På tide at tænke nyt i psykiatrien

Nye bosteder, der drives i fællesskab mellem kommuner og regionerne, kan være en løsning for de mest mest syge og farlige psykiatriske patienter.
I påsken skete det, der ikke må ske – igen. En ansat på et af Københavns Kommunes bosteder for sindslidende blev dræbt af en beboer. Det er det femte af den slags drab på kun fire år. To af dem er sket på et af de bosteder, jeg har ansvaret for. Det er helt uacceptabelt, og det kalder i den grad på nytænkning.

Drabet på Center Lindegården i påsken startede refleksmæssigt debatten om ansvar. Er det hospitalet, der udskriver de psykiatriske patienter for hurtigt? Er det bostedernes medarbejdere, der ikke er deres opgave voksen? Eller er det kommunerne, der ikke tager sikkerheden tilstrækkeligt alvorligt?

Det vigtigste er at løse problemet og undgå at der sker noget lignende igen

Alle tre spørgsmål er relevante og fortjener grundige overvejelser hos de relevante myndigheder. MEN inden vi fortaber os i abeplacering, skal vi huske, at det vigtigste er at løse problemet og undgå at der sker noget lignende igen.

Et konkret bud på en solid løsning vil være at kommunerne og regionerne tager fælles ansvar og i samarbejde åbner en helt ny type bosteder for nogle af de mest syge og farlige psykiatriske patienter.

For syge til kommunens bosteder
Problemet er, at kommunernes bosteder for sindslidende i dag huser en gruppe borgere, som befinder sig i gråzonen mellem regionens hospitaler og kommunens bosteder.  De er – populært sagt – for raske til at være indlagt og for syge til ikke at være det.

De bor på kommunale bosteder, hvor de får daglig hjælp og støtte af de kommunale socialarbejdere. Hvis de bliver psykotiske, utilregnelige eller holder op med at tage deres medicin bliver psykiateren tilkaldt, og borgeren bliver ind i mellem indlagt. Nogle gange sker det med tvang. Det giver et pusterum på bostedet. Men pusterummet er ofte kort, for i mange tilfælde er beboeren tilbage allerede efter en enkelt eller få dage. Og så kan man starte forfra.

Antallet af sindslidende, der bliver dømt til behandling, er eksploderet

En del af baggrunden er, at kommunerne har fået en større del af ansvaret for nogle af de tungeste patienter. Det er blandt andet sket, fordi antallet af sindslidende, der bliver dømt til behandling, er eksploderet. På landsplan er antallet af retspsykiatriske patienter tredoblet til 4.393 siden 2001. I samme periode er antallet af sengepladser i psykiatrien reduceret med 500.

Det er langt fra alle retspsykiatriske patienter, der bor på kommunale bosteder. Og 500 færre senge i psykiatrien giver ikke 500 flere borgere på bostederne. MEN der ingen tvivl om, at begge dele er med til at flytte ansvaret for flere tunge patienter over på de kommunale bosteder.

Hvad gør vi ved det?

Bedre sikkerhed
For det første skal vi fra kommunens side selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan for at øge sikkerheden for vores ansatte. Alarmsystemer, risikovurderinger og medicinprocedurer skal fungere 100 procent. Vi skal også sikre bemandingen omkring de beboere, der kan udgøre en trussel. Ingen må være alene på arbejde, og der skal kunne være kontakt mellem medarbejdere, når det bliver nødvendigt. Vi er kommet langt med de forhold de senere år, men vi er ikke i mål endnu.

Men den afgørende pointe er, at uanset, hvor meget vi opruster på procedurer og bemanding, så løser det ikke det grundlæggende problem i socialpsykiatrien. Kommunernes bosteder kan ikke og skal ikke efterlades alene med ansvaret for så psykotiske og utilregnelige patienter.

En ny type bosteder
Mit forslag er derfor at åbne en helt ny type bosteder.  De skal drives i fællesskab mellem kommuner og regionerne. Den fælles drift giver mulighed for at kombinere socialpædagogiske støtte og psykiatrisk behandling.

Målgruppen for de nye bosteder skal være alvorligt sindslidende med aggressiv og udadreagerende adfærd. Det er ofte beboere med alvorlige misbrugsproblemer og mange indlæggelser bag sig.

Den fælles drift giver mulighed for at kombinere socialpædagogiske støtte og psykiatrisk behandling

Forslaget kræver lovændringer. Blandt andet fordi de ansatte er nødt til at have andre beføjelser til at bruge tvang, end man har på de kommunale bosteder i dag. Derfor har jeg inviteret Social- og indenrigsminister Karen Ellemann og Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde til et møde, hvor jeg vil fortælle om forslaget.

Indtil videre har forslaget mødt opbakning i Danske Regioner, i patientorganisationer og blandt medarbejderne og deres organisationer. Jeg tror og håber, at de to ministre vil være ligeså positive.

 

Jesper Christensen er medlem af Københavns Borgerrepræsentation og Socialborgmester i København. Derudover er han ligeledes næstformand for Metroselskabet.  Jesper er uddannet Datalog og har tidligere  arbejdet i Kulturministeriet.

‘Kommunale rødder’ er en fast klumme på Netavisen Pio, der to gang ugentligt vil bringe indlæg fra en række af socialdemokratiets førende byrådsmedlemmer.


Kommentarer fra Facebook