Opråb til kulturlivet: Gør jer relevante for politikerne! 

Er kulturlivet villig til at fraskrive sig privilegier, komme ud af ekkokammeret og blive en bredere og mere innovativ forandringskraft i samfundet?
Foto: Klaus Vedfelt, Det Kongelige Teater
Nøddeknækkeren, Det Kongelige Teater (2019-2020)
I den sidste tid har dele af kulturlivet muntret sig over kulturministerens musiksmag. Endnu engang ser vi, at den originale, kreative og begavede kritik er forsvundet i kulturpolitikken, og tilbage er kun hån og latterliggørelse mod konkrete personer.

Derfor vil jeg da bruge anledningen til at gøre det kulturlivet ikke magter

Trist, men desværre ikke overraskende. Min mor har dog lært mig, at i stedet for at sende en sviner den anden vej, skal man konstruktivt spille ind med noget brugbart. Og derfor vil jeg da bruge anledningen til at gøre det kulturlivet ikke magter: Formulere en kulturpolitisk vision for fremtiden.

Kulturpolitikken skal skabe sociale fremskridt 

Troen på at kulturpolitik, socialpolitik og uddannelsespolitik kan spille sammen, og sikre, at mennesker får de muligheder som hjemmets fire vægge ikke har leveret, lever i bedste velgående hos mig. Jeg tror på at vi kan bruge kultur til at skabe sociale fremskridt, og give mennesker et sprog, en verden og et livsperspektiv, som de ikke havde fra begyndelsen.

Først og fremmest skal vi have kulturinstitutionerne til at blive relevante

Det kræver dog et opgør med den vanetænkning og de forstenede strukturer i den statslige finansiering af kulturpolitikken, som få ministre og politikere lykkedes med at ændre, fordi modstanden i kulturlivet er stor.

Bevæg jer ud fra matriklerne 

Først og fremmest skal vi have kulturinstitutionerne til at blive relevante, bevæge sig ud fra matriklerne og forsøge at komme i berøring med de mennesker, som aldrig viser sig i den del af samfundslivet. Det kræver blandt andet en museumsreform.

Vi burde alle være rystede over, at vi i dag har en liste over statsanerkendte museer, der alene er historisk betinget. Spørgsmålet er krystalklart: Hvorfor har vi en liste med 97 statsanerkendte museer, som næsten er totalt mejslet i sten? Ingen gamle institutioner kan komme af listen og ingen nye kan komme på den. En reform af området skal rumme langt større krav til, at institutionerne skal nå en større del af befolkningen. Samtidig skal tilsynet være langt skrappere.

Vi skal sikre, at kulturinstitutionerne forpligtes til at have et langt stærkere partnerskab med folkeskoler og ungdomsuddannelser

Vi skal sikre, at kulturinstitutionerne forpligtes til at have et langt stærkere partnerskab med folkeskoler og ungdomsuddannelser. Det er bl.a. noget Det Kongelige Teater allerede er i gang med, i erkendelse af, at det nok er en god idé at tilbyde andre end København og Nordsjællands borgere kunst for en halv milliard kroner. Meget kan klares med en udstrakt hånd og et frivilligt samarbejde mellem uddannelses- og kulturinstitutionerne, men det skal også være en præmis for store dele af den statslige finansiering.

Kulturpolitikken skal erstatte dele af uddannelsespolitikken

Derudover bør kulturlivet tænkes ind i en stor uddannelsesreform. Vi lever i et samfund, hvor skiftende politiske flertal, og en fejlagtig opfattelse i 00’erne af globaliseringen, har fået ”drømmeuddannelse” -mentaliteten ind i alle nye generationer. Signalet har været klart fra politikerne: Selvrealisering, selvopretholdelse og selvudvikling sker i det formelle uddannelsessystem.

Selvrealisering, selvopretholdelse og selvudvikling sker i det formelle uddannelsessystem

Derfor skal man vælge et uddannelsesspor, som realiserer alle de drømme, visioner og interesser man har på én og samme tid. Hvad blev der af folkehøjskolerne, folkeoplysningen og folkeuniversitetet? Hvad blev der af fællesskabets engagement for den del af vores tid, som ligger efter arbejdsdagen eller i weekenden? Som med alt muligt andet, er det reduceret til noget, der kun kommer mennesker med høj økonomisk eller kulturel kapital til gode.

Drop brokkeriet – gør jer spilbare for politikerne! 

Alt det her kræver selvfølgelig politiske ambitioner. Men historien de sidste 30 år har vist os, at det også kræver et kulturliv, som faktisk gerne vil forandre noget. Er parate til at fraskrive sig privilegier, komme ud af ekkokammeret og forsøge at blive en bredere og mere innovativ forandringskraft i samfundet.

I stedet for at håne kulturministerens musiksmag, så spil jer selv på banen

Den parathed eksisterer ikke i dag. Alle holder krampagtigt fast i egen position, og ingen har lyst til at flytte sig. Konsekvensen er, at strukturer og pengestrømme er forstenede.

Opråbet herfra til kulturlivet er derfor klart: I stedet for at håne kulturministerens musiksmag, så spil jer selv på banen. Udskift brok med rigtig kritik. Bliv en del af kampen for, at kulturpolitikken faktisk kan blive relevant for det politiske flertal, som vil skabe mere social retfærdighed i Danmark. Lige nu gør I det modsatte.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU)


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Udskamning af alle der har andre meninger er åbenbart også kommet til DSU!.

Hej FUP: Ja til dig er det jo ikke lige ankommet, du har jo brugt det hele tiden. Ikke sandt FUP ?

Måske har du ret,men der er ingen der når dig til sokkeholderne når det drejer sig om at Udskamme alle ander

Kære Frederik! Det er borgerlige kultur journalister, der har været efter ministeren. Fra kunstnere har hun kun fået støtte i smagerihistorien. Og så er agitprop altså så gammelt som Lenin. Glem det. Troels II Munk

Lær af Anker Jørgensen. Hvis du stimulerer eliten får du mere elite og bredden med. Hvis du stimulerer bredden, fryser du udviklingen.
Måske skulle du overveje at blive aktiv, medlevende kulturforbruger. Stille dig i den lange kø til Ancher på SMK, begive dig ind i menneskemængden på Lousiana, prøve at få billet til DR koncerthuset (det er indimellem svært) osv.
Elementer i vores parti hælder til Rindalismen. Det er dræbende for kulturlivet. Og ærgerligt for et parti med stolte kulturtraditioner

En god kulturpolitik er den bedste socialpolitik siger socialdemokrater som ønsker kulturens forandrende kraft ud i hele landet - til alle dele af befolkningen - ikke mindst de udsatte, svage og forladte.
Drama, musik, billedkunst og multimedia i alle mulige og umulige genrer skaber fællesskab og udsigelseskraft med store versaler. Som pædagogisk metode som del af tidlig indsats og rettidig omhu. Med mål om at skabe hele mennesker - om at heale mennesker - og om at skabe en bedre verden for alle. Det er så hjerteskærende at socialdemokrater afskærer sig fra de åbenlyse - rimeligt prisbillige muligheder der ligger i kulturpolitikken. Kulturinstitutionerne kan bare bukke sig lidt og samle mulighederne op og bruge dem målrettede i deres strategier. Uddannelsesinstitutionerne kan sætte det på skemaet på mandag.

Jamen altså, kulturlivet skal ikke gøre sig relevant for politikerne. Det skal gøre sig relevant for folk. Og det gør det. De forskellige kulturinstitutioner melder om alt udsolgt i almindelighed, hvis det altså ikke lige er, nå vi står i en coronakrise. Og når nu der er så stor folkelig interesse, er så politikerne ikke nødt til at have en kulturpolitik? Det kan virkeligt ikke ophidse mig med en kulturminister, der holder af popmusik, blot dette ikke går ud over diversiteten. God popmusik er også kunst. Til gengæld er nogle former for kulturaktivitet omgivet med en højtidelighed og en alvor, som er grotesk og selvrefererende. Undertiden kan det irritere mig, at der sommetider ikke findes mellemveje mellem fjollerier og ren drukgalskab på den ene side, og så alvorstung strambuks på den anden side. Begge dele beror på en forfejlet kulturopfattelse. I begrebet kultur ligger begrebet formidling, og i dette begreb ligger der igen en sender og en modtager, og begge skal være udrustet med talent for at eksperimentet lykkes. I almindelighed går jerimiaderne på, at folk er for dumme og uoplyste, og sandt er det da, at der er kredse, der er fjendtlige overfor enhver ytring af intellektuel karakter. Men der er også eksempler på, at der på sendersiden begås fejl. De europæiske tegneserier havde en storhedstid i 1980erne, men siden da har det for det meste været juks, der er blevet produceret. Ja, tegnerne er stadigtvæk dygtige, men historierne er uinteressante. Og jeg er stadigtvæk af den formening, at en halv milliard årligt til Det Kongelige Theater er hul i hovedet, ligesom jeg mener, at 3 milliarder årligt til Danmarks Radio er hul i hovedet. Det handler ikke om rindalisme, men om sund fornuft. Det handler heller ikke om, at kulturen ikke skal støttes, men at der er nogle hellige køer, som går rundt i gaderne og stopper trafikken. De penge kunne anvendes bedre på mange andre ting. Men så kommer der sådan nogle problematikker som smagsdommeri og armslængdeprincip ind i billedet. Hvis der skal bevilges penge til noget, må der jo være nogle, som synes om dette noget. Jeg kan ikke se, at det kan være anderledes. Men vi har jo før set, at borgerlige har støttet kulturelle aktivteter, der først og fremmest udgjorde politiske erklæringer, der støttede den borgerlige sag. Ligeledes ville det være uønskeligt med kulturelle aktiviteter, der enøjet støttede den venstreorienterede sag på en dum måde. Vil det være for meget at bede om, at bede om kulturelle aktiviteter, der kunne holde sig fra det primitivt politiske? Der er mennesker, der er af den opfattelse, at ALT er politik. Den form for snæversyn og uvidenhed kan jeg ikke støtte.