Min psykiske sygdom behandlet på afdeling med tis i sofaen

Jeg blev diagnosticeret som maniodepressiv sidste år, og det, jeg mødte i psykiatrien, drev mig næsten endnu tættere på kanten.
Der er endeligt kommet fokus på psykisk helbred i den offentlige og politiske debat. Tabuerne er ved at blive brudt, og folk prøver reelt at forstå det alvorlige ved psykiske sygdomme som depressioner, stress med videre.

Vi er nogle, som ikke bare har en skrue løs – den er faldet ud

Det er en uoverskuelig og diffus verden af lidelser, der åbnes for. Og det bliver ikke bedre af, at der er én kæmpe fejl i debatten: At man forklarer psykiske problemer som noget, der kun udspringer af 12-tals pres, curlingforældre og Instagram. Det er bare ikke sandheden. Vi er nogle, som ikke bare har en skrue løs – den er faldet ud. Det er ikke samfundets skyld. Det er bare vores gener.

Vi er en gruppe mennesker i Danmark, der hele livet har stået på sidelinien, og kigget ind på ”de normale” mennesker, der går i deres travle mønstre på den anden side af glasset i den osteklokke, vi sindssyge lever i. Mange af os ved ikke, hvorfor vi ikke kan smadre glasset, og ofte har det været sådan hele vores liv.

Selvmords-truende depressioner siden jeg var barn
Hvor er de personer, der går ud i offentligheden og forsvarer os? Os der hver dag, hver uge og hvert år mindes om, at vores verden opleves gennem diagnoser og journaler, der gør, at vi hele tiden træder længere væk fra virkeligheden?

...som var jeg på en endeløs strøm af blandt andet amfetamin

Vi har ikke brug for at slette vores Facebook-profil. God eller dårlig opdragelse har meget lidt at sige. Vi har brug for psykiatrisk behandling,  piller, psykologer og mennesker,  som kan passe på os.

Jeg er bipolar (eller maniodepressiv som det førhen blev kaldt). Siden jeg var 8-10 år gammel har jeg lidt af skiftevis selvmords-truende depressioner, mit normale "jeg’ og maniske perioder – det vil sige perioder, hvor jeg ubevidst opfører mig, som var jeg på en endeløs strøm af blandt andet amfetamin.

Behandlet på afdeling med tis i sofaen
Jeg blev diagnosticeret sidste år, da jeg blev indlagt på Bispebjergs lukkede afdeling efter endnu en to-år-lang depression, der igen truede mig på livet. Jeg ville vinde over mig selv denne gang.

Der var tis i møblerne, en substans på min væg

Det, der mødte mig på afdelingen, drev mig dog næsten endnu tættere på kanten. Der var tis i møblerne, en substans på min væg - jeg håbede bare var blod - og et presset personale, at man kunne se fortvivlelsen i deres øjne.

Besparelserne var tydelige. Noget så simpelt som en biblioteksvogn var sparret væk. Man kunne se TV (når der ikke var tis i sofaen), spille på en ødelagt guitar eller stå og ryge på en to kvadratmeter stor jernburs-altan. Det var forresten vores eneste mulighed for at gå udenfor. Personalet havde hverken tid eller overskud til at holde øje med os.

Opfatter sygdom i medicin-tåge
Jeg var heldig og kom på Rigshospitalets åbne afdeling. Personalet her var også presset, men næsten alle patienter blev behandlet så optimalt, som det nu er muligt. Nogle patienter blev naturligvis medicinerede, så de ikke opfattede deres sygdom i medicin-tågen - men hvad skal man også stille op med patienter, der har brug for psykologisk (og ikke kun psykiatrisk) behandling, når psykologerne (på en psykiatrisk afdeling) er sparret væk?

Der var for eksempel kun to patienter, der måtte ligge på gangen

Der var også mange andre punkter, hvor jeg var heldig. Der var for eksempel kun to patienter, der måtte ligge på gangen. Derudover havde vi én socialrådgiver. At hun godt nok skulle rådgive alle Rigshospitalets psykiatriske patienter - og at hun havde så travlt, at hun glemte sine sager - er jo en anden side af sagen.

Jeg brokker mig ikke. Jeg var trods alt så heldig, at vi på min afdeling en af dagene kunne bage muffins.

Plejepersonale kæmper bravt
Statistikken siger, at jeg bliver indlagt igen en dag, men hvis det offentlige fortsat skal ”effektivisere” med 2 procent årligt - eller benytte distancerende systemer som sundhedsplatformen - så bliver det lige fedt, om jeg indlægges eller ej. Personalet vil ikke have overskud til at behandle mig. Jeg vil være lige deprimeret eller manisk, om jeg er fri eller låst inde på en kolbøttefabrik.

Det er ikke en kritik af plejepersonalet, for de kæmper bravt. Sagen er bare den, at hvis besparelses-manien i det offentlige fortsætter, så vil vi finde dem - der skal pleje os psykisk syge - i sengen ved siden af os.

Sy sårene sammen i stedet for at bruge plaster

Det er ikke kun i skolen, at psykisk svaghed blomstrer, og det er derfor heller ikke kun i skolen, at psykiske problemer kan forebygges og behandles. For os - der er syge for livet - sker behandlingen i psykiatrien og på hospitalet. Jeg håber, at der i den offentlige og politiske debat, snart vil komme fokus på os, hvor skruen er faldet ud. Den kan godt skrues ind igen, men det kræver, at der er midler til helbredelse.

Det må da, trods alt, være billigere at behandle, så vi ikke indlægges igen

Det er dog kun muligt, hvis man dropper ”effektiviseringerne”, og lader personalet gøre deres arbejde og beholde deres helbred.

Det må da trods alt være billigere at behandle, så vi ikke indlægges igen, i stedet for at lægge et plaster på de sår, der burde syes med sting.

Line Høvik Søby er stud.scient.pol., formand for DSU Albertslund-Glostrup og forretningsudvalgsmedlem i DSU Københavns Omegn.

Klummen er alene udtryk for forfatterens egen holdning.

Journalistikstuderende ved Roskilde Universitet


Kommentarer fra Facebook