Annonce

Oxfam: Google, Apple og Microsoft koster samfundet milliarder

De 50 største amerikanske virksomheder har de seneste år betalt 336 milliarder dollars mindre i skat, blandt andet ved at placere penge i 1.600 datterselskaber i lande, der forbindes med skatteunddragelse.
Nogle af verdens største og mest kendte virksomheder er gode til at undgå at betale skat. Sådan lyder konklusionen i en ny analyse fra den internationale udviklingsorganisation Oxfam, der har undersøgt skattebetalingen hos de 50 største selskaber i USA.

De 50 virksomheder havde tilsammen til overskud på 3.966 milliarder kroner i perioden 2008-2019. Da selskabsskatten i USA er 35 procent, skulle virksomhederne samlet set have betalt skat på 1.388 milliarder dollars. Selskaberne har imidlertid kun betalt 1.051 milliarder dollars (i såvel USA som i andre lande), og dermed reelt sluppet for at betale skat på i alt 337 milliarder dollars.

Sagt på en anden måde, så har virksomhederne ikke betalt 35 procent i selskabsskat, men i gennemsnit blot 26 procent. Blandt de selskaber, der er sluppet væsentligt billigere, finder man store multinationale selskaber som Alphabet (Google), Apple, IBM, Microsoft og Coca-Cola.

De 337 milliarder over en syvårig periode svarer til et årligt tab i skatteindtægter på 48 milliarder kroner – eller omtrent det samme, som ”47 af de fattigste lande i verden samlet set bruger på uddannelse til deres omkring 932 millioner borgere”, som Oxfam skriver.

Har placeret 1.382 milliarder i ”skatteparadis”
Når virksomhederne er sluppet med at betale en stor del af deres overskud i selskab, skyldes det ifølge Oxfam, at virksomhederne i den omtalte periode har placeret 1.382 milliarder kroner i såkaldte ’Tax havens’, der kan oversættes til ”skatteparadiser”.

Apple er den absolutte topscorer med 181 milliarder dollars. Apple har tre dattervirksomheder i såkaldte ”skatteparadis”-lande, og det er blandt andet ved at kanalisere penge videre til de selskaber, at Apple kan undgå beskatning. I alt råder de 50 virksomheder over mere end 1.600 datterselskaber i lande, der forbindes med skatteunddragelse.

Opgørelsen er lavet inden afsløringen af de famøse Panamapapirer, og fremhæver i stedet Bermuda og Cayman Island som eksempler på steder, hvor store virksomheder har placeret formuer for at undgå at betale skal til de amerikanske myndigheder. Ifølge Oxfam skyldes det blandt andet, at den amerikanske skattelovgivning alt for slap. Organisationen opfordrer derfor til skærpede krav og mere gennemsigtighed i virksomhedernes regnskaber.

Oxfam skriver, at organisationen er kommet frem til sine resultater ved hjælp af offentligt tilgængelige tal, og at organisationen har været i dialog med flere af virksomhederne for at få de præcise informationer.

Fik 27 dollars i støtte for hver dollar betalt i skat
Oxfam har også set på forholdet mellem de 50 største selskabers skattebetalinger i USA og de penge, de har modtaget i statsstøtte i form af føderale lån, lånegarantier eller redningspakker, såkaldte ’bailouts’.

Ifølge Oxfams opgørelse betalte de 50 største amerikanske selskaber i perioden 2008-2014 i alt 412 milliarder dollars i føderal selskabsskat i USA. I samme periode modtog virksomhederne 11.192 milliarder dollars i støtte. Det er især bankerne og bilindustrien der har modtaget massiv støtte i kølvandet på den økonomiske og finansielle krise, der brød ud i 2008. Dermed har selskaberne modtaget 27 gange så meget i støtte, som de har betalt i skat.

Oxfam anerkender, at mange af lånene er betalt tilbage med renter, og der derfor ikke er tale om penge, der er gået direkte ned i lommerne på virksomhederne. Ifølge Oxfam er der dog stadig tale om erhvervsstøtte, da selskaberne har fået mere favorable lån af staten end dem, de kunne have fået på almindelige markedsvilkår.


Flere artikler om emnet