Overenskomst for slagteriarbejdere på plads

Efter mere end et døgns forhandling, er næstformand "rigtig stolt af det resultat" som man er nået frem til.
27 timer tog det for parterne at blive enige ved de afsluttende forhandlinger om en ny slagterioverenskomst mellem Fødevareforbundet NNF og DI.

Aftalen dækker godt 7.000 medarbejdere på danske slagterier.

Hos fagforeningen Fødevareforbundet NNF, er der tilfredshed med resultatet:

"Jeg er faktisk rigtig stolt af det resultat, vi er nået frem til. Ikke blot har vi fået en række af de forbedringer, vi har set i de øvrige OK23-forlig."

"Vi har også fået nogle branchespecifikke forbedringer ind. Her vægtes en styrkelse og forbedring af akkordsystemet højt," siger næstformand Jim Jensen til forbundets hjemmeside.

Hovedelementerne i aftalen er forbedring af akkordløn-systemet, ændrede regler om opsigelse under sygdom og løft af uddannelsesområdet.

Ellers ligner slagterioverenskomsten dem, der er indgået på de andre områder, med 2 procent mere til fritvalgskontoen og en ændring af pensionsindbetalingen, hvor lønmodtagernes egenbetaling til pension falder fra 4 til 2 procent og arbejdsgiverens indbetaling stiger tilsvarende fra 8 til 10 procent.

Der er desuden forbedringer på barsel, og lærlingelønnen bliver hævet, så det er mere attraktivt for unge at tage en uddannelse på slagteriområdet.

Overenskomstforhandlingerne på slagteriområdet har tradition for at være vanskelige og er flere gange endt i forligsinstitutionen, fordi parterne ikke ved egen hjælp kunne finde frem til en aftale.

Resultatet skal nu til afstemning blandt Fødevareforbundet NNF's medlemmer.







 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce