I børneromanen Peter Pan siger hovedpersonen af samme navn, at hvis man gerne vil kunne flyve, skal man bare tænke på det bedste, man ved. Og så skal man have lidt tryllestøv, og så går det.

Jeg har altid været på en gang skræmt og fascineret af Peter Pan. Den eventyrlige figur, der aldrig vil blive voksen er for mig på én gang afskrækkende og sært tiltalende.

Jeg er på Naturcenter Amager. Helt ude på Granatvej, der egentlig ikke er en vej men nærmere en asfalteret sti igennem Kalvebod Fælled. Det er her, Alternativet har holdt deres sommergruppemøde, og Folketingets nyeste parti vil i dagens anledning lancere det, de selv kalder ”en helt ny form for politisk tænkning.” Tænk på det bedste, du ved, og så kan du flyve. Også i politik, åbenbart.

Den nye politiske tænkning handler om de såkaldte tre politiske bundlinjer, som det grønne parti har haft som en hjørnesten i deres eksistensberettigelse fra dag 1. Den grønne, den sociale og den økonomiske bundlinje. Nu har de imidlertid fundet ud af, hvad indholdet af de tre bundlinjer er, og det er jo unægtelig en fordel.

Ikke en tilfældig lokation
Partiformand Uffe Elbæk åbner pressemødet. Han siger, at han har glædet sig til at møde os, og den slags kan journalister jo godt lide at høre. God start, Uffe.

Han siger også, at det ikke er tilfældigt, at sommergruppemødet bliver holdt på Naturcenteret på Amager, og eftersom jeg har cyklet cirka 15 kilometer i modvind for at komme herud, er jeg selvsagt glad for, at der er en mening med lokationen.

Uffe Elbæk siger også, at de tre bundlinjer er et opgør med det neoliberale samfund, hvor alt kan gøres op i økonomi

Meningen er noget med, at her er der natur på den ene side og storby på den anden side, siger Uffe Elbæk, mens han peger først ind mod København og bagefter ud over fælleden, hvor der er får, vindmøller og flyvemaskiner i baggrunden. Det er noget med, at det symboliserer, at de tre bundlinjer kan fungere sammen, og det giver vel meget fin mening.

Uffe Elbæk siger også, at de tre bundlinjer er et opgør med det neoliberale samfund, hvor alt kan gøres op i økonomi. Og det menneskesyn, der ligger bag det, siger han. Økonomisk fremgang skal bruges til at gøre mennesker glade og planeten sund. Det lyder jo godt. Jeg kan ikke lige huske nogen, der synes, økonomi ikke skal bruges til at gøre mennesker glade og trygge, men altså. Nu er det da slået fast. Godt så.

Unfuck the environment
I korte træk handler Alternativets nye måde at tænke politik på, at man har forklaret hvilke indikatorer, der udgør de tre bundlinjer.

Eksempelvis handler den grønne bundlinje først og fremmest om biodiversitet og udledningen af drivhusgasser. Dernæst handler den grønne bundlinje også om kemisk belastning, økonomisk affald, om der er støtteordninger til fossile brændsler, og hvorvidt vi udnytter affald som en ressource.

Det fortæller Christian Poll mere om. Han er Alternativets miljøordfører og er iført en fin t-shirt, hvor der står ”unfuck the system”. Han fortæller, at der er en masse miljømæssige kriser på kloden. Ud over den allestedsnærværende klimakrise drejer det sig blandt andet om affaldsophobning, kemikalieudslip og uddøende dyrearter.

Ifølge Christian Poll er et af de store problemer, at vi ikke måler godt nok på den negative udvikling for miljøet. Det vil Alternativet gerne rette op på. Mål på det bedste, du ved, siger jeg for mig selv og tænker igen på Peter Pan.

Velstand uden velvære
Derefter overtager Thorsten Gejl ordet. Han er arbejdsmarkedsordfører. Han fortæller, at danskernes materielle velstand er fordoblet siden 1975, men at vi i mellemtiden ikke er blevet gladere. I Alternativet kalder de det ”velstand uden velvære”. Derfor vil Alternativet gerne have, at der skal laves målinger af eksempelvis hvor mange danskere, der føler, de er en del af sociale fællesskaber. Mål på det bedste, du ved. Der var han igen, Peter Pan.

Efter Thorsten Gejl er det Josephine Fock. Hun skal tale om den økonomiske bundlinje. Den handler først og fremmest om lighed og om, hvorvidt folk er i ”meningsfuld beskæftigelse”. Det sidste handler om, at Alternativet synes, det er et problem, når folk er ansat i usikre stillinger, vikariater og på korte kontrakter. Så lytter man som socialdemokrat selvfølgelig lige en ekstra gang.

Vi skal simpelthen spørge folk, om de selv synes, deres arbejde er meningsfyldt

Til min store overraskelse foreslår Josephine Fock, at vi simpelthen skal blive bedre til – og hold nu godt fast – at måle lighed og, om folk er i ”meningsfuld beskæftigelse”. Mål på det bedste du veeed og vind over kaptajn Klo.

Vi skal simpelthen spørge folk, om de synes, deres arbejde er meningsfyldt. Det er der, jeg tænker, at jeg ikke håber, Josephine Fock vil spørge mig, om jeg synes, mit arbejde er meningsfyldt, for jeg er virkelig kommet oprigtigt i tvivl, som jeg sidder her og dækker Alternativets sommergruppemøde.

Ej øv, det regner
Naturen viser sig desværre at have onkelhumor. Da Josephine Fock begynder at fortælle om regnemodeller, begynder det nemlig at – rigtigt gættet – regne. Uffe Elbæk siger, at vi jo alle er underlagt naturen, og det har han selvfølgelig ret i.

Pressemødet stopper, og vi går indenfor på naturcenteret. Jeg har opdaget fem termokander på pressebordet, så jeg leder febrilsk efter en kaffekop, mens Olav Christensen fra TV2 interviewer Uffe Elbæk. Jeg tænker, at det er godt, jeg arbejder på et lille medie, fordi så kan jeg lige nå at få en kop kaffe, inden de store medier er færdige med at tale med politikerne, og det er blevet min tur.

Jeg finder til min store fornøjelse en kop. Den står godt nok ude i køkkenet, men da personalet i et kort sekund er væk, går jeg ud i køkkenet og tager den. Beklageligvis viser det sig, at fire af de fem termokander, jeg har fundet, er fyldt med te. Der er almindelig earl grey og hele tre slags grøn te. I den femte kande er der heldigvis kaffe.

Der er ikke særlig meget kaffe tilbage, så jeg bliver nødt til at tage resten, og selvom jeg således kun har fået en halv kop kaffe, føler jeg, at jeg har begået rovdrift på en fælles ressource.

Mødet med Uffe
Jeg kan se, at Uffe Elbæk sidder i hjørnet med sit entourage, så nu må det være min tur. Han virker så glad for, at jeg spørger, om jeg må stille ham et par spørgsmål. Jeg tænker, at jeg vil spørge om noget med Peter Pan, men han virker så flink, og jeg kommer i tanke om, at jeg er ordentligt opdraget. Så jeg spørger ham om de tre bundlinjer. Om det nytter noget at måle på ting og bare tale om ting på en anden måde.

Udover at de vil måle ting anderledes, står der det ene politiske initiativ efter det andet, siger Uffe Elbæk.

Han virker lidt irriteret over mit spørgsmål og siger, at Alternativet har foreslået over 200 politiske initiativer de sidste to år. Udover at de vil måle ting anderledes, står der det ene politiske initiativ efter det andet, siger Uffe Elbæk.

Jeg synes ikke rigtig, han svarede på mit spørgsmål. Så jeg stiller det igen. Jeg siger det selvfølgelig på en lidt anden og venligere måde, for så håber jeg, Uffe Elbæk ikke opdager, at jeg stiller det samme spørgsmål igen. Jeg spørger ham, hvad han tænker, det skal bruges til, at man måler samfundet på de tre alternativistiske bundlinjer.

Det virkede. Uffe er glad igen. Han siger, det er for fattigt kun at måle et samfund på de økonomiske nøgletal. Et samfund er meget mere end økonomisk vækst. Han siger også, der er mange i både EU, OECD, FN og SF, der er enige med ham. Det handler om at hæve ambitionsniveauet for politisk tænkning, siger Uffe Elbæk. Det skal ikke kun handle om økonomisk vækst.

Han spørger, om jeg kan bruge det, han har sagt. Det kan jeg godt, siger jeg. Vi siger pænt farvel.

Jeg går over til pressebordet og ser, om der er kommet mere kaffe i kanden. Det er der ikke. Jeg tænker, at jeg hellere må se at cykle tilbage på kontoret. Regnen er stoppet. Der er nogle børn og en dame i grønne shorts, der laver bål på naturcenteret.