Opskriften på succesfuld erhvervsuddannelse findes i Schweiz

Den egentlige succes i alpelandet er, at der i modsætning til det danske system ikke er blindgyder. Man kan starte som tømrer og ende som professor
En ny undersøgelse fra DEA viser, at unge, der vælger en erhvervsuddannelse, nærmest føler sig stigmatiserede og set ned på.

Det er til at tude over.  For vi skal have langt flere unge til at tage en erhvervsuddannelse. Men måske skyldes fordommene også, at vore system har sine fejl.

Lad os gøre noget udansk

I Danmark står således mere end 10.00 unge mennesker og venter på en praktikplads. Derfor kan det nok heller ikke undre, at under hver femte unge vælger erhvervsuddannelse. Det er en katastrofe, når vi ved, at kun cirka 80 procent af en ungdomsårgang får en ungdomsuddannelse, og at vi om føje år kommer til at mange 70.000 faglærte.

Schweiz. 95 procent af en ungdomsårgang får en ungdomsuddannelse og over 70 procent af den får en erhvervsuddannelse.

Derfor kan der være god grund til at gøre noget udansk – lad os et øjeblik overveje om vores model er helt rigtig hele vejen rundt. Måske kan vi lade os inspirere af andre. Og her springer en model – et land – i øjnene: Schweiz. 95 procent af en ungdomsårgang får en ungdomsuddannelse og over 70 procent af den får en erhvervsuddannelse.

Ungdomsledigeden er nærmest ikke eksisterende, og den stærke fokus på erhverv og håndværk har ikke gjort landet til at halehæng, når det drejer sig om produktivitet. Tværtimod er landet det mest produktive land i verden pr. indbygger. Schweizerne er ikke i tvivl. Det skyldes deres uddannelser. Selv om landet har et af verdens højeste pris og lønniveauer, er de erhvervsrettede uddannelser med til at sikre den fornødne arbejdskraft til landets stærke industrivirksomheder, og mange af de unge som bygger på deres erhvervsuddannelser har da også højere lønninger end deres kammerater, som er gået gymnasievejen.

Schweizernes er heldigvis ikke blevet disrupted

Meget handler selvfølgelig om tradition - landet har altid haft stærk fokus på håndværk og det gode arbejde, og har ikke på grund af krige været nødsaget til at tænke systemet om. Man kan sige, at landets held er de høje bjerge, og at de ikke - for at holde en moderne tone – er blevet disrupted. Schweiz har på den måde uforstyrret kunne følge en hundredårig opskrift, der har virket.

Uddannelserne er ikke blevet over-akademiserede og man har haft fokus på konkrete færdigheder

Uddannelserne er ikke blevet over-akademiserede og man har haft fokus på konkrete færdigheder. Men det handler også om den måde landet har indrettet deres uddannelsessystem på.

Det spiller selvfølgelig en rolle, at der er adgangsbegrænsning til det almene gymnasium. Men selv mange, der består prøven, vælger erhvervsuddannelserne til. Det begynder i de afsluttende folkeskole år, hvor der er fokus på forberedelsen til arbejdslivet, der er praktik og der lægges vægt på at de unge afklarer deres interesser i forhold til fremtiden på arbejdsmarkedet. Det sker vel at mærke uden, at det går ud over de almene kompetencer. I Danmark skal forældrene selv finde praktikpladser og vejledningen af de elever, der ikke har udfordringer med erhvervsvalget, er i dag nærmest ikke tilstedeværende. I Schweiz har de fleste unge en lære- eller elevplads inden de forlader skolen. Virksomhederne står i kø, de tager ansvar og de er stolte af det. Også her er Danmark et langt stykke af vejen et kedeligt modbillede.

Fra tømrer til professor

Men den egentlige succes i alpelandet skal formentlig tilskrives, at der i modsætning til det danske system ikke er nogle blindgyder. Man kan starte som tømrer og ende som professor. Vejen er om ikke snorlige – så dog lige til, for dem, der vil. Det laveste trin på erhvervsuddannelserne er to-årigt, det højeste tager fire år og kan kombineres med en studentereksamen. Men selv hvis man tager den toårige uddannelse kan man gå hele vejen til universitetet. De unge kommer også tidligere på erhvervsskole og i lære – fra de er 15-16 år, og det kan virke fremmed for os. Men det virker. De får job. De får fodfæste. De lærer noget og kan lære videre hele livet. Selvfølgelige er der også unge mennesker i Schweiz, der har brug for en hjælpende– her gives mulighed for et brobygnings- år efter folkeskolen. De fleste går herfra og direkte ud i lære.

De får job. De får fodfæste. De lærer noget og kan lære videre hele livet

Selve erhvervsuddannelsen er også langt mere praksisnær end i Danmark. Man veksler mellem skole og arbejde – for eksempel med 2 dage på skole og 3 dage på arbejde. Og det er på arbejdspladsen det praktisk arbejde – oplæringen i færdigheder foregår – og på skolen tager man sig af det teoretiske, som ofte har et langt brede sigte – for eksempel i forhold til fremmedsprog – end i Danmark. I modsætning til i Danmark er det – for alle virksomheder – et adelsmærke at tage unge ind som lærlinge. Det er ikke usædvanligt, at en virksomhed med 800-1000 ansatte uddanner 60-70 elever og lærlinge om året – fra kokkeeleverne i kantinen til plastmageren i produktionen.

Vores erhvervsuddannelse skal hyldes frem for hånes

Vi kan ikke i Danmark bare tage den schweiziske model og overføre til Danmark. Men vi kan bestemt lære – for vores model virker ikke, når virksomheder skriger på arbejdskraft og der samtidig står 10.000 unge mennesker og mangler mulighed for at gøre deres uddannelse færdigt på de selvsamme virksomheder. Det virker faktisk smådumt.

Det handler om at give dem muligheder i livet. Er det så ikke værd at gøre det udanske?

Lad os derfor trække på de gode erfaringer:

  • Nøglen til videnssamfundet er uddannelse – men ikke kun uddannelse, der er koblet fra praksis.
  • Lad os åbne dørene til uddannelse på vid gab – fra bund til top.
  • Lad dannelsen i folkeskolen gå på to ben – mere fokus på arbejdsmarkedet – vel at mærke med afsæt de unges ønsker og kompetencer. Indsatsen bør være håndholdt i forhold til alle. Folkeskolereformen havde på det punkt rigtige ambitioner om at styrke for eksempel fagligheden i andet end boglige fag. Men det er løbet ud i ingenting.
  • Vi bør overveje etablering af flere udskolingsskoler, hvor der kan være mere fokus på -og viden om uddannelse og uddannelsesvalg.
  • Erhvervsuddannelse bør være mere praksisnær og gerne veksle mellem skole og arbejde.

Det handler om vores unge. Det handler om at give dem muligheder i livet. Er det så ikke værd at gøre det udanske? Lad tvivlen på vores egen fortræffelighed komme de unge til gode. Vi har ikke opfundet verdens bedste erhvervsuddannelser. Det virker ikke godt nok. Lad os inspirere af det ”mærkelige” land. Tænk, hvis det virker for os også.

Tænk hvis de unge, der vælger en erhvervsuddannelse bliver hyldet i stedet for hånet. Det fortjener de.

 

Simon Pihl Sørensen er socialdemokratisk viceborgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Folketingskandidat for Socialdemokratiet


Kommentarer fra Facebook