Annonce

Overgrebsbedraget

Det skræmmende ved omprioriteringsbidraget er, at det betyder fyringer og et reduceret serviceniveau. Det borgerlige Danmark rækker tunge af det lokale demokrati.
Kommunerne er så småt i gang med at forberede budgetforhandlingerne for 2017 – 2020. Der arbejdes med budgetprocedurer, tidsplaner – forberedelse af ønsker og reduktioner. Men også med nye vilkår som det borgerlige Danmarks omprioriteringsbidrag.

Ordet i sig selv er et kunstgreb som alene tjener det formål, at det skal sløre intentionerne bag. Omprioriteringsbidrag er ensbetydende med effektiviseringer og besparelser – vel at mærke gennemtvunget af det borgerlige Danmark og ikke af kommunerne. For ude i virkeligheden – ude i kommunerne er øvelsen på ingen måde ny. Vi har været i gang siden kommunalreformen og i min egen kommune Kolding, svarer det til noget der ligner 250 millioner kroner der er effektiviseret og besparet.

Det er almindelig sund fornuft altid at forholde sig kritisk til gængs praksis. Vi skal i kommunerne naturligvis gøre os umage for at levere de serviceniveauer vi politisk har besluttet, til bedst mulige pris og så vi får mest mulig ud af hver eneste krone borgerne har betroet os.

Claus Hjort er direkte arrogant
Det er direkte arrogance, når finansministeren brokker sig over kommunernes reaktion på en kunstig opfindelse som omprioriteringsbidraget. Og det er en elendig argumentation når statsministeren siger, at kommunerne sagtens kan finde 7,2 milliarder kroner om året, når man i en tidligere regeringsperiode har fundet 11 milliarder. Det er jo det samme som at påstå, at fordi én har købt et par sko til 2.000 kroner, så kan alle købe sko til den pris.

For sandheden er, at omprioriteringsbidraget kommer oveni de effektiviseringer og besparelser kommunerne har knoklet med gennem flere år. Den helt store forskel er blot, at de effektiviseringer og besparelser der er leveret i kommunerne, prioriteres ude i kommunerne. Altså omlægning af praksis, nye og bedre veje til at levere den samme service på, har betydet at politikerne har kunnet prioritere andre og nye services, efterslæb, niveauer og opgaver.

Det skræmmende i omprioriteringsbidraget er, at det i sig selv vil betyde besparelser og fyringer – reducerede serviceniveauer og reelt modarbejde det lokale demokrati som jo ellers er en grundlovssikret ret.

Udhuler det kommunale selvstyre
Med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative stemmer, går Venstres finansminister og statsminister direkte på strandhugst i det kommunale selvstyre. De tager pengene til sig selv i form af den politik de vil udmønte og det gøres med smarte bemærkninger, nye ord og en selvfølgelighed der på ingen vis gør noget godt for hverken borgernes politikerlede, eller forståelse for demokratiets vilkår.

Det er klart at Socialdemokraterne som det største kommunale parti bliver mest berørt. Men de borgerlige partier bør huske på, at de samtidig rækker tunge af deres egne partimedlemmer i byrådene.

Det er ikke for sent at besinde sig. Det er ikke for sent at anerkende kommunerne for deres mangeårige indsats for effektivitet. Det er ikke for sent at respektere hverken grundlov, borgere eller byrådsmedlemmer på tværs af partier.

Så kære Lars Løkke Rasmussen, Claus Hjort, Kristian Thulesen-Dahl, Anders Samuelsen, Søren Pape: Det er en ommer - I må prioritere jeres egne midler. Kommunerne bidrager allerede.

Christian Haugk er 2. viceborgmester i Kolding Kommune, gruppeformand for Socialdemokraterne i Kolding Byråd og partiets borgmesterkandidat. 


Flere artikler om emnet