På jagt efter ædruelighed og tilgivelse

Anmeldelse: Der vises smukke billeder, når en skidefuld Joaquin Phoenix fra kørestol jagter tilgivelsen. Men det er også langtrukket og dovent
Smukke billeder, stærk lydside og fremragende skuespilpræstation. Det burde ikke kunne gå galt, når Joaquin Phoenix i hovedrollen samarbejder med instruktøren Gus van Sant i den biografaktuelle film ’Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’, men på trods af alle odds, så skuffer den alligevel.

Det store potentiale løber ud i sandet, når budskaberne gentages i de uendelige, når handling går i selvsving efter 45 minutter og ikke mindst, når de smukke billeder ’blot’ forbliver smukke.

Vi kommer helt tæt på

Gus Van Sant kan stort set alt som instruktør og har siden han slog igennem med ’Good Will Huntington’ været et af de hotte navne i Hollywood. Han er især kendt for sine episke film, der med smukke billeder og store følelser bringer os helt tæt på menneskeskæbner.

Vi kom tæt på eleverne under skoleskyderiet på highschoolen i ’Elephant’, vi kommer helt tæt forkæmperne for de homoseksuelles rettigheder i ’Milk’ og vi kommer tæt på en ung musiker - der minder om Nirvana-forsangeren Kurt Cobain - i ’Last Days’. Og nu er turen kommet til satiretegneren John Callahan, der levede en omtumlet tilværelse fra 1951-2010 – og som i filmen spilles af Joaquin Phoenix.


Billedtekst: En af de mange tegninger fra satiretegneren John Callahan, som er filmens hovedperson.

’Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’ er baseret på Callahans virkelig liv, som var fyldt med alkohol, fysisk handicap og en konstant kamp med at tilgive sig selv.

Filmen følger Callahan igennem alkoholtågerne, et skæbnesvangert trafikuheld, omstilling til livet i kørestol

Filmen følger Callahan igennem alkoholtågerne, et skæbnesvangert trafikuheld, omstilling til livet i kørestol som quadriplegiker (handicap med lammelse i ben og arme) og de 12 trin i afvænning hos Anonyme Alkoholikere.

Ville blive skizofren af at se sine egne film

Joaquin Phoenix er helt oplagt i rollen som John Callahan, som igen-igen bekræfter, at han gerne kaster sig over de mere skæve, hæsblæsende og alternative filmroller. Det har været tilfældet de senere år med film som ’Inherent Vice’, ’You were never really here’ og i særdeleshed det satiriske selvportræt ’I am still here’, som virkelig fjerner sig mainstream-filmene.

Latteren får aldrig rigtig biografgængerne til at falde ned af sæderne

I denne film står Phoenix overfor Jonah Hill (21 Jump Street, The Wold of Wall Street) og Jack Black (School of Rock), der har tradition for at leverer komikken, mens Rooney Mara (The Girl with the Dragon Tattoo) skal leverer de nuancerede følelser. Latteren får aldrig rigtig biografgængerne til at falde ned af sæderne, men der er sjove sekvenser i filmen, som dog mest prøver at grave i de dybe følelser.

Phoenix er på lærredet igennem størstedelen af filmen og leverer en flot indsats, som den kontroversielle, provokerende og evigt kæmpende satiretegner. Men man fornemmer alligevel, at han aldrig rigtig får troen på sin egen hovedperson, hvilket må være et krav, når man som Phoenix satser benhårdt på indlevelsen, som han udtrykker det i et interview med Euroman:

Jeg ved slet ikke, om jeg er skuespiller, for jeg har ingen gode kneb.

"Jeg kan næsten ikke slippe mine roller. Det er også derfor, at jeg aldrig ser mine film. Jeg er bange for at ødelægge den nye rolle, jeg er i gang med, fordi jeg ikke har nogen metode. Jeg ved slet ikke, om jeg er skuespiller, for jeg har ingen gode kneb. Jeg går bare så langt ind i min rolle, at jeg ville blive skizofren, hvis jeg pludselig skulle sidde og se på noget, jeg følte, jeg var engang”.

Fra alko-tåger til mening med livet

Filmen bliver mest interessant, når vi følger John Callahans kamp for at vinde fodfæstet og komme ud af alkoholen, efter at være havnet i kørestolen. Han er vred, afmægtig og dybt alkoholiseret, men alligevel finder han vejen til Anonyme Alkoholikere (AA) og deres 12-trins afvænningsprogram.


Billedkredit: Scott Patrick Green / Sundance Institute

Afvænningen udgør i sig selv en spændende historie med fællesmøder, selvhjælpsgrupper og samtaler med AA-sponsoren. Men her bliver filmen for alvor doven og langtrukken – devisen er ganske simpel hele vejen igennem: 1) fortvivlelse sætter ind, 2) du snakker med din sponsor og 3) håbet vender tilbage. Så let er det åbenbart at kvitte de våde varer i ’Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’. De 12 trin kunne ellers have været en spændende rejse, at invitere biografgængerne med på.

Selvom det kan være fald-på-halen-sjovt at se fyr kører alt for hurtigt i kørestol, så bliver det meget langsommeligt over to stive timer

Selvom det kan være fald-på-halen-sjovt at se fyr kører alt for hurtigt i kørestol og flot når vi hører regnen tromme på taget, så bliver det meget langsommeligt over to stive timer, hvor forløsningen totalt udebliver.

Vi undslipper de værste Hollywood-klicheer og nærmer os noget, der har større kunstnerisk værdi – og både lydmænd og kamerafolk gør deres - men alligevel sidder man tilbage med følelsen af, at man kunne have fået mere ud af John Callahan liv i tragedie og triumf. Det bliver for fragmenteret, for uengageret og for overfladisk.

Men måske filmen bare lever op til budskabet fra en af deltagerne i John Callahans selvhjælpsgruppe:  “Maybe life’s not supposed to be as meaningful as we think it is,”

Billedkredit: Scott Patrick Green / Sundance Institute

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio


Kommentarer fra Facebook

Annonce