Otte ting politikerne må gøre for at komme asbest til livs

Vejen mod et asbestfrit Danmark er lang, men for at komme i gang må politikerne på banen, mener formanden for fagforeningen Blik & Rør.
I næste uge er der afslutningsdebat i Folketinget, inden dets medlemmer kan holde pause fra lovarbejdet over sommeren.

Men for arbejdere i bygge- og anlægsbranchen er der ingen udsigt til en pause fra den overhængende uvished og bekymring, som desværre er en helt almindelig del af hverdagen.

For selvom asbest i 40 år har været forbudt at benytte i Danmark, så er risikoen for at blive udsat for- og efterfølgende syg af asbest desværre stadig en fare, som håndværkere må forholde sig til. Hvert år mister omkring 300 danskere livet på grund af sygdomme relateret til asbest.

Det kan på ingen måde være rigtigt, at det skal være med livet som indsats at gå på arbejde.

Derfor lancerede vi i Blik og Rør den 19. maj udspillet ’Vejen mod et asbestfrit Danmark’, som vi delte ud til alle Folketingets beskæftigelses-, sundheds- og boligordførere.

Asbesten er skjult

På Aarhus Rådhus måtte de for nylig stoppe arbejdet med udskiftning af vandrør i kælderen, da der opstod en mistanke om asbest i isolationsmassen brugt omkring rørene.

Testene viste en høj forekomst – det på trods af, at de indledende screeninger ikke havde givet grund til mistanke.

Historien fra Aarhus illustrerer tydeligt nogle af de barrierer, der er for at komme asbestproblematikken til livs.

For det første ved vi ofte ikke, hvor asbesten findes, før vi står ansigt til ansigt med den. For det andet er forundersøgelserne og de eventuelle saneringer ofte mangelfulde.

Enten opdages asbesten ikke, eller også bliver den ikke fjernet ordentligt.

Og for det tredje er der rigtig mange, der tror, at asbest er gået i glemmebogen, og derfor ikke tager det alvorligt længere.  

Nedsæt ny asbest-arbejdsgruppe

De og flere andre udfordringer mener vi i Blik og Rør, at en arbejdsgruppe skal kigge på i fællesskab. Det er ikke første gang, der nedsættes en arbejdsgruppe til at kigge på asbestproblemet.

I 2018 præsenterede en asbestarbejdsgruppe en række anbefalinger for den daværende beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen (V).

Arbejdsgruppen var dog bundet op af flere begrænsninger, herunder blandt andet at alle anbefalinger skulle være omkostningsneutrale og ikke måtte gå på tværs af ressortområder. Derfor foreslår vi i Blik og Rør, at der nedsættes en asbest-arbejdsgruppe 2.0, som skal både følge op på tidligere anbefalinger samt komme med nye anbefalinger.

For asbest tager hverken hensyn til økonomi eller ministerielle ressortgrænser.

Giv boligejerne bedre vejledning

Selvom asbest i høj grad er et problem, som rammer håndværkere, så mener vi i Blik og Rør, at problemet vedrører os alle.

Asbest findes i 71 komponenter i danske bygninger. Dermed er det et problem, der rækker langt ud over eternittagene, som de fleste har hørt om.

Derfor anbefaler vi, at der i forbindelse med boligsalg sikres en bedre vejledning til købere omkring, hvorvidt der kan være asbest eller andre sundhedsskadelige materialer i boligen.

En vurdering, der kan foretages af en byggesagskyndig enten som en udvidelse af tilstandsrapporten eller som en separat vurdering.

Det skal både beskytte boligejerne, men bestemt også håndværkere, der bliver sat til at udføre arbejde på boligen. På den måde får de en bedre mulighed for at kortlægge risikoen for asbest i bygningen og tage de rette forholdsregler.

Vejen mod et asbestfrit Danmark er lang. Og det er ikke en nem opgave at slippe af med et materiale, som findes i en rigtig stor del af vores bygningsmasse.

Men hvis ikke vi kommer i gang, når vi aldrig derhen. Jeg håber derfor, at Folketingets partier vil være med til at brolægge vejen derhen, så vi sammen kan tage de første skridt.

Faktaboks: Blik & Rørs otte anbefalinger

  1. Nedsæt asbest-arbejdsgruppe 2.0

  2. Opret nationalt register for udsættelse for asbest

  3. Definér asbest som særligt farligt arbejde

  4. Vejledning om asbest ved køb af bolig

  5. Styrk Arbejdstilsynets hjemmel

  6. Styrk efteruddannelsen

  7. Stil krav til saneringsvirksomheder

  8. Forbyd indkapsling

Se hele udspillet her.


 

Forbundsformand, Blik- og Rørarbejderforbundet


Flere artikler om emnet

Annonce