdag udskød kulturminister Mette Bock (LA) med kort varsel de fortsatte medieforhandlinger med et par dage. I går var der så en ny forhandlingsrunde. Forventningen hos oppositionen var at ministeren ville benytte tænkepausen til at afklare med sig selv og regeringen, om man fortsat vil stå ultimativt fast på, at DR skal spare 20 procent på budgettet som en forudsætning for at kunne deltage i medieforhandlingerne – eller om regeringen nu er parat til at bløde op.

Mette Bock mødte i går frem til forhandlingerne uden at kunne give en klar melding. Alligevel valgte kulturministeren de facto at igangsatte medieforhandlingerne med folketingets partier, erfarer Netavisen Pio. Det sker på trods af at ikke et eneste parti – ud over regeringspartierne Venstre, Liberal Alliance og de konservative samt støttepartiet DF – har accepteret det ultimative krav om 20 procents besparelse på DR over de næste fem år.

I går tog alle partierne således fat på at forhandle om flere del-elementer, blandt andet det særdeles følsomme mediestøtte-område. På den måde har oppositionen vundet 1. runde: Forhandlinger er påbegyndt uden at de ultimative krav er blevet imødekommet.

 

”Revolverpolitik”

”Kulturministeren fører revolverpolitik, når hun bare vil have oppositionen til at sige ja til lige præcis dét, som hun foreslår. Men sådan fungerer det jo ikke, og det har vi fortalt hende. Nu forhandler vi videre, og vi håber fortsat på et bredt forlig,” siger SF’s gruppeformand og medieordfører, Jacob Mark, til Netavisen Pio.

Det synes vi er en håbløs ide

”Regeringen har lagt op til massive besparelser på public service lige fra DR til Radio 24syv og TV2-regionerne. Det synes vi er en håbløs ide, for det vil betyde, at der ikke er det samme gode indhold til danskerne. Vi frygter især, at indholdet til børn og unge vil blive markant forringet,” siger Jacob Mark.

“Socialdemokratiet vil ikke acceptere regeringens ultimative krav. Regeringen har stillet som ultimativt krav, at man skal acceptere en besparelse på public service-området over fem år på 1,1 milliarder kroner for at være med i medie-forhandlingerne. Det kan vi simpelt hen ikke acceptere,” sagde den socialdemokratiske medieordfører, Mogens Jensen, op til seneste forhandlingsrunde til Netavisen Pio.

Også Enhedslisten har meldt klart ud, at regeringens ultimative krav er uacceptable.

Alle folketingets partier er indtil videre fortsat med i medie-forhandlingerne – som altså nu de facto er i gang.

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook