På sporet af den socialdemokratiske kulturpolitik

Interview: Joy Mogensen drømmer om et kulturliv, hvor arbejderen og akademikerne kan mødes til ishockeykamp såvel som i Det Kongelige Teater.
I tiden op til 1. verdenskrig anlagde man kasernen Kildegården i Roskilde. Bygningen står i dag omgivet af bøgehække i røde mursten med hvide, sprossede vinduer. Der er ikke meget krig eller militarisme over stedet, som i dag befærdes af kulturfolk og borgere på jagt efter oplevelser til at underholde i weekenden. Man kan blandt andet male, sy, arbejde med papmache og lave keramik, som brændes i et særlig brændeovnslokale.

Det var Joy Mogensen, der som borgmester i Roskilde stod i spidsen for nyskabelsen på Kildegården. Kommunen prioriterede at renovere de gamle bygninger for at sætte gang i kulturlivet. Sammen med en folkehøjskole, der skal oplyse borgerne, er Kildegården et kulturpejlemærke, som Joy Mogensen placerede solidt i det roskildeanske muld, da hun var borgmester.

Fuld fart frem som Roskildes borgmester

Der skal gang i tingene, og der skal ske noget. Sådan var mantraet, da Mogensen var borgmester i Roskilde i perioden fra 2011 til 2019. ”Ungdommens energi skinnede tydeligt igennem. Og så var hun vellidt i byrådet – også i respekt for det valgresultat, hun formåede at hive hjem”. Det fortæller Poul Lindor Nielsen, som var borgmester i Roskilde før Joy Mogensen. Han fortsatte i byrådet, efter hun fik overdraget posten og har derfor fulgt hendes arbejde tæt.

I Mogensens borgmesterperiode skød nye projekter op som paddehatte: En folkehøjskole, en svømmehal og den gamle kaserne, som blev forvandlet til et kultursted.

Og så var hun vellidt i byrådet

Selvom der af og til kunne komme et nøk for meget turbo på anlægsprojekterne i forhold til pengene i kassen – i hvert fald ifølge Poul Lindor Nielsen – var Joy Mogensen populær både indadtil i byrådet og udadtil blandt vælgerne. Hun var bydronning af Roskilde, og de færreste har andet end ros tilovers for hendes bedrifter i tiden der. Men her stopper enigheden om Mogensens evner og resultater.

Kritik fra medierne  

I marts sidste år var Danmark i kaos. De fleste eksperter havde ellers slået fast, at epidemien ikke ville komme til Danmark, eller at den i det mindste ikke ville ramme særlig hårdt. Alligevel så var den her. Og sygdomstallene var kun på vej en vej: op.

Det var i disse måneder, at den endnu nye og uprøvede kulturminister skulle stå sin test. Medierne dumpede hende. I Berlingske kunne man læse, at hun fremstod ”handlingslammet og tonedøv”, og i Politiken blev hun vurderet til at være ”regeringens svageste kort”.

Kritikken begyndte for alvor at ramme Mogensen, da hun udtalte, at det ville være upassende at tale om kultur, når landet var et sted i krisen, hvor der manglede værnemidler. Det fik en række kommentatorer og meningsdannere op i det røde felt. ”Gennem hele coronakrisen har hun udvist en forbløffende sendrægtighed og mangel på indsigt i det område, hun er minister for, men mest foruroligende har hun demonstreret en komplet mangel på forståelse for kulturens væsentlighed,” lød dommen fra Anne Sophia Hermansen.

På lederplads i Information blev der ligeledes taget afstand fra Joy Mogensen: ( …) hun har jo ikke ret. Når mennesker dør, har man brug for passende sange at synge. Og når man ikke er tryg, har man brug for blomstrende kultur at være fælles om.” Og Bent Falbert skrev i Ekstra Bladet: ”Jeg er bange for, at økonomien bag hele Danmarks kulturliv er for stor en mundfuld at overskue for pigen fra Roskilde”.

Det blev ikke bedre, da hun et par måneder efter sagde, at der var lige så meget kultur i en håndboldhal som i teatret. Det fik tre folketingsmedlemmer fra Radikale Venstre – Jens Rohde, Zenia Stampe og Marianne Jelved – til at foreslå, at kulturministeren skulle opdeles i et idræts – og kulturministerium, så kunsten kunne blive taget mere seriøst.

Jeg blev overrasket over de reaktioner

”Jeg blev overrasket over de reaktioner. Og det er, fordi jeg kommer fra den kommunale kultur. Selvfølgelig er der en konkurrence mellem idræt, foreningsliv, kunst og historie, men i lokalpolitik oplevede jeg, at det gav rigtig meget mening, når man tænkte tingene sammen,” fortæller Joy Mogensen til Netavisen Pio.

Ny i det politiske spil

Tager man temperaturen på stemningen på Christiansborg i dag, er den dog et par grader mildere, end da kritikken af Joy Mogensen var på sit højeste:

”Jeg tror, at en af de første ting, man må sige, er, at hun er ny og lige skal forstå, hvordan tingene foregår. Hun har brug for at forstå, hvordan man laver kulturpolitik i Danmark, og hvordan en kulturminister fungerer i en regering. Det er selvfølgelig lidt en kritik af hende, men det er også et udtryk for, at hun har hjertet med, og det ved vi godt. Men vi skal se nogle resultater nu,” siger kulturordfører for Venstre, Kim Valentin, om Joy Mogensen.

Også kulturordfører for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, er klar til at give ministeren en chance: ”Jeg tror, de fleste har det sådan, at de ikke kender så meget til hende, og at hun stadigvæk mangler at træde i karakter.”

Og at hun stadigvæk mangler at træde i karakter

Et parti, der historisk er kendt for stå sin kærlighed til finkultur og elite, er Det Konservative Folkeparti. Partiets kulturordfører, Birgitte Bergman, ønsker ikke at deltage i artiklen. Men rådmand for Frederiksbergs konservative, Nikolaj Bøgh, som er særdeles velbevaret i kulturpolitik, har ikke meget tilovers for Joy Mogensen:

”Jeg har tidligere sammenlignet hende med Tyra Frank, som startede med at være en populær plejehjemsleder, hvilket ændrede sig markant, da hun blev minister. Hun gjorde ikke noget, og hun ændrede ikke noget,” udtaler han til Netavisen Pio. ”Jeg opfatter hende som en loyal partisoldat, som har fået at vide, at det der kultur ikke skal fylde så meget, men hun skal støtte det store projekt: Tidlig pension til Arne og kernevælgere tilbage fra Dansk Folkeparti.”

Og netop kritikken om, at Joy Mogensen mangler visioner og retning for kulturpolitikken, er at finde flere steder.

Mangler visioner 

Den eneste af de adspurgte, som Netavisen Pio har været i kontakt med, der afviser kritikken, er partiets egen kulturordfører, Kasper Sand:

”Det, jeg oplever, er, at hun er meget optaget af, at kulturen kommer ud og bliver en gave for endnu flere, og at de stærke fællesskaber, som kulturen er rammen om, bliver mere inkluderende,” siger han.

Alle andre har ingen idé om, hvad det egentlig er, Joy Mogensen vil.

”Det er svært at identificere. Jeg ved ikke, hvilken retning hun ønsker for kulturpolitikken. Tiden har været præget af corona, og derfor er det svært at sige. Det eneste, jeg har noteret mig, er det her med, at kulturpolitik også kan være håndbold, og det er lidt fattigt,” siger Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti.

Også hos SF er man i tvivl om, hvad kulturministeren ønsker for sit område: ”Den er jeg lidt uklar på,” lyder det fra Charlotte Broman Mølbæk, da hun bliver bedt om beskrive, hvilken retning Joy Mogensen ønsker for dansk kulturpolitik. ”Men det har været noget af en start, hun har fået,” tilføjer hun med henvisning til, at Joy Mogensen gik på orlov efter at have mistet et barn kort efter sin indtræden, hvorefter corona kom til Danmark.

Jeg ved ikke, hvilken retning hun ønsker for kulturpolitikken

Også hos Venstre hersker der forvirring. ”Det er svært at svare på,” lyder det fra en tænksom Kim Valentin, da han bliver spurgt, om han har nogen idé om, hvad Joy Mogensens projekt for kulturen er.

Spørger man Nikolaj Bøgh fra De Konservative, har forvirringen en enkel forklaring: Kulturpolitikken i Danmark i dag er ganske enkelt ikke-eksisterende. ”Der er ikke nogen kulturpolitik med Joy Mogensen hos Socialdemokratiet i dag, og det står i skærende kontrast til tidligere tider. Vi har en regering, som først og fremmest går op i det materielle i form af velfærdsstaten,” lyder det fra ham.

At blande klasser med hinanden 

Spørger man hovedpersonen selv, mener hun bestemt at have en masse visioner. Hele humlen i dagens kulturpolitik, mener hun, ligger i, at vi som mennesker træffer valg, som har at gøre med det miljø, vi er opdraget i.

”Hvordan kan det være, at dem med de korteste uddannelser og laveste indkomster går til fodbold? Er det et bevidst valg? Det kan man godt sige, hvis de bare rigtig godt kan lide fodbold. Men det kan også være, at det er, fordi det er, hvad deres familie, venner og kollegaer gør. Så er det et automatiseret valg,” siger Joy Mogensen.

Det gælder dog ikke kun arbejderen, som skal lære at gå i teatret, understreger hun: ”Hvis man skulle vende den om, kunne man også sige, at det er rigtigt almindeligt, hvis man er vokset op i en familie med længere uddannelser og højere indkomster, at man kommer i teatret, men har man også prøvet at være til ishockeykamp?”

Hvordan kan det være, at dem med de korteste uddannelser og laveste indkomster går til fodbold?

Det er i høj grad et spørgsmål om oplysning om muligheder og fokus på de usynlige spilleregler, de forskellige miljøer indeholder, er Mogensens pointe.

Et spørgsmål om tid

En person, der håber på, at Joy Mogensen lever op til de forhåbninger, der var i begyndelsen til hende, er David Holt Olsen, museumsinspektør for Industrimuseet i Horsens. Museets primære besøgende består af faglærte, og derfor er han et af de mennesker, der har smøget ærmerne godt op, når det kommer til at tiltrække folk fra andre lag end den kulturelle overklasse til museerne.

”Det særlige ved Joy Mogensen er, at det er så længe siden, vi har haft en socialdemokratisk kulturminister. Forventninger kommer ekstra højt op, fordi vi håber, at vi kan få nogle af de samme idealer som dengang i velfærdsstatens guldalder,” siger han og fortsætter:

”Men hvis hun skulle have lavet en arbejderistisk linje, skulle den være lavet mere begavet. Hele den her linje med håndbold er ikke en diskussion, som trækker på Julius Bomholt eller andre store socialdemokratiske tænkere, som ville åbne kulturen op for arbejderklassen. Det, der tidligere var forbeholdt de få, skulle være for de mange,” siger Holt Olsen.

Julius Bomholt var Danmarks første kulturminister, udnævnt i 1961. Han har været kilde til inspiration for tanken om, at socialdemokratisme handler om at oplyse arbejderen kulturelt.

Det særlige ved Joy Mogensen er, at det er så længe siden, vi har haft en socialdemokratisk kulturminister

Ifølge David Holt Olsen mangler der dybde i de visioner, Joy Mogensen tidligere har præsenteret:

”I forståelsespapiret mellem regeringen og dets støttepartier ser vi et opgør med konkurrencestatstænkningen og en tilbagevenden til den klassiske velfærdsstat. Men kulturen er slet ikke nævnt med ét ord. Jeg synes ellers, det ville være et oplagt sted at tage fat: Prøv at redefinere nogle af de her idealer.”

David Holt Olsen mener dog, at den nyeste finanslov ikke er helt ringe. Her er der afsat flere penge til kultur til børn og unge, og besparelser på DR er taget af bordet. ”Der er nogle lovende takter, som er mere tunge end de symbolske håndboldmarkeringer. Finansloven viser, at man tænker kulturbegrebet bredere end bare det med håndbold,” siger han.

Pigen med sløjferne i håret 

Selvom Joy Mogensen er blevet beskyldt for ikke at tage kulturen seriøst af en række medier som for eksempel Berlingske og Information, var hun i sin barndom tæt knyttet til den. Hun var en dygtig pianist, og et af yndlingsstederne var biblioteket. Som barn brugte hun det meste af tiden på at læse. Emnet var historiske romaner om store kvindelige pionerer som Elizabeth den 1. og Katarina Den Store. Bøger, hvis hovedpersoner stod i skærende kontrast til Joy selv, for hun var kendt for at være en stille og genert pige.

En af de første gange, hun kom i kontakt med den finere kultur i hovedstaden, var, da hun som 10-årig blev inviteret i Det Kongelige Teater til ballet af sin storesøster. Familien havde ikke så mange penge, så det var bestemt ikke hver dag, der var råd til at tage i teatret.

”Det var stort, selvom vi sad på de billige rækker – hun havde gjort sig umage,” fortæller Irene Bøggild, storesøster til Joy. Hun havde taget sit stiveste puds på og flettet håret i to stramme fletning med en stor sløjfe for hver ende. Hun lignede en fin pige fra gamle dage, sad helt stille under stykket og nød hvert et sekund.

Det var stort, selvom vi sad på de billige rækker

En bygning, vi rejser – men hvordan?

I dag ønsker Joy Mogensen at gøre op med de udfordringer, der gjorde, at hun som lille pige fra en familie, der ikke havde så meget, ikke havde stor berøring med finkulturen. Men en ting er at sige, at man ønsker at få gamle kløfter og modsætninger til at fordufte. En anden ting er at opløse dem. Adspurgt om, hvordan Joy Mogensen mere konkret vil mindske forskellene mellem fin- og lavkultur, svarer hun:

”Jeg har svært ved at gøre det på landsplan, for jeg oplever meget modstand, når jeg siger det. Men rigtig meget af den støtte, vi giver fra Kulturministeriet, er til en aktivitet, og jeg vil rigtig gerne fokusere på deltagelsen.”

Hun understreger, at der skal være plads til både det snævre og det brede og tilføjer: ”Men forudsætningen for, at man har lyst til at gå ind og se de små intime nichekoncerter, er, at man kender til dem. Og forudsætningen for, at man kender til det og kan vælge det til, er, at man også nogle gange rækker ud til bredden.”

Hvad kan du gøre som kulturminister for at realisere de her ting?

Og det er de institutioner, jeg kommer til at sætte fokus på som kulturminister

”Socialdemokratiet lavede frie og lige biblioteker, folkeoplysning, musikskoler og hele mellemlaget, som handler om at give viden om den store verden helt ud til den lokale landsby. Og det er de institutioner, jeg kommer til at sætte fokus på som kulturminister, for jeg tror, de kan meget mere, end vi lige nu bruger dem til eller giver dem lov til.”

En uvis fremtid

Hvorvidt Joy Mogensens indtræden som kulturminister er begyndelsen til en ny æra for socialdemokratisk kulturpolitik à la Julius Bomholt, eller om hun blot bliver en parentes i Kulturministeriet, må fremtiden vise. Uanset hvad det måtte ende med, er hun selv forberedt på, at toppolitik kan være forbi, lige så hurtigt som det begynder. Hun har en konto, hvor hun sætter til side hver måned, så hun er klar, hvis hun pludselig en dag må stoppe i politik.

”Jeg kommer fra en familie, hvor vi bestemt ikke har de indtægter, som jeg har nu, så det er ikke særlig svært i min verden at holde min livsførelse nede. De penge, jeg sparer, kan jeg sætte ind på en opsparing."

Derudover har hun altid haft en liste liggende i skuffen, hvor hun skriver punkter på, som hun glæder sig til at kunne gøre, hvis hun ikke bliver valgt. Hun vil ikke ud med, hvad der står på listen, men fortæller, at hun gør det, fordi hun kan lide at minde sig selv om, at verden er mere end politik:

”Det er et råd, som jeg vil give til alle politikere at lave sådan en liste. Og jeg tænker at gøre det igen, når der kommer folketingsvalg.” 

Og jeg tænker at gøre det igen, når der kommer folketingsvalg

Selvom visse folk nok håber, at Joy Mogensen kommer til at få brug for sin hemmelige liste i den nærmeste fremtid, så håber andre, at hun får tid og mulighed for at løfte den socialdemokratiske kulturarv. Pigen med fletningerne er blevet voksen, og der er ingen venlig storesøster fra København til at guide i mødet med Det Kongelige Teater og kultureliten, som så ofte besøger stedet.

I løbet af de næste par måneder må hun forsøge at overbevise de kulturpersonligheder og politikere, der har stødt manchetterne på hendes politik, om at hun kan stå distancen på Christiansborg og vise sit værd på den landspolitiske scene.

Emma Inge Hansen er journalist på Netavisen Pio. 


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Joy Mogensen er simpelthen udulig, heldig for hende at Trine Bramsen kegler endnu mere rundt!

Den socialdemokratiske børnehave regering er patetisk og vil blive dømt hårdt i fremtiden!

Fin artikel, men som vanligt, endnu en fjollet og ubegavet kommentar fra Jens Peter Fup.

Annonce