Otte spørgsmål og svar om ulighed

Derfor bliver den ved med at stige og stige.
Ulighed
Uligheden stiger og stiger. Også i Danmark. Her er der otte grunde til at det sker.

 

1) Er Danmark ikke et af de lande med den laveste indkomstulighed i verden?

Indkomstulighed kan måles på mange måder. Hvis man måler med det populære mål Gini-koefficienten, ligger Danmark lidt lavere end de fleste andre sammenlignelige lande.

Det hænger sammen med, at lønningerne i Danmark er forholdsvis lige i international sammenligning. Alligevel er Gini-koefficienten steget voldsomt i Danmark. Vi er ved at indhente de andre lande.

Måler vi indkomstuligheden på, hvor meget den rigeste ene procent disponerer over af den samlede indkomst, er Danmark allerede et af de lande med den allerhøjeste ulighed.

 

2) Skyldes stigningen i Gini-koefficienten ikke demografiske ændringer som flere pensionister, studerende og indvandrere med lave indkomster? 

Det er en del af forklaringen, men disse forhold kan ikke forklare hvorfor uligheden er steget ekstraordinært meget i Danmark. Denne stigning hænger sammen med skattelettelser til de højeste indkomster.

 

3) Hvorfor er det et problem, at de rige bliver rigere, det bliver vi andre vel ikke fattigere af, eftersom den samlede indkomst i samfundet er jævnt stigende? 

Jo større andel af indkomsten de rigeste lægger beslag på, jo mindre andel bliver der til alle andre, herunder også de almindelige højtuddannede, højtlønnede og hårdtarbejdende danskere.

Når de absolutte topindkomster bliver rigere, får alle andre mindre end de ellers ville have haft. Vi ser også, at de allerlaveste indkomster faktisk oplever faldende levestandard.

 

4) Vi skiftes jo til at have høje indkomster (først som studerende, så på arbejdsmarkedet, så som pensionister), det kan da ikke være et problem?

Ulighed i et vist omfang er naturligt, rimeligt og ikke et problem. Konstant stigende ulighed er et problem.

Hvis vi oplevede stigende indkomstmobilitet i samfundet, ville det ophæve de negative effekter ved stigende indkomstulighed. Men det gør vi ikke. Indkomstmobiliteten falder.

Med andre ord: Samtidig med at der bliver større forskel på rig og fattig, ser vi også at flere hænger fast i underklassen, mens det i stigende grad er de samme personer, vi ser repræsenteret i topindkomsterne.

hvis vi vil den ekstreme ulighed til livs, skal vi igen til at beskatte den ekstreme formuekoncentration.

 

5) Er stigende indkomstulighed ikke bare et udtryk for, at nogen arbejder mere og er dygtigere end andre?

Det er helt naturligt, at nogle tjener mere end andre, når de arbejder mere, og deres færdigheder er mere efterspurgte, men det kan ikke forklare konstant stigende ulighed. Det er jo ikke muligt, at man kan øge sin indkomst ved at arbejde mere hvert eneste år.

Man kommer til at mangle timer i døgnet. Når de absolutte topindkomsters indkomster stiger voldsomt, hænger det sammen med, at de har tilegnet sig en større del af den samlede formue, og at afkastet af denne formue indgår i deres indkomst.

 

6) Hvordan kan øget formuekoncentration føre til konstant stigende indkomstulighed?

De lande i verden der har den højeste indkomstulighed, er også de lande, der har den højeste formueulighed.

De lande hvor formueuligheden stiger, er også de lande hvor indkomstuligheden stiger.

Det skyldes flere forhold. For det første skaber formue i sig selv indkomst i form af formueafkast. Formue og formueafkast beskattes i dag lavere end tidligere. På den måde stiger de rigestes indkomster.

Jo mere de rigeste tjener, jo mere kan de erhverve sig yderligere formue, få mere afkast, og dermed blive endnu rigere. Læg hertil at jo større formue man har, jo højere procentuelt afkast kan man få.

Og så må vi jo ikke glemme, at penge giver magt og indflydelse. Der er mange eksempler på, at rigmænd og store firmaer har fået ændret lovgivningen til deres fordel, så de kan blive endnu rigere.

 

7) Topledere har fået meget store lønstigninger, det hænger vel sammen med, at de skaber mere værdi?

Erhvervslivets topledere er utvivlsomt dygtige og flittige og bør aflønnes i overensstemmelse hermed.

Men det er ikke deres evne til at skabe værdi, der ligger bag deres ekstreme lønstigninger. Lønstigningerne er først og fremmest forbundet med udvikling i formue.

Når aktiernes værdi stiger, stiger også topledernes lønninger.

Aktierne stiger ikke nødvendigvis fordi virksomheden skaber værdi. De kan også stige, hvis virksomheden opnår monopollignende vilkår, hvad der får priserne til at stige, hvilket er godt for virksomheden, men skader forbrugeren.

Aktiekursen kan også stige, hvis virksomheden køber sine egne aktier tilbage. Vi ser også, at de største virksomheder konstant er på kant med loven.

De høje lønninger og aftrædelsesordninger er en kompensation, som toplederne givers for at påtage sig ansvaret for lovbrud og efterfølgende skandaler, der kan føre til, at de må forlade jobbet, og måske aldrig bliver direktør igen.

 

8) Karl Marx forudså konstant stigende ulighed indtil ganske få ejede alting, hvorefter der ville komme revolution. Han tog som bekendt fejl, så mon ikke uligheden snart vil falde igen, som vi har set tidligere i historien?

Når Marx tog fejl, var det fordi han ikke forudså, at regeringerne aktivt ville tage initiativer til at nedbringe uligheden.

Når indkomstuligheden faldt i det tyvende århundrede, navnlig efter anden verdenskrig, både i Danmark og i andre sammenlignelige lande, så hænger det sammen med, at man beskattede store formuer og højere indkomster – og navnlig indkomst generet af formue – højere end vi gør i dag.

Læg hertil de kraftigt øgede muligheder for skatteunddragelse og skattesvindel, der er opstået de sidste 40 år på grund af øget kapitalmobilitet og presset fra globaliseringen.

Pludselige uforudsete teknologiske fremskridt kan ændre på formue- og indkomstfordelingen, men i det lange løb er der ikke nogen tvivl om, at hvis vi vil den ekstreme ulighed til livs, skal vi igen til at beskatte den ekstreme formuekoncentration.

Gymnasielærer og historiker med speciale i dansk økonomisk politik i efterkrigstiden. 


placeholder

Kommentarer

9. grund til stigende ulighed (inden for diverse befolkningsgrupper):
Enhver regering og ethvert folketingsflertal har sine yndlinge og ikke-yndlinge ....
For tiden er det igen dimittender, der står til at skulle miste økonomi, mens andre med overførselsindkomster, fx nogle pensionistgrupper, kan få kompensation for stigende priser/inflation.

HVIS det vedtages med kompensation for øgede priser, så bliver det de absolut fattigste pensionister der får. Så det har intet med den stigende ulighed at gøre.

Forskellen på dimittender og pensionister, er at dimittenderne er unge og kan få et arbejde som de kan tjene til livets ophold ved. Pensionister er ikke i samme situation, de er helt afhængig af den pension de er tildelt, da de enten er for syge eller for gamle og svagelige til at arbejde, især dem som har haft hårdt fysisk arbejde.

Læg mærke til, at der er en del politiker, der gang på gang
bruger udtalesen- vi vil gerne hjælpe dem der har den lavest
indkomst (som går på arbejde hver dag og betaler skat af deres løn )-.

Det er en form for ondt i røven over at skulle betale,mere af mine skattekroner,

til DEM på overførselsindkomst,som ikke bidrager til skattekassen.

Og det blev tydelig bevist, med indførsel af 225 timers reglen
der gav/giver kontanthjælps modtager 1000 kr i bøde hvis man
ikke har mindst 225 timers lønnet arbejde inden for et år
og det er hver månde.
Og det er især + 55-65 årige der har svært ved at finde et arbejde

Og det blev helt tydeligt da Covid-19 ramte Danmark.
Politikerne satte dagpengeuret i stå, fordi at det var blevet
meget svært at finde arbejde i disse Corona tider

Men det galdt ikke 225 timers reglen der forsatte med
at give bøder til langtidsledige hver månde.

Og så skulle samfundet sættes igang igen,
så de indfrosset feriepenge blev udbetalt til
dem der var i arbejde eller fornyligt har haft arbejde
og det var 8000-10.000 kr til 20.000-30.000 kr
til alle dem der hade en, eller hade haft en indkomst

Og en langtidsledig som hver månde blev trukket 1000 kr

fik 1000 kr ja jeg skriver 1000 kr en gang
så det år fik langtidsledige kun 11 bøder =11.000kr

og det var den gruppe der hade den laveste indkomst

Det er hvad jeg kalder ondt i røven politik
som mange politiker siger
(vi vil gerne hjælpe dem med lav indkomst, der er i arbejde)

Konklusionen er, at dem der ikke bidrager er andenrangs-borger

Os der går på arbejde hver dag vil helst beholde pengene selv, og
helst ingen til dem der ikke bidrager.

Sådan ligger landet ,flere og flere penge til dem der har mange
og færre og færre til dem der har mindst

Annonce