På besøg i DSU

I bededagsferien holdt Danmarks Socialdemokratiske Ungdom kongres. Vi besøgte de unge socialdemokrater.
Den græske filosof Heraklit grublede over, om man kunne bade i den samme flod to gange. Det mente Heraklit ikke, man kunne, for der løber hele tiden vand igennem floden, så hvis du bader i floden igen, er floden en anden. Eller også er du selv, tilføjede Heraklit.

Da jeg står i salen i Vejen Idrætscenter, hvor Danmarks Socialdemokratiske Ungdom holder sin 42. kongres, forstår jeg for første gang dybden i Heraklits overvejelser. For jeg kan ikke beslutte mig, om jeg har været her tusind gange før, eller om det er første gang, jeg er her.

Ansigterne er nogle andre, end da jeg selv sad nede i salen og fægtede med stemmekort. Og debatterne er nogle andre, end da jeg selv indtog talerstolen for at tale for min sag. På den her kongres er det især usikre forhold på arbejdsmarkedet og social kontrol af piger med anden etnisk baggrund, der optager de unge socialdemokrater.

Kys og skænderi
Men samtidig er alting på en måde det samme. En dækmontør fra Amager taler om sine kolleger og deres arbejdsforhold. En socialrådgiver fra Odense taler om socialt udsatte, som hun møder i sit arbejde. En gymnasieelev fra Vestjylland taler om lige muligheder for mænd og kvinder.

To af de delegerede står og skændes om noget med skolemad ude i forhallen. De er meget uenige, men de kyssede vist også lidt i går, så måske handler det slet ikke om skolemad. Jeg går forbi dem. Både for ikke at forstyrre dem, men også fordi jeg har tømmermænd, fordi jeg kom til at rende ind i en, jeg kender fra gamle dage. Den slags sker. Her.

Jeg giver et par råd til en, jeg har undervist på et kursus engang, og som er ny på kongressen. Om hvordan man han skal lave alliancer med de andre for at få sine forslag igennem. Det gør mig glad. Ikke på grund af hjælpsomhedens hurtige tilfredsstillelse men fordi jeg på den måde opfylder min del af pagten mellem gamle og unge i foreningen. Betaler lidt tilbage, fordi der var nogen, der fortalte mig de samme ting, da jeg var der for første gang.

200 genspejlinger
Borgmesteren fra Holbæk kommer. Hun er en stor stjerne på de her kanter. Vi kender hinanden fra den her slags, og vi er nære venner. ”Du skal tale pænt til mig, for jeg har mikrofon på i dag”, siger hun til mig på den der måde, som man taler til folk, man har kendt i en evighed. Der er et kamerahold med hende fra DR3, for de vil lave en dokumentar om hende.

Borgmesteren holder tale. Hun fortæller om sit første møde med DSU. Det var på Café Vivaldi i Holbæk. Hun fortæller om al sin usikkerhed, der vel er ungdommens tro følgesvend. Og hvordan DSU lærte hende alting. Hun har ret, synes jeg, og jeg tænker på dengang, jeg selv trådte ind i klædeskabet og opdagede det eventyrland, DSU var for mig. Det var i en kælder i andelsboligforening hjemme på Frederiksberg. Jeg bliver helt andægtig ved tanken om alt det, der ville være gået min næse forbi, hvis ikke jeg var trådt ned i den kælder den novemberaften for mange år siden.

Mette Frederiksen kommer. Hun har hverken rådgivere eller medarbejdere med. Til gengæld er hendes børn med hende. De skal til konfirmation i Nordjylland, siger hun. Men hun ville tale for DSU først, for hun har også været en af dem, der sad i salen engang, og så skylder man det. Hun taler om politik, men hun taler også om alt det, man lærer i DSU. Alt det hun lærte. Om vigtigheden af de ideer og fremtidsdrømme, de udvikler med hinanden, dem der sidder i salen.

Jeg ved ikke, om de unge DSU’ere forstår det, men det kommer de til en dag. For det er, hvad det her er. Det er, hvad DSU er. Det er en politisk legeplads, men det er også her, arbejderbevægelsens nye tanker bliver udtænkt. Det er her, man lærer at blive et menneske. Det er knuste hjerter og kommende ægtefæller, der møder hinanden. Det er de tusind nye mål, der skal nås. Det er det, de er her for, og selvom jeg kender så få, ser jeg en genspejling af mig selv i hver af de 200, der sidder i kongressalen. Og 200 genspejlinger af Holbæks borgmester og af Mette Frederiksen. Tid og sted til trods, er vi en del af det samme. Vi hører til det samme.

Jeg tror, Heraklit tog fejl. For uanset hvor meget vand, der løber gennem DSU, er det som om, det bliver ved med at være det samme. Der er noget, der bestandigt lever videre.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet

Annonce