Derfor er Ørneflugt med i Netavisen Pios fællesskabskanon
Henrik Pontoppidans novelle Ørneflugt er en væsentlig fortælling i diskussionen mellem arv og miljø. Men den er også mere end det. For at forstå den samfundsrevsende karakter ved Henrik Pontoppidans litteratur må man først forstå, hvilke træk i tiden, der var fremtrædende, da Pontoppidan skrev Ørneflugt i 1894.

Darwins videnskabsteori om arternes oprindelse var oversat til dansk af J.P.Jacobsen i 1872, og den videnskabelige teori om den bedst egnedes overlevelse havde fået en politisk dimension i troen på, at en opdeling af mennesker i klasser var udtryk for en art naturlig selektion.

Samtidig var tiden præget af en urokkelig tro på fremskridtet. Maskinerne gjorde deres indtog i industrien, heden blev opdyrket, væksten boomede. Det var i dén tid, Pontoppidan skrev Ørneflugt.

Ørneflugt er samtidig et socialrealistisk modsvar til H.C. Andersens løgnagtige drømmetydning af et eventyr – Den Grimme Ælling. Pontoppidan viser med Ørneflugt – i modsætning til H.C. Andersens skamstøtte i den nationale kulturarv – at feudalsamfundet ikke blot fastholdt mennesker i økonomisk fattigdom, men at elendighedens kappe også sløvede det enkelte individ. Frigørelsen bliver i Pontoppidans version illusorisk, hvis ikke fællesskabet er stærkt.

Det handler Ørneflugt om
Ørneflugt er en novelle, der handler om ørnen Klavs, der som unge bliver opfostret i andegården hos en præst. Præsten sørgede for, at Klavs’ vinger blev stækkede, så han ikke kunne flyve væk fra andegården.

Da præsten dør, glemmer arvingerne at stække Klavs’ vinger, og en dag bliver han betaget af sin frihedstrang til at flyve væk. Han bliver pludselig betaget af, at opdage, at vingerne ikke længere er stækkede, og han nu kan flyve. ”Den følte med et, at den var en ørn”, skriver Pontoppidan.

På sin flyvetur møder Klavs også det modsatte køn i form af en hvidbrystet hunørn, men selvom Klavs er pirret og tiltrukket, er han bange og savner hjemmet. Udsigten bliver pludselig farlig for Klavs. Han ”stirrer op på dette hvide dødningeland, på disse store stjerner, der blinker ned til ham gennem mørket ligesom onde katteøjne.”

Derfor bliver Klavs draget af hjemve og flyver tilbage mod andegården. Men avlskarlen tager fejl af ham og tror, han er en hønsetyv. Derfor bliver Klavs skudt og falder død ned i køkkenmøddingen. Det endegyldige identitetstab er en realitet.

Pontoppidan afslutter novellen med den ikoniske sætning, der er en omskrivning af afslutningen på Den Grimme Ælling og som opsummerer Pontoppidans pointe: For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et ørneæg, når man er vokset op i andegården.

Mads Havskov Hansen er kulturredaktør på Netavisen Pio.