Oven på bommert efter bommert: LA-komet nomineret til politisk kommunikationspris

“Kontroversielle synspunkter”

Oven på bommert efter bommert: LA-komet nomineret til politisk kommunikationspris

Liberal Alliances politiske ordfører, Mads Strange, har efterhånden mange uheldige kommunikations-ups’ere i bagagen – nu er han nomineret til politisk kommunikationspris

Mads Strange (LA)
Billedtekst
Politisk ordfører, Mads Strange (LA), har unægtelig gjort sig bemærket med sin kommunikationsstil.
Foto: Mads Strange (LA), politik ordfører

“Hvis man stikker næsen frem, kan man godt få nogle på tuden.”

Sådan står der i det politiske netmedie Altingets beskrivelse af Liberal Alliances politiske ordfører, Mads Strange, i forbindelse med hans nominering til mediets politiske kommunikationspris ‘Tingprisen’.

Af teksten fremgår det, at Strange er nomineret på grund af hans kommunikation, der “anvender alle moderne kanaler”, og som ofte har "masser af kant”.

Og så er hans kommunikation krydret med både humor og selvironi og “masser af substans, som man kan være enig eller uenig i,” står der:

“Mads Strange elsker at tage debatten, og på den måde er han med til at styrke den offentlige debat med markante synspunkter uden at blive en del af polariseringen af moderne politik,” fremgår det af nomineringsteksten.

“Kontroversielle synspunkter”

Mads Strange har unægtelig gjort sig bemærket med sin kommunikationsstil det seneste år.

Det bemærkes da også i Altingets tekst, at han allerede inden sin tid i Folketinget ytrede “kontroversielle synspunkter om kønsroller” – synspunkter, “som han endte med at trække lidt i land.”

Læs også:Fagboss langer ud efter ung ordfører: “Det er et nyt lavpunkt for LA”

Netavisen Pio har tidligere beskrevet, hvordan den unge politiker havde op til flere “bommerter” med sig, da han blev valgt ved folketingsvalget i marts.

Herunder, at han i en snak om værnepligt for kvinder, argumenterede for, at det er bedre at sende mænd i krig end kvinder, blandt andet fordi de skal føde børn og dermed sikre fremtidens befolkningsudvikling.

Eller da han sagde, at kvinder ikke alene rent fysisk er dårligere til sport end mænd, men at de også er dårligere end mænd til sport, der kræver hjerne, så som skak.

Eller da han i en snak om sit eget udseende og æstetik valgte at beskrive, hvad han kaldte for sin “venstreorienterede pendant” som en ung kvinde, der stemmer Enhedslisten, har blåt hår, ring i næsen, hår under armene og af hensyn til klimaet måske ikke har været i bad – det blå hår så han desuden som et symbol på en personlighedskrise.

Læs også:Stoklund med bredside til Strange: “Vi parkerer ikke nogen”

Men det er ikke kun om kvinder, at han har gjort sig uheldigt bemærket.

I en video fra 2024 sagde han, at det lød “meget fornuftigt”, at Israel bomber børn i Danmarks navn – ifølge Strange selv skyldtes hans kommentar dog, at han havde musik i ørerne og derfor ikke havde hørt spørgsmålet fra den demonstrant, der havde antastet ham.

Fake news

Mads Strange har ikke kun gjort sig uheldigt bemærket i medierne for sine holdninger, men også for at have en lemfældig omgang med fakta.

Her er et udsnit af sager, hvor den unge ordfører har benyttet sig af argumenter, der senere er blevet modbevist:

Make-up-kursus faciliteret af Region Hovedstaden
I maj 2024 kritiserede Mads Strange Region Hovedstaden for at have udbudt et make-up-kursus for transpersoner. Det viste sig dog, at arrangementet var privatfinansieret.

Rigshospitalet stillede lokaler til rådighed for make-up-kursus
Efter delvist at have anerkendt sin fejl i sagen om make-up-kurset, kunne Strange alligevel ikke dy sig for at kritisere, at Rigshospitalet stillede lokaler til rådighed til kurset. Det viste sig dog, at kurset slet ikke blev afholdt i Rigshospitalets lokaler – eller i andre statsligt ejede lokaler for den sags skyld.

Mærsks død havde konsekvenser for kommunekassen
Flere gange i løbet af 2026 har Strange hævdet, at Gentofte Kommune kom i store økonomiske problemer, da Mærsk Mc-Kinney Møller afgik ved døden. Påstanden blev dog modbevist af Berlingske og afvist af Gentofte Kommunes borgmester.

Danmark er blandt de dårligste til at hjælpe handicappede
I maj 2026 sagde Strange, at Danmark er blandt de suverænt dårligste i Europa til at hjælpe handicappede. Den påstand blev dog afvist af forskeren, der stod bag den undersøgelse, som Strange baserede sin ytring på.

NGO brugte skattekroner på kampagne for flere statsborgerskaber
I juni 2026 påstod han, at den danske civilsamfundsorganisation Mellemfolkeligt Samvirke brugte skattekroner på at lave kampagne for at dele flere statsborgerskaber ud. Det passede ikke, da organisationens kampagner i Danmark kun er finansieret gennem kontingentkroner og donationer.

Brugte gamle tal om omkostninger for indvandrere 
I august 2026 hævdede Mads Strange, at en indvandrer fra Somalia koster samfundet 180.000 kroner ifølge “helt nye” tal. Beregningerne tog dog udgangspunkt i en opgørelse fra 2019 – syv år før Stranges udmelding. En forskningsprofessor påpegede, at tallene formentlig ville se anderledes ud i 2026.

Anker Jørgensen-sammenligning
I september 2026 kritiserede Strange regeringen for at ville øge det offentlige udbud med “svimlende” fem procent i 2027 og sammenlignede med da Anker Jørgensen “var ved at ødelægge vores nationaløkonomi" i 1979. To topøkonomer og tidligere overvismænd understregede dog, at dansk økonomi anno 2026 er meget langt fra afgrundens rand, og langt hovedparten af det øgede offentlige forbrug skyldes desuden investeringer i forsvaret, som LA selv har været med til at støtte.

Arne-pension
I september 2026 sagde Mads Strange, at otte ud af ti på Arne-pension ikke føler sig nedslidte. Det udsagn var dog baseret på en undersøgelse, der viste, at det i virkeligheden kun gælder 16,5 procent af de adspurgte.

Kritiserede journalist for at være lønnet af staten
I september 2026 kritiserede Mads Strange TV2-journalist Jesper Steinmetz og påstod, at danskerne de facto betaler hans løn gennem mediestøtten. TV2 modtager dog slet ikke mediestøtte.

Tilbage til Tingprisen

Tingprisen er tidligere blevet uddelt til blandt andre nuværende statsminister Mette Frederiksen (S), tidligere socialdemokratisk statsminister Helle Thorning-Schmidt, Mattias Tesfaye (S), Lars Løkke Rasmussen (V), Alex Vanopslagh (LA) og Margrethe Vestager (R).

Blandt de øvrige nominerede til dette års pris er borgmester i Greve Kommune, Pernille Beckmann (V) og folketingsmedlem Elise Sydendal (Alternativet).

Læs også:Konservativ borgmester går i rette med ung LA-ordfører

Juryen består i år af tidligere næstformand i Socialdemokratiet og tidligere borgmester i Køge, Marie Stærke, tidligere formand for Venstre og tidligere vicestatsminister Jakob Ellemann-Jensen samt chefredaktør på Altinget, Jakob Nielsen.

Prisen uddeles torsdag den 1. oktober.

Signe Marie Flindt

Journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Kristian Olesen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 24.09.2026 - 15:22

Jeg er nok forudindtaget, men hr. Strange ville helt sikkert optræde, hvis jeg blev bedt om at illustrere begrebet 'smartazz'. En sikker førsteplads foran en lige så sikker andenplads til hr. Messerschmidt.

Indsendt af Peter Enemark (ikke efterprøvet) den Torsdag den 24.09.2026 - 23:58

Stærke, Ellemann, Nielsen!
Hvad tænker I på? Vil I bare i fjernsynet eller hvad? Er det en vits? Enhver klovn, der skriver noget idiotisk på de såkaldt sociale medier, skal have en pris. Hvorfor? Jo, for at turde skrive noget idiotisk på de sociale medier. Herre Jemini!

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Fredag den 25.09.2026 - 20:41

At blive nomineret til en hæderfuld kommunikationspris burde da også betyde at det der bliver kommunikeret ud har en saglig substans - Ellers kan en sådan pris da ikke blive taget særlig seriøs.
Men i tilfældet Strange gælder det åbenbart ikke - Strange erkender selv at han ikke altid har udført et faktatjek på sine mange udfald og påstande -

Indsendt af Ole (ikke efterprøvet) den Lørdag den 26.09.2026 - 04:56

Strange passer bedst i kategorien Tomme tønder buldrer mest.
Den vinder han til gengæld i sikker stil.
Men bør det virkelig udløse en pris?

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.