Opråb: Indeklima er ulighedens nye kampplads

Dårligt indeklima skaber A- og B-hold i landets folkeskoler og daginstitutioner. Formanden for Blik- og Rør vil have den nye regering til at tage problemet op.
Foto: Blik- og Rørarbejderfundet
Indeklimaet i de danske folkeskoler og daginstitutioner er alarmerende dårligt. I en omfattende undersøgelse fra 2016 viser DTU Byg, at CO2-niveauet lå over den tilladte grænse i over halvdelen af de undersøgte klasselokaler. Arbejdstilsynet har ligeledes opgjort, at hver fjerde folkeskole døjer med dårligt indeklima – og de seneste år er forholdene blevet værre år for år.

hver fjerde folkeskole døjer med dårligt indeklima – og de seneste år er forholdene blevet værre

Derfor inviterede Blik- og Rørarbejderforbundet den 4. september en række aktører på tværs af sektoren til en stor politisk konference på Christiansborg. Her fortalte førende eksperter på indeklimaområdet om situationen i dag og om konsekvenserne ved den ringe luftkvalitet i danske institutioner for både børn og voksne. Efterfølgende blev folketingspolitikerne Henrik Møller (S), Carsten Kissmeyer (V), Kirsten Normann Andersen (SF), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) og Jakob Sølvhøj (EL) sat i stævne for at diskutere mulige politiske løsninger på problemet.

Ren luft er en rettighed

Det dårlige indeklima har store konsekvenser for vores børn og unge. Ikke kun lige nu – men også i fremtiden. Studier har nemlig vist, at der er en direkte sammenhæng mellem CO2-niveauet i luften og elevers faglige præsentationer. Faktisk viser undersøgelser, at der kan være et helt års læring til forskel på elever fra skoler med godt indeklima til dem med dårligt indeklima! For pædagoger og lærere ser det heller ikke godt ud. Her resulterer dårligt indeklima i alt fra hoste og irritation til træthed, hovedpine, allergier og i sidste ende sygemeldinger.

Der kan være et helt års læring til forskel på elever fra skoler med godt indeklima til dem med dårligt indeklima

Det kan ikke være rigtigt, at vores børns muligheder, trivsel og fremtid defineres af, om de går på en institution eller skole med godt eller dårligt indeklima. Jeg mener derfor, at ren og sund luft bør være en rettighed, der gælder uanset hvilken skole eller daginstitution, man går i.

Luft ud i den tomme snak

Indeklimaet i danske institutioner er ikke et nyt tema. Tværtimod er det et problem, der er blevet diskuteret i flere årtier. Vi mener derfor, at der er et akut behov for politisk handling. Bl.a. skal der stilles krav til kommunerne om at sikre, at børn og unge opholder sig i et sundt og rent miljø gennem regelmæssig inspektion og rensning af ventilationsanlæg og -kanaler.

Luft ud i den tomme snak, og gør ord til handling

Den nuværende regering har før valget meldt ud, at de vil arbejde for at forbedre indeklimaet i de danske institutioner. Det kan ikke være rigtigt, at vores børn og unge skal trækkes med et så skadeligt indeklima.

Det kan vi ikke være bekendt. Så kære politikere på Christiansborg: Luft ud i den tomme snak, og gør ord til handling!

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

 Forbundsformand Blik og Rør 


Kommentarer fra Facebook