Overborgmester jublede over politisk aftale - men hov, hun glemte noget

Overborgmester-ups’er

Overborgmester jublede over politisk aftale - men hov, hun glemte noget

Borgerrepræsentationen i København har indgået stor aftale – dykker man ned i det seneste Facebook-opslag fra overborgmester, Sisse Marie Welling (SF), tyder det på, at der har været tale om nogle lange forhandlinger

Sisse Marie Welling
Billedtekst
Sisse Marie Welling (SF), sundheds- og omsorgsborgmester, København
Foto: Københavns Kommune

Overborgmester i København, Sisse Marie Welling (SF), er glad.

Hun og resten af SF har sammen med de øvrige partier i borgerrepræsentationen – på nær Frie Grønne – indgået en ny politisk aftale om, hvad der skal ske med de overskydende midler fra sidste års budget, den såkaldte overførselssag.

Der er tale om en stor aftale, hvor i alt 1,4 milliarder kroner er blevet fordelt på forskellige politiske indsatsområder.

Den nye aftale

Der har i alt været 1,4 milliarder kroner i overskud, og politikerne har valgt at fordele dem på to primære områder: bolig og velfærd.

Partierne afsætter blandt andet 81,9 millioner kroner til en boligpakke, der skal styrke arbejdet med at sikre flere boliger.

Der afsættes også 233,2 millioner kroner til børneområdet og 373,8 millioner kroner på socialområdet.

Eksempelvis 81,0 millioner kroner til mere pædagogisk personale i byens daginstitutioner og 262,4 millioner kroner til et botilbud på Baldersgade til borgere med en sindslidelse.

Noget tyder på, at forhandlingerne kan have været strabadserende for overborgmesteren.

I det Facebook-opslag, hun torsdag har lagt op for at hylde aftalen, lader der i hvert fald til at have været forvirring – På godt tre timer er opslaget blevet rettet flere gange.

Glemmer at takke andre partier

Klokken 07.01 udgiver Sisse Marie Welling et opslag på Facebook, hvori hun skriver, at hendes første store aftale som overborgmester er landet, og at hun er hamrende stolt på hele byens vegne.

Hun afslutter opslaget med formuleringen:

“Vi kæmper videre for verdens bedste by, og det her er den helt rigtige start.“

Måske har nogen prikket hende på skulderen og mindet hende om, at det ikke er SF alene, der står bag aftalen.

Et par timer senere, klokken 08.42 er følgende sætning i hvert fald tilføjet inden afslutningskommentaren:

“Tak til Ø,C,RV,V,LA,Å og DF for den brede opbakning til en fælles vigtig sag.”

Læs også:Rækker hånden ud til SF-overborgmesteren i København: "Jeg ser frem til samarbejdet”

Den opmærksomme læser vil måske bemærke, at Socialdemokratiet ikke er nævnt blandt de partier, Welling takker.

Noget tyder på, at nogen på Københavns Rådhus har bemærket det samme, for klokken 10.11 lyder en ny version således:

“Tak til Enhedslisten, Socialdemokratiet, de konservative, Det Radikale Venstre, Venstre, LA, Alternativet, og Dansk Folkeparti for den brede opbakning til en fælles vigtig sag og for nogle virkelig gode og konstruktive forhandlinger.”

Læs også:Socialdemokratiets nye førstemand i København: “Pernilles person overskyggede politikken”

Netavisen Pio har kontaktet Sisse Marie Welling for at høre, hvad årsagen til de mange rettelser skyldes.

Ifølge Sisse Marie Wellings presseafdeling er der tale om en simpel slåfejl, og Sisse Marie Welling har ikke yderligere kommentarer til sagen.

Signe Marie Flindt

Journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Helle (ikke efterprøvet) den Fredag den 10.04.2026 - 19:18

Det er menneskeligt at fejle, men det her er ret pinligt og umodent

Indsendt af Frank Hvid Petersen (ikke efterprøvet) den Fredag den 10.04.2026 - 21:29

Wow Pio, er det virkelig jeres hovedhistorie fredag morgen? I må virkelig ha' haft en strabadserende dag. Næste gang I laver sådan en historie håber jeg I bruger AI og ikke en rigtig journalists kostbare tid. Vh en ikke-SF'er der elsker god journalistik

Indsendt af Jan (ikke efterprøvet) den Lørdag den 11.04.2026 - 11:07

Ikke al kultur forandres bare fordid borgmesterposten lander et andet sted.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.