Opråb: Den unge generation mangler fædrelandskærlighed

Konservativ Ungdom

Opråb: Den unge generation mangler fædrelandskærlighed

Hvis Danmark skal forblive dansk og ikke opslugt af en europæisk eller global identitet, skal vi have ungdommen med. Det skriver to medlemmer af henholdsvis Konservativ Ungdom og Dansk Folkepartis Ungdom

Foto: Colourbox
Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning. Bland dig i debatten nedenfor - eller send dit indlæg til os her.

Den unge generation er mere deprimeret, presset og oplever deres liv som mere meningsløse end nogensinde før. Dette skyldes uden tvivl, at vores samfund er blevet mere sekulært, polariseret og individualiseret.

Vi har i det moderne samfund glemt hinanden og det, der giver mening til livet og fællesskabet.

“Danskere ved ingenting om Grønland” er et citat, der ofte bruges i debatten om Grønlands plads i rigsfællesskabet, og danskernes uvidenhed om Grønland og grønlændere.

Men unge danskere ved nærmest heller ingenting om Danmark – ofte dårligt nok det overfladiske, såsom hvornår besættelsen fandt sted, og hvornår Grundloven blev skrevet.

Vi skal have den nationale stolthed og det nationale fællesskab tilbage i første række

Det er simpelthen for dårligt, hvis vi skal gøre os forhåbninger om, at vores land skal overleve i en globaliseret verden, hvor “jeg-kulturen” desværre hersker og udbreder sig.

Vi skal turde vise, hvem vi er, og vi skal gøre det på alle tidspunkter – ikke kun når fodbold- eller håndboldlandsholdene spiller slutrunder.

Vi skal have den nationale stolthed og det nationale fællesskab tilbage i første række.

Unge skal vide hvorfor og hvordan

Den britiske naturforsker Sir David Attenborough sagde engang:

“If children grow up not knowing about nature and appreciating it, they will not understand it, and if they don’t understand it, they won’t protect it.”

Det samme gælder, når det handler om danskhed og kærlighed til Danmark. Hvis vi vil bevare det, skal de unge vide hvorfor og hvordan. Når vi langsomt udvander og undertrykker danskheden, mister den sin mening, og derigennem taber Danmark også sin betydning.

Alex Vanopslagh sagde for nylig i en podcast, at Vesten har “mistet forbindelsen til et højere formål, der binder os sammen.”

I dag har vi ingen sammenhængskraft

Før i tiden var det grundlæggelsen af demokratiet, kristendommen og nationalstaten, der forenede os. I dag har vi ingen sammenhængskraft. Tidligere fandt vi vores fælleskab i kirken, i vores frivillige foreningsliv og i vores danskhed.

I dag finder vi splittelse i det, og søger polerne snarere end fællesskabet.

Mere optagede af udenlandske og flygtige trends

Derfor skal der være mere fokus på dansk historie, kultur og skikke i skolen. Ellers vil det mest dyrebare, vi har, glide ud med badevandet – Danmark som nationalstat og unikt fællesskab.

Danmarks overlevelse er kun mulig, hvis befolkningen bevarer det at være dansk og ikke lader sig opsluge af en globaliseret verdensborgermentalitet.

Ligesom Attenborough sagde om naturen, skal børn opdrages til at kende deres eget land og deres egen kultur

Vi ser allerede, hvordan mange danske unge lever deres liv som amerikanske unge, mere optagede af udenlandske og flygtige trends end af vores egen nationale arv.

Ligesom Attenborough sagde om naturen, skal børn opdrages til at kende deres eget land og deres egen kultur. Hvis de forstår, hvad det vil sige at være dansk, vil de også værne om det.

Dermed får vi samtidig det højere formål, der binder os sammen, som Vanopslagh efterspurgte: at ville praktisere vores traditioner, skikke og opretholde vores nationale værdier. Velvidende at vores land og dets fundament ikke kan findes udenlands og ej er bedre end her til lands.

Vi skal undgå at ende som amerikanerne

Hvis vi ønsker en fremtid, hvor Danmark forbliver dansk og ikke bliver opslugt af en europæisk eller global identitet, skal vi have ungdommen med.

Hvis vi skal undgå at ende som amerikanerne, der snart ikke har andet end splittelse, polarisering og fjendtlighed tilbage i deres land.

Det er afgørende – både for ungdommens bedste og for vores fædreland, som de kommende generationer også skal kunne give videre til deres børn.

De skal dyrke deres danskhed. De skal være stolte af den

Ved at genetablere den nationale stolthed og det nationale fællesskab får vi helt naturligt vores værdier og traditioner tilbage.

Værdier og traditioner, der blandt andet betyder, at vi hjælper, støtter og passer på hinanden. Troen på, at der er en større mening med livet end at gå på arbejde og få stress for at tjene statskassens og virksomhedernes interesse.

Det vil give en mening, og et fællesskab, som vil holde mistrivslen langt, langt væk fra de kommende generationer. Det skylder vi dem.

De nye generationer skal ganske enkelt vide, at de er danske. De skal dyrke deres danskhed. De skal være stolte af den.

Det skal de have at vide – i skolen, i medierne og ude i det brede samfund. Vi skal ikke være bange for at vise vores stolte nationale identitet. Vi skal turde stå ved, hvem vi er, og kæmpe for at bevare det, der gør Danmark unikt.

Lucas Zukunft

Medlem af Konservativ Ungdom.

Kommentarer

Indsendt af Børge Jørgensen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 20.02.2025 - 21:09

"I 1933 anlagde Konservativ Ungdom således en regulær uniform med sorte ridestøvler og skrårem" Så er der vist ikke mere at sige om Konservativ Ungdom og Dansk Folkepartis Ungdom for den sags skyld.

Indsendt af Thor (ikke efterprøvet) den Torsdag den 20.02.2025 - 21:59

Jeg er ikke den rette til at sige så meget om, hvorvidt unge mennesker generelt deres eget land og deres eget lands kultur. Men hvis de ikke gør, så burde de. Og der kommer ikke noget nazi-kort herfra. Så ussel er jeg trods alt ikke :)

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.