For hvor borgerlige op gennem 00’erne mente, at man kunne spare penge ved at privatisere alt fra skraldehåndtering til rengøring, så er det nu selve velfærdssamfundets rygmarv, der skal sælges til højest – eller nærmere lavest – bydende.

Frederiksberg er rolige, eksklusive villaveje og lejligheder med højt til stukken. Det er socialt boligbyggeri, der nænsomt er skjult for omverden bag et sandt arsenal af vejtræer og pyntegrønt. Det er teatre ved siden af cafeer, metro og hyrevogne, nyt og gammelt, tør sherry og kølige cult shakers. Det er de fine fruer, de håbefulde studerende og de kreative kunst-flippere kastet sammen i et virvar af en by i byen, som kun de særligt indviede forstår meningen med.

Men i disse dage er Frederiksberg noget andet. Det er slagmarken for et af de kommende års  største slag om vores fælles velfærd: Kampen om, hvor meget arvesølv der skal sælges til udlicitering. Det borgerlige styre anført af den konservative borgmester Jørgen Glenthøj er nemlig begyndt på anden etape af udliciteringens Apolloprojekt.

De borgerlige på Frederiksberg (der i den frederiksbergske definition også indbefatter de Radikale) ønsker at privatisere en af kommunens børnehaver. I den borgerlige parade-pendant til det socialdemokratiske København, er pasning af borgernes børn en vare, der skal tjenes på. Værsgo og skyl ned!

Risikerer vi svenske tilstande i Danmark?
For hvor borgerlige op gennem 00’erne mente, at man kunne spare penge ved at privatisere alt fra skraldehåndtering til rengøring, så er det nu selve velfærdssamfundets rygmarv, der skal sælges til højest – eller nærmere lavest – bydende. Konkret mener det borgerlige styre at kunne spare en halv million kroner om året ved at lade en privat virksomhed drive en af kommunens daginstitutioner.

Til syvende og sidst handler det selvfølgelig om etik. Synes vi, at det er fint, at vores børn er en handelsvare, der skal tjenes på? Synes vi, det er okay, at virksomhedens indtjening starter, når man afleverer sit barn om morgenen, og at taxameteret kører, til man henter det igen?

Hvis man ser bort fra undertegnedes tvivl om besparelsen, er der dog en række andre ting, der bør bekymre ved de borgerliges forslag. For det første, hvad der skal ske med medarbejderne i den pågældende institution? Skal pædagogerne og medhjælpernes løn nu presses langt ned, sådan som det er sket for så mange andre, der har set deres arbejdsplads blive vredet gennem privatiseringens valsende mølle?

Men ikke mindst – hvad med kvaliteten? Hvordan sikrer vi, at den privatkapitalistiske virksomhed, der overtager kontrollen over vores børns hverdag, er synderligt interesserede i kvaliteten af pasningen af vores børn? Risikerer vi som i Sverige, at de sparer og sparer og sparer uden at tænke på kvalitet for så at generere store overskud og give børnene en alt for tidlig og trist erfaring i kapitalismens muligheder for profitmaksimering?

Og hvem skal man egentlig gå til, hvis man er utilfreds? Hvem har den demokratiske kontrol med en privatkapitalistisk børnehave? Kan man hive fat i sin ansvarlige folkevalgte, deltage demokratisk med underskriftsindsamlinger eller skrive læserbreve i Frederiksberg-Bladet, hvis man er utilfreds med institutionen? Eller er man i profitkapitalismens navn henvist til en reklamationsafdeling eller et telefoncenter hos en virksomhed?

Det handler om etik
Det mest absurde ved forslaget er vel egentlig, hvem de borgerlige har tænkt sig skal byde på opgaven. Hvilken privat virksomhed i Danmark ved egentlig mere om at drive børnehaver end en kommune gør? Hvem skulle drive en bedre børnehave end en kommune, der i årtier har haft tusinder af børn gennem møllen? Erfaringen er, at det er der ikke nogen, der er.

Til syvende og sidst handler det selvfølgelig om etik. Synes vi, at det er fint, at vores børn er en handelsvare, der skal tjenes på? Synes vi, det er okay, at virksomhedens indtjening starter, når man afleverer sit barn om morgenen, og at taxameteret kører, til man henter det igen?

Eller vil vi gerne have, at der en gang imellem er noget, der ikke sker med det ene øje rettet på bundlinjen? At det nogle gange handler om at gøre tingene ordentligt – ikke bare gøre tingene billigt? Det står kampen om lige nu på Frederiksberg.

De borgerlige har valgt side. De mener, at efter 100 års borgerligt styre, kan en tilfældig privat virksomhed drive en børnehave bedre, end kommunen kan. Hvis det er tilfældet, så er det vist på tide, de overlader kommunens styring til en socialdemokrat!

Mads Havskov Hansen er stud.jur. på Københavns Universitet.