Opsigtsvækkende dom til coronademonstrant og tidligere borgmester politianmeldt

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Så er det fredag og tid til ugens sidste udgave af Netavisen Pios korte nyhedsoverblik Aktuelt. I dag med en opsigtsvækkende dom, intime afsløringer fra kommunekontoret og et skænderi om penge til pædagoger.

 

Kvinde får dom for opfordring til vold ved coronademo

Københavns Byret har i dag fundet en 30-årig kvinde skyldig i blandet andet at have medvirket til angreb på polititjenestemænd med kanonslag, fyrværkeri, dåser og sten i forbindelse med en demonstration mod corona-restriktioner, der udviklede sig voldeligt.

Det var en enig domsmandsret, som i dag afsagde dom over den 30-årige kvinde.

De mente, at kvinden skulle idømmes et års fængsel, men fordi kvinden var tiltalt efter den særlige corona-bestemmelse i straffeloven, paragraf 81d, blev straffen fordoblet til to år.

Corona-bestemmelsen kan bruges, hvis "lovovertrædelsen har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark".

Den dømte og hendes forsvarsadvokat har taget betænkningstid i forhold til at anke sagen.

Dommen vakte opsigt på sociale medier, hvor flere politikere mente at særligt coronabonussen i straffen var for hård.

placeholder

Andre mener, at den er tilpas.

placeholder

Læs mere her.

 

Mette Frederiksen håber på langsigtet genåbningsplan

Folketingets partier har haft et godt møde og skal mødes igen for at diskutere en langsigtet genåbningsplan frem til sommer og en plan for efteråret.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) efter et møde fredag med Folketingets partiledere.

"Vi arbejder nu videre med en langsigtet genåbningsplan frem til sommer. Og allerede nu er vi enige om at igangsætte en plan for, hvad vi gør til efteråret," siger hun og tilføjer, at man arbejder på at børn og unge kan vende tilbage til deres uddannelser efter påske.

Venstre og partierne i blå blok vil have børnene tilbage med det samme.

"Vores børn lider altså under denne nedlukning. Og når nu alle partier taler om, hvor vigtige børnene er for dem, så synes jeg, at vi skulle gøre noget ved det. Nu," siger han og kritiserer regeringens støttepartier på ikke at presse nok på for det.

Læs hele historien her.


Tidligere borgmester anmeldt i byggesag

Fredericia Kommune præsenterede i dag resultaterne er undersøgelsen om en række kritisable forhold under den tidligere borgmester, Jacob Bjerregaard (S). Det skriver TV2.

"Desværre viser vores interne undersøgelse, at vi ikke har haft orden i vores penalhus," siger den nuværende borgmester Steen Wrist om undersøgelsen.

Advokaterne bag undersøgelsen har haft til hovedopgave at at besvare, om Fredericias tidligere borgmester Jacob Bjerregaard (S) handlede i strid med reglerne, da han købte en attraktiv byggegrund i 2016. Det var der.

Sagen er nu meldt til politiet, og advokatundersøgelsen blev fredag morgen overdraget til politiet.

Men skulle flere kritisable forhold dukke op undervejs, skulle de tages med. Og det var der. Undersøgelsen viser, at borgmesteren og kommunaldirektøren har haft et privat forhold, som svækkede deres habilitet. Kommunaldirektøren har brugt kommunens penge på private ting.

Læs hele historien her.

 

Socialdemokrater vrager spidskandidat

Vi bliver i det kommunale, socialdemokratiske landskab, man tager turen til Sjælland, nærmere betemt Faxe: Her blev Christina Birkemose i 2019 valgt som spidskandidat til kommunalvalget , men nu, otte måneder før valget, er hun blevet vraget af medlemmerne.

Det skriver Socialdemokratiet i Faxe i en pressemeddelelse.

Afstemningen om Christina Birkemoses spidskandidatur blev besluttet af partiforeningens medlemmer på en ekstraordinær generalforsamling.

Medlemmerne havde herefter to dage til at afgive deres stemmer, og med stemmerne 101 mod 89, stemte et flertal af partiets medlem mistillid til spidskandidaten. Dermed skal partiforeningen igen finde en ny spidskandidat frem mod kommunalvalget.

"I Fællesledelsen er vi kede af, at samarbejdet med Christina Birkemose er gået skævt. Men eftersom det ikke har været muligt at rette op på samarbejdet, glæder vi os over, at vi nu har fået trukket en streg i sandet i rette tid til at kunne forberede os til efterårets kommunalvalg," udtaler Erling Johansen, der er formand for Fællesledelsen for Socialdemokratiet i Faxe i pressemeddelelsen.

Sagens hovedperson siger til TV2 ØST, at hun respekterer medlemmernes beslutning, men at hun ærgrer sig over forløbet, som hun kalder "uværdigt".

Christian Birkemose vil nu overveje, om hun fortsat vil være medlem af partiet, som hun altså er valgt for til byrådet i den sjællandske kommune.

 

KL og SF i kamp om pædagogpenge

Og vi slutter i det kommunale, hvor der er strid om penge. Regeringen indgik i december en aftale med SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet, som skal sikre flere voksne i børnehaver og vuggestuer.

Men det er ikke alle pengene, som skal gå direkte til flere ansatte mener kommunerne, der vil have lov til at bruge 20 procent af pengene på bl.a. administration. Og det gør SF vrede. Det skriver DR.

"Det koster noget at have medarbejdere. Vi skal have råd til at betale husleje, forsikringer, til at lave godt arbejdsmiljø, lønsystemer og til efter- og videreuddannelse. Der er ingen, der har et ønske om at bruge flere penge på de her forskellige elementer end højst nødvendigt. Men man kan ikke indføre minimumsnormeringer, og så ikke også betale for den del. Det er en årelang praksis, at det er 20 procent, siger KL-formand Jacob Bundsgaard til DR.

SF's børneordfører Jakob Mark kalder kommunernes udspil for "tæt på en skandale". I den aftale som er indgået med partierne, blev administrationsdelen sat til 15 procent.

Læs hele historien her.

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det er besynderligt argument fra KL at fordi der måske bliver ansat 2 eller 3 nye medarbejdere i en institution så skal beløbet til administration hæves med 20 % af meromkostningerne, der skal vel ikke ansættes flere medarbejdere i administrationen for at udbetale løn eller forsikring i et sådant tilfælde.
Det på denne måde at vores offentlige administration vokser til et urealistisk nivau.

Annonce