Annonce

Oversigt: Se hvem S danner valgforbund med til kommunalvalget

SF er den suveræne topscorer, når det handler om at indgå valgforbund med Socialdemokratiet. Derefter kommer resten af rød blok fordelt på RV, Ø og Å.
Socialdemokratiet orienterer sig i stor stil mod de traditionelle samarbejdspartnere i rød blok, når der skal indgås valgforbund i forbindelse med næste måneds kommunalvalg. Mens Socialdemokratiet danner valgforbund med SF i hele 42 kommuner, så er der blot 4 kommuner hvor der dannes forbund med Dansk Folkeparti, og kun én kommune hvor der samarbejdes med Venstre og Konservative.

Et valgforbund er formelt set et rent valgteknisk samarbejde, der handler om at minimere stemmespild og giver partierne i valgforbundet mulighed for at erobre flere mandater, end de ville have gjort, hvis de ikke dannede valgforbund. Selvom valgforbundene derfor ikke nødvendigvis er udtryk for et politisk samarbejde, så giver de ofte en præg om, hvem partierne har tænkt sig at samarbejde med efter et kommende valg.

På baggrund af dels oplysninger fra Kommunernes Landsforening (KL), dels egne indsamlede oplysninger, kan Netavisen Pio nu præsentere den samlede oversigt over de socialdemokratiske valgforbund i landets 98 kommuner.

Danner valgforbund i 42 kommuner
Det er kun i 66 af de 98 kommuner, at Socialdemokratiet har besluttet sig for at indgå valgforbund. I de resterende 32 kommuner står Socialdemokratiet uden for valgforbund.

Topscoren er ikke overraskende SF, som Socialdemokratiet har indgået valgforbund med i knap halvdelen af kommunerne. På de næste pladser følger Radikale Venstre og Enhedslisten, mens Alternativet, der før første gang stiller op ved et kommunalvalg, er med i et socialdemokratisk valgforbund i mere hver femte kommune.

Der er ikke noget entydigt mønster i forhold til, hvilke kommuner man indgår forskellige typer af valgforbund i. Selv blandt de store byer er der forskelle: I Københavns Kommune indgår Socialdemokratiet valgforbund med Radikale Venstre, men ikke med venstrefløjen. I Aalborg danner man omvendt valgforbund med venstrefløjen, men ikke med Radikale Venstre. I Aarhus og Odense danner man valgforbund med både Radikale Venstre og venstrefløjen.

Også når man ser på eksempelvis Københavns Omegn er der stor forskel. I de tre kommuner, hvor Socialdemokratiet ved seneste valg fik absolut flertal, har man således valgt tre forskellige tilgange: I Ballerup danner man valgforbund med Radikale Venstre, i Ishøj med Dansk Folkeparti, mens man i Herlev slet ikke indgår i nogen valgforbund.

Fordobling af valgforbund med DF
Der har især været spænding om, hvorvidt Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti ville indgå flere valgforbund, efter de to partiers tilnærmelser på Christiansborg gennem det seneste års tid. Men selvom der er tale om en fordobling i antallet af valgforbund, så er fremgangen kun fra to til fire valgforbund.

Ligesom ved valget i 2013 stiller Dansk Folkeparti igen i år op i valgforbund med Socialdemokratiet i Fredensborg Kommune og Odsherred Kommune. I begge kommuner sidder der i dag en socialdemokratisk borgmester med støtte fra Dansk Folkeparti.

Derimod danner Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti nye valgforbund i Hvidovre, hvor Dansk Folkeparti sidste gang var valgforbund med Venstre, Konservative og den borgerlige lokalliste Hvidovrelisten. Det samme sker i Ishøj, hvor Dansk Folkeparti i 2013 var i valgforbund med Venstre. I begge kommuner har Dansk Folkeparti i denne valgperiode støttet en siddende socialdemokratiske borgmester, og i Hvidovre var Dansk Folkeparti endda med til at tippe magten fra blå til rød blok i kølvandet på det seneste valg.

Til gengæld indgår Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti ikke valgforbund i Ballerup, sådan som det ellers tidligere har fremgået af en stor undersøgelse, som i sidste måned blev bragt på forsiden af Jyllands-Posten.

Flere kan ende med at pege på S-borgmester
Det ses også, at Socialdemokratiet kun indgår i ét valgforbund med henholdsvis Venstre og Konservative. Det er åbenbart et ø-fænomen, for de to valgforbund er indgået på henholdsvis Fanø og Langeland. Derimod indgår Socialdemokratiet ingen valgforbund med Liberal Alliance.

Det vel nok mest spektakulære socialdemokratiske valgforbund finder man i Odsherred kommune. Her stiller Socialdemokratiet nemlig op i valgforbund med både Dansk Folkeparti og Alternativet. ” "Vi har været i dialog med flere partier og er nået til den konklusion, at S og DF deler mange af vores politiske visioner for Odsherred", lød det i den forbindelse fra Alternativets kandidat Steffen Segovia Helbo.

Hvorvidt valgforbundene og fører til politiske konstitueringer efter kommunalvalget, må tiden vise. Som vi tidligere har beskrevet her på Netavisen Pio, så har Dansk Folkeparti i en lang række kommuner åbnet op for at pege på en socialdemokratisk borgmester efter valget, selvom Dansk Folkeparti stiller op i valgforbund med et eller flere borgerlige partier.

Se samtlige 66 valgforbund her:
Albertslund Kommune AF
Allerød Kommune ABFØ
Assens Kommune AØ
Ballerup Kommune AB
Brønderslev Kommune AFØÅ
Dragør Kommune ABF
Egedal Kommune AF
Esbjerg Kommune ABFØÅ
Fanø Kommune AV
Faxe Kommune AFØ
Fredensborg Kommune AHO
Fredericia Kommune ABFØ
Frederiksberg Kommune ABFGØÅ
Furesø Kommune ABFH
Gentofte Kommune AB
Gladsaxe Kommune ABF
Gribskov Kommune AFØ
Halsnæs Kommune ABG
Helsingør Kommune AFLØÅ
Herning Kommune AH
Hillerød Kommune AFØ
Horsens Kommune ABF
Hvidovre Kommune AO
Hørsholm Kommune ABFK
Ikast-Brande Kommune ABF
Ishøj Kommune AO
Jammerbugt Kommune AFØÅ
Kalundborg Kommune AFØ
Kerteminde Kommune AFØÅ
Københavns Kommune AB
Køge Kommune ABØÅ
Langeland Kommune AC
Lejre Kommune ABFLØÅ
Lemvig Kommune ABF
Læsø kommune AY
Mariagerfjord Kommune AÅ
Middelfart kommune ABF
Nyborg Kommune ABFØÅ
Næstved kommune AF
Odense Kommune ABFØÅ
Odsherred Kommune AOÅ
Randers Kommune AFÅ
Rebild Kommune AFÅ
Ringkøbing-Skjern Kommune AB
Roskilde Kommune AØÅ
Rudersdal kommune ABLÅ
Samsø Kommune AFM
Silkeborg Kommune AFLØ
Skanderborg Kommune AFGØÅ
Skive Kommune AB
Slagelse Kommune AKE
Solrød Kommune ABFÅ
Sorø Kommune AFHØ
Stevns Kommune AB
Struer Kommune AE
Svendborg Kommune AFT
Syddjurs Kommune AFØ
Sønderborg Kommune AFMØÅ
Vallensbæk Kommune AB
Varde Kommune ABFØ
Vejle Kommune AEKØ
Vesthimmerland kommune ABEF
Vordingborg Kommune ABFØÅ
Ærø kommune AFØ
Aalborg Kommune AFGØÅ
Aarhus kommune ABFØÅ

 


Flere artikler om emnet

Annonce