Pædagoger vil sikre gode rammer for børn og unge

I 'KV21 - Organisationernes opråb’ kan du læse om, hvad organisationerne ønsker på dagsordenen. BUPL vil have fokus på de pædagogernes rammer og børns trivsel

I 'KV21 - Organisationernes opråb’ kan du læse om, hvad organisationerne ønsker på dagsordenen.

Netavisen Pio har henvendt sig til faglige organisationer og andre organisationer og spurgt dem, hvad de mener, der bør sættes fokus på i forbindelse med kommunalvalget den 16. november.

Pædagoger står alene med alt for mange børn, og mistrivslen blandt børn er i stigning, siger Lars Søgaard, der er medlem af forretningsudvalget i pædagogernes fagforening BUPL.

Skabe trivsel for børn og unge 

Hvad vil I som organisation gerne sætte på dagsordenen i forbindelse med kommunalvalget?

“Kommunalvalget er enormt vigtigt for os som organisation og for pædagoger, forældre, børn og unge,” siger Lars Søgaard til Netavisen Pio og fortsætter: 

“Byrødderne har jo direkte indflydelse på de rammer, pædagogerne arbejder under – og dermed også på børn og unges levede liv. Kommunalvalget bør derfor handle om, hvordan vi skaber trivsel og fællesskab for alle børn og unge.”

Fritidsområdet, SFO’er og klubber, har været igennem hårde sparerunder.

 “I BUPL har vi besluttet tre fælles mål, som vi i hele organisationen har kæmpet for at bringe på borgere og kandidaters lystavle.”

“Bedre kvalitet i fritidsinstitutionerne, bedre end minimum – kommunerne skal have større ambitioner end de minimumsnormeringer, som i 2024 skal være fuldt indfaset og flere pædagoger.” 

“Rekrutteringsudfordringerne er allerede nu et kæmpe problem, som kun bliver værre. Her kan kommunerne gøre en stor forskel.”

 Pædagoger i tidsmangel 

Hvilke områder skal kommunerne tage fat i og hvad skal der gøres noget ved?

“Det afhænger jo helt af situationen i den enkelte kommune, men fælles for de fleste kommuner er, at fritidsområdet, SFO’er og klubber, har været igennem hårde sparerunder.” 

“Siden 2015 er budgetterne samlet set reduceret med 900 millioner kroner på fritidsområdet.” 

“Det er desværre ikke en sjældenhed, at pædagogerne står alene med mere end 30 børn. Det bliver brandslukning uden tid til dem, der har allermest brug for god fritidspædagogik.”

“Mistrivslen blandt både børn og unge er desværre stærkt stigende, men pædagogerne har ikke tilstrækkelig tid til at arbejde med børn og unges trivsel og udvikling.” 

“Oftest reagerer børn blot på de rammer, strukturer og relationer, der ikke fungerer. Det er aldrig barnets skyld. Pilen peger på de politiske beslutningstagere.”

Lydighed fra borgere og politikere 

Hvordan har I arbejdet med jeres mærkesager op til kommunalvalget?

“De lokale fagforeninger har utallige kilometer i benene med deltagelse i vælgermøder, møder med kommunalpolitikere og kommunikation i medierne og på sociale medier.”

“Det er en kæmpe indsats, der forhåbentlig kan være med til at flytte stemmer over på de kandidater, der har ambitioner på børneområdet.”

“Vi har arbejdet for at udbrede viden og kendskab til området, og de udfordringer, der er, og vi går i dialog med politikere om konkrete løsninger.”

Hvordan er jeres forslag blevet modtaget - har der været opbakning?

“Vi samler selvfølgelig op efter valget, men jeg oplever stor lydhørhed. Både fra borgerne og politikere.” 

“Sidste folketingsvalg blev det klart for rigtig mange politikere, at børneområdet i den grad flytter stemmer.” 

“Det er jeg også sikker på bliver tilfældet ved det her valg.”

Dette er syvende artikel i Pio-serien ‘KV21 - Organisationernes opråb’.

Sarah Victoria Gratløv er studentermedarbejder på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce