Opvæksten med plejebørn formede ny S-ordfører: "Ikke alle er født på livets solside"
Opvæksten med plejebørn formede ny S-ordfører: "Ikke alle er født på livets solside"
For Sofie de Bretteville startede den politiske interesse tidligt i barndomshjemmet i Ballerup. I dag er hun Socialdemokratiets nye børneordfører og vil skabe daginstitutioner, “der emmer af overskud”
Da Sofie de Bretteville (S) var tre år gammel, oplevede hun noget, der kom til at definere hendes politiske liv.
Her flyttede en niårig dreng ved navn Daniel ind hos familien i Ballerup. Han var anbragt i pleje og blev hendes storebror, og senere blev flokken også udvidet med en plejesøster.
At vokse op med plejebørn i hjemmet blev herefter et definerende træk ved hendes barndom, som i høj grad var med til at forme hendes senere politiske liv.
"Det viste mig ret tidligt, at det ikke er alle børn, der er født på livets solside. Det er også dér, hvor uligheden slår allerhårdest igennem – nemlig i barndommen," lyder det fra Sofie de Bretteville.
Læs også:Nyvalgt moderat vil styrke landdistrikterne: "Kultur er også traktortræk og ringridning"
Den direkte politiske interesse opstod, da Sofie de Bretteville var i 13-14-årsalderen, hvor Helle Thorning-Schmidt var statsminister. Sofie de Bretteville fandt samtidig ud af, at hendes holdninger var forankret på den politiske venstrefløj, og hun identificerede sig kort efter med Socialdemokratiet.
Sommertema: Ny på tinge
Netavisen Pio bringer hen over sommeren en række portrætter af nyvalgte folketingsmedlemmer under temaet 'Ny på tinge'
Ved folketingsvalget i 2015 tog det politiske engagement for alvor fart. Som bosiddende i Ballerup – Mette Frederiksens daværende valgkreds – fik hun af sine forældre lov til at tage tre ugers fri fra skole for at føre valgkamp for Frederiksen.
"Jeg tror, at efter den valgkamp, så var det ligesom ikke en mulighed ikke at lave politik," lyder det fra Bretteville.
Brænder for sundhedspolitik
Inden hun blev valgt til Folketinget, blev Sofie de Bretteville valgt ind i regionsrådet, og sideløbende med den politiske karriere er hun ved at færdiggøre en uddannelse som jordemoder, hvilket også betyder, at det sundhedspolitiske fylder meget, hvor det igen er kampen for mere lighed i sundhedsvæsenet, hun ser som en vigtig drivkraft.
Man skal vide, at ens børn bliver afleveret til et fedt fællesskab, hvor de bliver passet på, hvor de bliver pædagogisk udfordret, og hvor de møder nærværende voksne
Hun peger på, at det i mange tilfælde er folks private ressourcer, der kan afgøre deres muligheder for at få den rette hjælp.
“Det kommer især til udtryk, når uforudsete tandlægeregninger vælter budgettet for lavindkomstgrupper, eller når patienter mangler overskuddet til at navigere i et komplekst sundhedssystem, der kræver stor egenindsats, hvis man ikke skal ende som sekretær i sit eget sygdomsforløb".
På Christiansborg er Sofie de Bretteville i dag udnævnt til børneordfører for Socialdemokratiet. Og her bliver det altoverskyggende politiske projekt at forbedre vilkårene i daginstitutionerne.
Læs også:Nyvalgt radikal: "At hælde penge i et hul gør det jo ikke i sig selv"
Udover at ville fastholde minimumsnormeringerne understreger hun nødvendigheden af at løfte den faglige kvalitet i institutionerne, hvor der efter hendes mening i dag er en for stor mangel på uddannet personale.
"Man skal vide, at ens børn bliver afleveret til et fedt fællesskab, hvor de bliver passet på, hvor de bliver pædagogisk udfordret, og hvor de møder nærværende voksne", siger Sofie de Bretteville:
“Forældre skal kunne aflevere deres børn med ro i maven og tage på arbejde uden dårlig samvittighed. Succeskriteriet er daginstitutioner, der emmer af overskud.”
Kommentarer
Meget positivt med en…
Meget positivt med en ordfører, der har egne erfaringer og tidligt politisk ståsted i rygsækken for det hverv, hun skal bestride
Tilføj kommentar