På trods af S-fremgang er der blåt flertal

Voxmeter

På trods af S-fremgang er der blåt flertal

Socialdemokratiet har indhentet sidste uges tabte mandater, men de blå partiers fremgang kan komme til at blive en udfordring for Mette Frederiksen

Statsminister Mette Frederiksen (S)
Billedtekst
Det kan blive politisk dyrt for Socialdemokratiet, hvis meningsmålingerne fortsætter som nu
Foto: regeringen.dk

Socialdemokratiet kan i denne uge notere sig en tiltrængt fremgang i Voxmeters seneste meningsmåling

Partiet står nu til 22,4 procent - en stigning på 0,8 procentpoint - og genvinder dermed to mandater, så de står til 40 i alt. 

Men på Christiansborg er det ikke kun procentpoint, der tæller - det er mandatmatematikken. Og her ser det mindre lyst ud for Mette Frederiksen.

Moderaterne bestemmer, om blå blok har flertal

Traditionelt regnes Lars Løkke Rasmussens parti ikke med i nogle af blokkene. 

Men hvis Moderaterne, som aktuelt står til at få 4,0 procent og 7 mandater, placeres i blå blok - hvor de også har rødder og mange politiske overlap - ændrer det spillets dynamik markant.

Blå blok ville da stå med 91 mandater mod rød bloks 84.

Læs også:Helt nye toner hos Moderaterne: Vi er “glade for vores arbejde”

Det gør det dyrere for Socialdemokratiet at finde flertal i midten, da de blå partier vil kunne true med at indgå i et blåt alternativ.

Dog ligger der stadig et håb i, at Alternativet lige nu står til at få 1,9 procent, og dermed ligger under spærregrænsen. 

Får Alternativet altså 0,1 procentpoint mere, går de fra 0 til 4 mandater, og sket det, vil det samlede regnskab ændre sig endnu engang.

Midterprojektet halter trods små fremskridt

Mens Moderaterne kravler lidt op fra sidste uges bund på 5 mandater og nu står til 7, vinder Venstre også en anelse fremgang.

Med 11,0 procent og dermed 20 mandater, går Venstre nemlig ét mandat frem denne uge.

Samlet giver det SVM-regeringen 67 mandater, hvilket stadig er langt fra de 89 mandater, konstellationen fik ved valget i 2022.

SF og LA deles om andenpladsen

Socialistisk Folkeparti går tilbage, mens Liberal Alliance går frem.

Det betyder, at LA officielt kan kalde sig for det næststørste parti på listen, hvis man ser på vælgerandelen, hvor de med 13,1 procent af stemmerne har 0,1 procentpoint mere end SF.

Kigger man derimod på mandattal, må de dog nøjes med en delt andenplads, da begge partier står til at få 23 mandater hver.

DF, K og Borgernes Parti holder niveau

På højrefløjen er der stadig noget at fejre hos Dansk Folkeparti, der står til at få 10 mandater - det bedste resultat i tre år. 

Med 5,8 procent af stemmerne og en fremgang på 0,2 procent er det dog måske ikke den helt dyre champagne, som Messerschmidt og co. popper i dag. Ikke desto mindre oplever de endnu grønne tal.

Læs også:Mette F. taber pusten igen - Løkke har det dog værre

Det samme er tilfældet hos De Konservative, der går frem til 7,6 procent og beholder sine 13 mandater.

Borgernes Parti står til 2,5 procent og dermed fire mandater - det samme som i sidste uge.

Værre står det til for Danmarksdemokraterne, der mister to mandater og dermed ender på 16.

Topbillede
Voxmeter 30. juni
Voxmeters politiske meningsmåling, offentliggjort den 30. juni 2025, baserer sig på telefoninterview og webinterview med 1.002 repræsentativt udvalgte personer 18 år+ og er gennemført i perioden fra d. 23. juni 2025 til d. 29. juni 2025.

 

Signe Marie Flindt

Journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Thor (ikke efterprøvet) den Mandag den 30.06.2025 - 17:06

"Traditionelt regnes Lars Løkke Rasmussens parti ikke med i nogle af blokkene"

Det er jo kun fordi, man har valgt at føje Løkkes ønske. Men det er et narrespil, Moderaterne er blå ganske som de Radikale.
Det gør det muligvis ikke bedre men i det mindste mere ærligt.

Indsendt af Helle (ikke efterprøvet) den Mandag den 30.06.2025 - 19:53

Løkke går til valg på en bred regering over midten, det har han sagt. Han er ikke en del af blå blok mere, de ser hellere hans hæl end tå. Der er fire i nord, der støtter bred regering. Men jeg tror ikke på borgernes pari kommer over spærregrænsen, og jeg tror ej heller Troels Lund vil være statsminister for den forsamling blå blok er p.t.

Så mit gæt er AVM fortsætter med et eller to partier mere.b

Indsendt af Gert (ikke efterprøvet) den Mandag den 30.06.2025 - 20:46

Man kan konstatere at de fleste danske vælgere vil have blokpolitik.

Jeg vil til gengæld gerne have en hen over midten regering. Gerne SVM+1. Men ikke de radikale.

Indsendt af Arne Jensen (ikke efterprøvet) den Mandag den 30.06.2025 - 23:10

Hvis man tænker De Konservative ude af den blå blok,
grunden til det er den invitation, som Mona Juul har
sendt til medierne omkring Troels Lund, som hun vil give statsministerposten, hvis han kommer hjem til de blå.
Hun forsøger med det eneste hun har, den grønne politik,
hun forsøger at skaffe tilslutning til de konservativ,
ved at slå på partiets grønne image, hun har intet andet.
Hun vil gerne med i en regering over midten i Dansk politik.
Uanset hvordan man tæller mandater, så bliver der ingen
regering uden Socialdemokraterne, og alle ved det men
ingen partier tør sige det åbent. Mette Frederiksen har
sat retningen for Dansk politik mange år fremover.
Mette Frederiksen ønsker stabilitet, hun sætter ikke sig
selv i centrum, når ministerholdene præsenterer deres
politik, hun giver plads til både Troels og Lars.

Indsendt af Aksel Jensen (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 01.07.2025 - 02:54

At 22 mandater står på vippens balancepunkt blot fordi SV og M afskaffede danskernes Store Bededag uden at det kostede helligdage for hverken muslimer, jøder, islam, buddhisme og hinduisme eller andre religiøse grupper i Danmark.

Fagbevægelsen var massivt imod afskaffelsen af store bededag og kritiserede regeringens ensidige beslutning, der blev truffet uden inddragelse af arbejdsmarkedets parter. Fagbevægelsen mener, at afskaffelsen er et indgreb i den danske model og i de indgåede overenskomster. De opfordrede til trepartsforhandlinger, hvor arbejdsmarkedets parter kunne finde løsninger i fællesskab.

Demonstration 5. februar 2023

Op mod 50.000 mennesker samledes på Christiansborg Slotsplads for at kæmpe for store bededag.
En samlet fagbevægelse havde søndag 5. februar inviteret til demonstration på Christiansborg Slotsplads i København for at vise modstand mod regeringens lovforslag om at afskaffe store bededag som helligdag. Folk fra hele landet strømmede til slotspladsen, som hurtigt blev forvandlet til et sandt menneskehav. Der var taler fra bl.a. FOAs forbundsformand Mona Striib og musik fra Anne Linnet og Tessa.

Folkekirkens reaktion:
Biskopperne har samlet protesteret mod lovforslaget og kritiseret det for at være et markant indgreb i folkekirkens traditioner.
Der har været bekymring for, om afskaffelsen er i strid med grundloven og om det vil føre til en yderligere adskillelse af stat og kirke.
Kritikken har også handlet om, at afskaffelsen kan opfattes som en degradering af helligdagen og en forringelse af folkekirkens selvbestemmelse.

22 mandater kostede afskaffelsen af Store Bededag.

Demokratiet fungerer. Vælgere husker kun alt for godt!

22 mandater ligger på vippen i en anden vigtig møgsag som danskerne husker - selv dem der ikke er medlem af fagbevægelsen eller folkekirken:

Engang glemte min mormor og morfar at lukke lågen ordentligt til deres hønsegård. Mens de sad og spiste frokost, løb deres hund ind i hønsegården og skambed alle hønsene.

Efterfølgende kunne de stille sig selv spørgsmålet: Hvem havde ansvaret?

Skulle de skælde ud på hunden – som var en god hund – eller måtte de tage ansvaret på egne skuldre og lukke døren til hønsehuset ordentligt efter sig i fremtiden, når nu hunden ikke kunne styre sine instinkter? De gjorde selvfølgelig det sidste.

Det klinger hult, når flere ministre, deriblandt statsministeren, peger på Torben Østergaard-Nielsen som den, der har et samfundsansvar for miljøkatastrofen ved Ølst. For hvem er det, der har lavet reglerne, som milliardæren spiller indenfor?

Det er, som om regeringen tror, at hvis de peger moraliserende på hunden, så vil hønsene nøjes med at give hunden skylden og glemme alt om, hvordan den kom ind i hønsegården.

Billederne af jord der sejler og mink der graves op og køres bort fjernes ikke med nok så mange Frederiksen spadseredragter i alskens farver og former.

Europa er i krig. Køb, køb, køb!

Nok så mange milliarder fundet på finansministerens kistebund og forsøgt omsat i arbejdspladser i Frederikshavn ændrer ikke på 22 mandater på vippen.

Danske vælgere kender grundfundamentet i det danske demokrati.

Vi blev ikke hørt!

Den politiske bulldozer kørte med mink, jord og dårlige argumenter hen over vælgerne.

22 mandater røg med i graven.

Forureningen af det politiske liv kan kun reddes med en bog af Lars Løkke.

Han er nu oppe på i alt 101 udgivelser.

Alligevel mangler Løkkes nyeste projekt 22 mandater:

Hvornår den næste bog kommer ud af det blå om de fleste mandater der forsvandt for det meste i ren befrielse trukket i en automat, ja, så vent til Løkkes nye tour de Danmark.

Historiens vingesus har mistet flyvehøjde.

Svanen og den grimme ælling mangler fugls føde, der kan slå afskaffelsen af Store Bededag.

I grundsubstansen er danskerne mere kristne og barmhjertige i forhold til fagbevægelsen end selv Troels, Lars og Mette fatter.

Thi hvad var de gule fagforeninger uden de røde!

Det ved de gule alt for godt!

Selv om de snyder på vægten for at få råd til charterferie sammen med alle de andre varme og feriehungrende danskere.

22 mandater!

Mette og Lars fingergefühl for politik svigtede i et og samme moment!

22 mandater!

Mette Frederiksen indrømmer aldrig fejl!

Den slags koster altid!

Danskere ved så meget bedre!

Spørgsmålet er om Lars Løkke har modet og formatet med endnu en bog:

“Med Mette og Troels på afveje…tanker efter endnu et tour de Danmark”

Indsendt af Arne Jensen (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 08.07.2025 - 16:54

Som svar til af Aksel Jensen (ikke efterprøvet)

Aksel Jensen du skriver:
"Det klinger hult, når flere ministre, deriblandt statsministeren, peger på Torben Østergaard-Nielsen som den, der har et samfundsansvar for miljøkatastrofen ved Ølst. For hvem er det, der har lavet reglerne, som milliardæren spiller indenfor?"
Det har de personer som har stemt for disse love i folketinget, der har aldrig været et flertal til højre
eller til venstre, i det politiske blokke.
Men hvem har scoret de Mio. af kroner, som erhvervslivet
har betalt for at få renset den forurenet jord, som er
afleveret til Torben Østergaard-Nielsen, det har Hr.
Østergaard-Nielsen og hans svindler af døtre, som har lænset kassen i det selskab, som har drevet jordrensnings firmaet.
Hvorfor stiller du så tåbeligt et spørgsmål Aksel Jensen ?
Har man blot lidt af kognitiv sans/proces ( Logisk tanke virksomhed) så vil man aldrig stille så tåbelige spørgsmål.
Hvis et areal, som det i Ølst, er beregnet til at kunne
modtage 1 Mio. tons jord, så kan det da kun være den ansvarlige virksomhed, som har ansvaret for at modtage 3
Mio. tons jord, det kan da aldrig være kommunen.
Virksomheden i Ølst Nordic Waste, har kun modtaget forurenet jord, de har aldrig renset jord i de mængder som er tilført.
Det vil på DANSK sige at Nordic Waste har modtaget jord
til deponering, det har aldrig været tanken med det jordareal, som virksomheden ligger på.

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 02.07.2025 - 17:46

De her målinger er sådan lidt af “ Hen til kommoden og tilbavs igen “ ;-)

Indsendt af Palle Eghjort (ikke efterprøvet) den Torsdag den 03.07.2025 - 22:10

Hvis S fastholder en krigsgal Mette Frederiksen som leder af partiet, har I glemt hele jeres faglige kampgejst i fortiden. HJÆLP. ANKER JØRGENSEN, ERLING OLSEN ETC ETC ... hvad fanden foregår der ?

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Fredag den 04.07.2025 - 12:42

Som svar til af Palle Eghjort (ikke efterprøvet)

“ Hvad fanden foregår der ? “

Elementært såmænd . En helt anden tid end da Anker var Statsminister selv om han også havde sine “ krige “ at slås med .
Oliekriser og de stigende omkostninger. Kampene mod fagbevægelsens lønkrav og opgøret mod de inflations fremmende dyrtidsportioner etc etc.

Dengang i 70 erne kunne man jo vise sin utilfredshed mod krige , ved at møde op på Dag Hammerskjolds alle og råbe ukvemsord foran den amerikanske ambassade over krigen i Vietnam .
Putin og Rusland er sgu da ligeglade med at folk møder op ved deres ambassade på Kristianiagade for at råbe op om de militære overgreb mod Ukraine .

Derfor opruster Nato massivt incl Danmark i disse år , det er det eneste svar Putin forstår og har respekt for.

I dag Ukraine , i morgen måske de baltiske lande og Balkan og derefter ? Hvem ved -Putin lægger jo ikke skjul på sine imperalistiske stormagt drømme selv om det betyder brug af militærmagt .

Indsendt af Bo Thomassen (ikke efterprøvet) den Lørdag den 05.07.2025 - 20:53

Hvor mange mandater ville ikke-stemmeafgivende stemmeberettigede borgere aktuelt kunne mønste?`

Med andre ord: Hvor mange procent ønsker aktuelt ikke at afgive deres stemme ved et folketingsvalg?

Indsendt af Erik (ikke efterprøvet) den Søndag den 06.07.2025 - 23:17

Det er jo altid sjovt, at lege bogstavleg, men Pios hysteri omkring meningsmålinger, og den ugentlige hoppen til højre og venstre i den politiske hinkerude er totalt sprællemandshop uden noget formål.

Øvelsen minder mig om de personer på kur, der hopper op og ned af vægten, og skiftevis jubler og græder, når viseren svinger som den helt naturligt gør - både i politik og kursammenhæng.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.