På trods af sit eget tidligere parløb med netop Dansk Folkeparti, så snakker han nu om at den nuværende udvikling med et Dansk Folkeparti, der I højere grad lægger op til at støtte Socialdemokratiets politik er en “giftig udvikling” og dermed også at Socialdemokratiet er en større del af problemet af løsningen.

Samtidig fortæller Morten Østergaard, at han tæt på Venstres nummer to, finansminister Kristian Jensen.

Voldsomme markeringer fra De Radikale, der på trods af de hårde udfald alligevel slår fast, at partiet vil pege på Mette Frederiksen. Det gør i mine øjne angrebet mærkværdigt, populistisk og usammenhængende ud.  Derfor har jeg også seks konkrete spørgsmål, som vi gerne ville have Morten Østergaard til at besvare:
1) Er det kun de radikale, der må lave aftaler med Dansk Folkeparti?
I diskussionerne om afskaffelse af efterlønnen og underminering af dagpengesystemet har Dansk Folkeparti og de Radikale i årevis stået last og brast.

Det blev en høj pris at betale for landets lønmodtagere, men RV-DF alliancen var stålsat. Når nu Dansk Folkeparti tager skeen i den anden hånd og faktisk nægter at hæve pensionsalderen, sænke topskatten og kræver at man bekæmper den sociale dumping, så er et samarbejde henover midten pludselig no-go.

Det ligner en dobbeltstandard, der tilsiger at man kun må samarbejde med Dansk Folkeparti, når det passer De Radikale og Morten Østergaard?

2) Er De Radikale er rykket markant til højre i den økonomiske politik?
Når Morten Østergaard siger at han føler sig "noget tættere på Kristian Jensen end på Kristian Thulesen Dahl", så handler det om en tæt alliance med VLAK-konstellationen, når det handler om at udbudsreformer, reduceret velfærdsforbrug på alt andet end uddannelse, afvisning af europæiske finansskat og højere pensionsalder.

Et regulært "katalog af ubehageligheder" der både sender de radikale på kant med landets førende økonomer (som de ellers tidligere har brystet sig af at lytte til) og den samlede centrum-venstrefløj, hvorfor der bare er tale om markant skred til højre i den økonomiske politik?

3) Er de radikale kun imod blokpolitik, når de selv bryder den?
"Min opfordring er, at man ikke falder tilbage til blokpolitik" lød det forrige år fra Morten Østergaard. Her advarede han Mette Frederiksen til ikke at forfalde til rød blokpolitik. Politik skulle laves henover midten.

Et muligt samarbejde på udvalgte områder, hvor Dansk Folkeparti sætter deres mandater til rådighed for De Radikale muliggør netop den endelig total afvikling af blokpolitkken. Alligevel synes Morten Østergaard ikke at være begejstret.

Det giver mistanke til, om de radikale egentlig er oprigtigt er modstandere af blokpolitik eller udelukkende har været modstandere af politiske konstellationer uden om dem selv.

Afgøres de radikales principielle holdning til om blokpolitik er godt eller skidt efter hvad der nu er politisk opportunt?

4) Har de Radikale genindført de ultimative krav?
Tilbage i midten af 00'erne havde De Radikale masser af ultimative krav. Partiet krævede Marianne Jelved som statsminister og man krævede 24-års reglen afskaffet. Det blev som bekendt ikke til så meget og de ultimative krav har siden været lidt en stående joke i dansk politik.

Siden Magrethe Vestager tog over og lagde tanken om de ultimative krav på hylden, som det nu virker til at Morten Østergaard har genindført. Er de ultimative krav igen blevet en del af den radikale værktøjskasse?

5) Hvad er de reelle udfordringer, som de radikale mener lønmodtagerne står overfor?
Morten Østergaard negligere arbejdsløshed, grænseoverskridende problemer og globaliseringens negative konsekvenser for i stedet at rose den frie bevægelighed, så er det mange danskeres oplvede problemer det bliver afvist. Ikke mindst, når man samtidig citere Roosevelts berømte ord: "Der er intet at frygte, andet end frygten selv."

Vil Morten Østergaard og de radikale erkende som reelle udfordringer og hvorvidt du mener at danske lønmodtagere ikke har noget at frygte for fremtiden?

6) Hvorfor føler du dig tæt tæt på Kristian Jensen?
Morten Østergaard selv at du lægger tæt på Krisitian Jensen og nævner selv områder som pensionsalder, øget tilstrømning af udenlandsk arbejdskraft og bederum, som emner hvor Venstre og De Radikale er helt enige.

Samtidig nævner Østergaard også behovet for investeringer i uddannelse og stærkere grøn omstilling, hvor det kunne være interessant at høre om han også mener, at Venstre her leverer de mest ambitiøst svar?

Og så burde svaret om hvorvidt De Radikale kunne finde på at støtte Lars Løkke Rasmussen efter næste valg, nok besvares med væsentlig mere tydelighed. Jeg tror mange af de traditionelt venstreorienterede radikale vælgere vil være ret interesserede i at høre, hvor stor sandsynligheden er for at en stemme på Morten Østergaard kan være med til at holde Venstre ved magten.

Jeg håber, at Morten Østergaard og de radikale kan og vil svare mine spørgsmål. For hvis ikke vælgerne får de svar, så er det svært andet end at sidde tilbage med fornemmelse af at De Radikale er det parti der praktiserer dobbeltstandarder, og gerne ofrer et historisk godt regeringssamarbejde med Socialdemokratiet, til fordel for et bederum, en topskattelettelse og en højere pensionsalder.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør for Netavisen Pio.