Ordfører opfordrer moderate muslimer: Bryd tavsheden og tag afstand

Imam dømt for omfattende socialt bedrageri

Ordfører opfordrer moderate muslimer: Bryd tavsheden og tag afstand

Formanden for omstridt moske blev fredag dømt for omfattende socialt bedrageri. Nu efterlyser Moderaternes politiske ordfører, at markante muslimske stemmer tager afstand fra “rabiate typer”

Oussama-El-Saadi
Billedtekst
Oussama-El-Saadi, imam og formand for Grimhøjmoskeen i Brabrand ved Aarhus
Foto: Oussama El-Saadis Facebook-profil

Fredag blev formanden for den omstridte Grimhøjmoskeen i Brabrand ved Aarhus, imam Oussama El-Saadi, ved Vestre Landsret idømt fængsel i et år og seks måneder for omfattende socialt bedrageri. 

Med dommen stadfæstede landsretten en tidligere byretsdom.

Oussama El-Saadi og hans kusine har oplyst til Udbetaling Danmark og Aarhus Kommune, at de boede hver for sig. Men landsretten har nu afgjort, at de to reelt boede sammen. 

På den konto har parret fået udbetalt 738.000 kroner mere i førtidspension og boligstøtte, end de var berettiget til.

Bedrageriet er foregået over fire år.

Læs også:“Det overrasker mig, at Moderaterne angriber 3F i en situation, hvor 3F opfører sig snorlige korrekt”

Moderaternes politiske ordfører, Mohammad Rona, efterlyser i Berlingske, at markante muslimske stemmer tager afstand fra “rabiate typer” som Oussama El-Saadi.

Rona betegner tavsheden fra flere muslimske trossamfund i Danmark, blandt andet Dansk Islamisk Trossamfund og Det Islamiske Trossamfund, som “larmende”. 

Rona mener, at det vil være til gavn for det store flertal af moderate muslimer i Danmark, hvis muslimske foreninger tager tydeligt afstand fra Oussama El-Saadi.

Sager som denne skader kun billedet af den almene danske muslim

“Sager som denne skader kun billedet af den almene danske muslim. Og har jo ikke noget at gøre med, om man er muslim eller ej. Han er en forbryder, og han snyder vores samfund. Dem er der jo ingen respekt for, uanset om du tror på det ene eller på det andet,” siger Mohammad Rona til Berlingske.

"Selvfølgelig holder vi med Islamisk Stat."

Grimhøjmoskeen og Oussama El-Saadi har flere gange været i offentlighedens søgelys på grund af uheldige sager.

I 2016 kunne TV 2 ved brug af skjult kamera dokumentere, hvordan imamen Abu Bilal i Grimhøjmoskeen underviste en studiegruppe i, hvordan de islamiske regler påbyder, at sex uden for ægteskabet skal straffes med stening og pisk. 

Sex uden for ægteskabet skal straffes med stening og pisk

TV 2 afslørede også i dokumentarserien, 'Moskeerne bag sløret', hvordan en imam i moskeen detaljeret forklarede, hvordan tilhørerne bør slå deres børn, hvis ikke børnene beder til gud, når de er 10 år gamle:

Læs også:Enhedslisten sikrer flertal: Vi støtter op om Henrik Frandsen som formand for Folketinget

“Frygt Allah, brødre og søstre, lær jeres børn Salah (at bede). Det er obligatorisk for jer at lære dem at bede fra de er syv år. Og endda at slå dem, hvis de ikke laver Salah, når de er 10 år,” sagde imamen.

Han forklarede videre, at det ikke er tilladt at give børnene en flad, banke dem ind i væggen eller brække knogler på dem. Det er heller ikke tilladt at tage en kniv og nakke dem eller choppe (hakke, red.) dem.

Man må heller ikke, forklarede imamen i Grimhøjmoskeen, slå børnene i ansigtet eller følsomme steder. Man skal i stedet slå dem på for eksempel skulderen, “så barnet kan mærke, han har gjort noget forkert”. 

I 2015 udtalte Oussama El-Saadi til DR: "Selvfølgelig holder vi med Islamisk Stat." 

Qussama El-Saadis dom på et år og seks måneders fængsel er gjort delvis betinget. Tre måneder skal afsones i fængsel, mens de resterende et år og tre måneders fængsel er gjort betinget.

Qussama El-Saadi skriver i et opslag på Facebook, at han ikke er enig i dommen, og at han nu har bedt sin advokat undersøge mulighederne for at gå videre med sagen:

"Jeg er fortsat af den opfattelse, at de faktiske forhold er blevet vurderet på en måde, som ikke afspejler virkeligheden. Derfor er jeg straks efter dommen, sammen med min advokat, begyndt at undersøge de resterende juridiske muligheder og muligheden for at gå videre med sagen ad de veje, som loven giver adgang til."

Opdateret kl. 22.15 med Qussama El-Saadis kommentar til landsretsdommen

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Læs mere om:

Kommentarer

Indsendt af Bruno Petersen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 30.09.2026 - 21:23

Jeg kan kun være enig med Moderaterne. Socialt bedrageri straffes efter lovene og det er fint. Selvfølgelig vil det tage sig respektabelt ud at medlemmer af et tros-samfund siger fra at dets ledere begår kriminalitet. Det forudsætter selvfølgelig at de ved hvad der foregår?

Indsendt af Kurt Jensen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 30.09.2026 - 22:42

'... efterlyser i Berlingske, at markante muslimske stemmer tager afstand fra “rabiate typer” som Oussama El-Saadi.'

at de ikke gør det overrasker mig ikke det mindste
.

Indsendt af Bent Menck Andersen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 01.10.2026 - 14:07

At man ikke for længst har frataget Qussama El-Saadi hans opholdstilladelse og sendt ham hjem til landet han kommer fra, er for mig uforståeligt. Hvad vil han dog i Danmark? et land med demokrati og ligestilling mellem kønnene, som han er modstander af. Han ville elske at bo i Saudi Arabien, Iran eller Afghanistan, hvor både religion og indretning af samfundet lever op til hans opfattelse om indretning af et samfund, vor det er manden der alene bestemmer.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.