Optimist på Socialdemokraternes vegne

Efter nedturen på valgaftenen er jeg igen blevet mild optimist på både Danmarks og partiets vegne.
Da jeg kom til Christiansborg torsdag aften for at deltage i Socialdemokraternes valgaften, var jeg optimistisk med hensyn til, om regeringsmagten kunne bevares på røde hænder. Fra den første prognose svandt optimismen.

Vi skal ikke fremtvinge valg før blå blok har vundet valget for os.

Det blev på alle måder et tankevækkende valgresultat. Det blev et godt valg for Socialdemokraterne, der fik vendt mange års tilbagegang. Det er i sig selv godt, men det bedste set fra min synsvinkel er, at det skete på basis af en politik der er klassisk Socialdemokratisk. Politik der møder økonomisk rod og krise med de tiltag, der skal til for at komme igennem krisen på en ordentlig måde.

Svækkelse af SF og Radikale
Vi undgik skingre overbud i valgkampen og gik alligevel frem. Vores allierede SF og de Radikale blev halverede. Ærgerligt men de foretog nogle kraftige satsninger i valgkampen, som ikke bar frugt. SF valgte en alliance med DF - et virkeligt markant sats. Det var en sikkert kærkommen mulighed for DF til at lægge deres ansvar for dagpengereformen bag sig. Hvad det kan have gjort af godt for SF må andre forklare?

R valgte at melde ud på to områder; pensionsalder og boligskat med et budskab, der ville føre til økonomiske forringelser for en meget stor del af befolkningen efter 2025. Hvilken analyse der førte frem til at det ville være et godt budskab i en valgkamp er mildt sagt ubegribeligt. Disse to nedsmeltninger skubbede så mange vælgere til Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, at Alternativet og Enhedslistens fremgang ikke kunne holde rød blok ved magten. Rød blok tabte selv valget, det var ikke blå blok, der vandt. Men død blok hjalp DF til et godt valg.

Valget var ikke et dramatisk tilvalg af DF
Men det var rød blok ikke ene om. Venstre gav virkelig en hånd med. Nulvækst, der ikke var nulvækst udviklede sig til et næsten uforståeligt valggrundlag, hvor der alligevel skulle være penge til alt. Lars Løkkes begrænsede popularitet bidrog til, at næsten ingen forsøgte at forstå, hvad det var Venstre ville. En gave til DF der kunne love velfærd til alle. De vælgere, der ikke blev tabt til DF, gik til Liberal alliance, der lovede den rene vare i form af nedskæring af den offentlige sektor.

I det lys tror jeg ikke, vi skal se valget, som et dramatisk tilvalg af Dansk Folkeparti. Det blev ikke et markant udlændingevalg, temaet var fremme, men så heller ikke mere. Udkantstemaet var fremme, men så heller ikke mere. Dansk Folkeparti førte en relativt afdæmpet valgkamp, det tror jeg var en klog strategi, der formentlig under alle omstændigheder ville have givet dem et godt valg, men ikke den meget store fremgang, som vi andre hjalp dem til. Det er ikke et jordskredsvalg, hvor mange flere er blevet fremmedangste. Danmark ligner det Danmark vi kender.

Det er ikke et jordskredsvalg, hvor mange flere er blevet fremmedangste. Danmark ligner det Danmark vi kender.

Blå blok vil vinde valget for os
At det bliver svært at danne en fungerende regering, sådan som folketinget er blevet sat sammen, er bestemt også set før. Hvor efterlader det Socialdemokratiet? Vi skal have ny formand, men partiets fremgang gjorde, at Helle selv kunne vælge at gå uden at være tvunget til det. Hun har ledet en regering, der har ført Danmark ud af krisen, og hun har ført Socialdemokratiet til fremgang. Det giver respekt i min bog.

Mette Frederiksen bliver den nye formand. Hvis hun formår at samle partiet kan det blive et meget stærkt formandskab. Hun er politisk meget musikalsk og troværdig som bærer af socialdemokratiske værdier. Hun overtager et parti der er kommet ud af en vanskelig periode uden store sår. Et parti der i lyset af valgkampen og valgresultatet ikke er bundet af forpligtelser overfor de øvrige partier i rød blok eller de Radikale. Hvad kan den frihed bruges til?

Den politik Socialdemokratiet gik til valg på, er der på de flere områder reelt flertal for i de nye folketing. Vi skal bare hjælpe den nye regering med at gennemføre den. Det gælder den økonomiske politik og politikken på velfærdsområderne. Det betyder, at vi kan føre konstruktiv oppositionspolitik, hvor vi i de situationer, hvor blå blok er i vild strid mig sig selv, kan fremstå som dem, der gør det muligt at nå et anstændigt resultat. Vi skal ikke fremtvinge valg før blå blok har vundet valget for os.

Optimist på både Danmarks og partiets vegne
Der er andre dagsordner, der bliver vanskeligere. EU og flygtningespørgsmål bliver endog meget svære. Og vi vil se tilbageslag på områder som ulandsbistand, miljøbeskyttelse, dyrevelfærd, sunde fødevarer. Her er det vigtigt at søge alliancer uden for folketinget med civilsamfundsorganisationer og eksempelvis de dele af erhvervslivet der er enige i, at det er vigtige politikområder, der ikke går væk bare fordi den nye regering lukker øjnene.

Det er værdipolitiske områder der har væres forsømt også af os i denne valgkamp og som måske kan danne grundlag for at vinde næste valg. Så alt i alt efter nedturen på valgaftenen er jeg igen blevet mild optimist på både Danmarks og partiets vegne.
Lars B. Goldschmidt (f. 1955) er socialdemokratisk folketingskandidat i Aakirkebykredsen på Bornholm og partner i selskabet Rise and Shine IS. Lars Goldschmidt har tidligere været medforfatter til blandt andet debatbogen ‘Borgerlige ord efter revolutionen’ og ‘Det nye systemskifte’. Derudover har han været direktør for Arbejdsmarkedsstyrelsen fra 2000-03 og for Dansk Industri fra 2008-2014. kommentarer
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.


Flere artikler om emnet

Annonce