“Pædofilbeskyttende og landsforræderiske falske jøde": Trusler koster selvcensur

Forskere fortæller, at hadbeskeder og trusler får dem til at afholde sig fra at formidle deres faglige viden i medierne
Foto: Colourbox
Hadefulde beskeder og grove trusler får forskere til at sige nej tak til at medvirke, når journalister ringer for at få dem til at dele deres ekspertviden med offentligheden.

Det skriver Forskerforum.

Særligt forskere, der beskæftiger sig med religion og tro, ligestilling, køn, seksualitet, flygtninge, integration, migration og vacciner, bliver lagt for had på de sociale medier eller modtager trusselsbreve.

Ja, sågar forskning i modermælk kan bringe sindene i kog, og som noget nyt er særligt forskere, der udtaler sig i forbindelse med coronapandemien, hårdt ramt af hadbeskeder.

Adskillige forskere, som mediet har været i kontakt med, bekræfter, at de modtager trusler. Men forskerne ønsker ikke at stå frem med navn, af frygt for at det vil få chikanerierne til at blive værre, og fordi de ikke ønsker at give deres plageånder den opmærksomhed, som er formålet med truslerne.

Rune Hartmann, professor ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik på Aarhus Universitet (AU), betingede sig også først at være anonym for at ville fortælle om de hadefulde beskeder, han har modtaget efter at have udtalt sig om coronavacciner. Han har efterfølgende i samråd med universitetets chefjurist valgt at politianmelde truslerne og har derfor valgt at tale åbent om det.

Ikke en trussel!

I en af beskederne lyder det blandt andet:

“Kære pædofilbeskyttende og landsforræderiske falske jøde, parasit og socialbedrager.

Medlem af en besættelsesmagt

"Du er som aktivt medlem af en besættelsesmagt et juridisk fuldkommen legitimt mål for enhver rigtig dansker og patriot jf. International lov. Det sidste er ikke en trussel, men en orientering om den situation, du gennem dit landsskadelige virke har bragt dig selv i."

Har taget forholdsregler

Rune Hartmann fortæller, at det langtfra er første gang, han modtager e-mails med trusler fra vaccinemodstandere. Han har også modtaget et rekommanderet brev, hvor han altså skulle kvittere for modtagelsen, og han er også blevet ringet op af en person, der blandt andet beskyldte ham for at være hjernevasket.

“Truslerne er et forsøg på at påvirke os som forskere," siger Rune Hartmann til Forskerforum.

For at lukke munden på os

"Det er for at lukke munden på os. Det er mit indtryk, at stort set alle mine kolleger modtager trusler”.

Han tilføjer, at truslerne på intet tidspunkt har påvirket hans lyst til at formidle sin viden, men han deltager aldrig i diskussioner på de sociale medier.

Universitet kender til sagen

Louise Hauptmann, chefjurist på Aarhus Universitet, bekræfter, at universitetetet har kendskab til forskere, som har modtaget mails med slet skjulte eller mere direkte trusler, men de foretager ikke en systematisk opsamling, så de kender derfor ikke omfanget af sager.

Hun forklarer, at barren er høj, i forhold til hvornår trusler bliver en straffesag, men det er dermed ikke sagt, at forskerne ikke oplever ubehageligheder – grænsende til noget, som kan beskrives som trusler.

Forskning i B12-vitamin i modermælk vækker stærke følelser

 

“Der er en rå tone på de sociale medier, og den har flere forskere oplevet," lyder det fra Louise Hauptmann til Forskerforum.

"Der er eksempler på, at forskning i B12-vitamin i modermælk vækker stærke følelser, det samme gør forskning i køn og ligestilling – og aktuelt har flere af vores forskere i coronarelaterede projekter fået ubehagelige henvendelser."

Religion og køn trigger

Der findes ingen statistik over, hvor mange forskere der rammes af trusler, men Institut for Menneskerettigheder har gennemført en undersøgelse af hadefulde ytringer på Facebook, hvor man analyserede 3.000 statistisk tilfældigt indsamlede kommentarer fra DR Nyheders og TV2 Nyheders Facebook-sider. 15 procent af kommentarerne viste sig at være hadefulde.

40 procent af de hadefulde kommentarer forekom i forbindelse med opslag om religion og tro, 34 procent i forbindelse med flygtninge og 29 procent ved nyhedsopslag om ligestilling.

“Der er nogle emner, der særligt trigger en hadefuld retorik, og det er klart, at forskere, der udtaler sig i forbindelse med emner af den type, vil blive hårdt ramt,"siger Lumi Zuleta, der er specialkonsulent ved Institut for Menneskerettigheder, til Forskerforum.

Der er ikke plads til nuancer

"Det handler meget om værdi- og identitetspolitik og om køn og ligestilling. Der er ikke plads til nuancer og til en reel samtale på de sociale medier."

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Selvcensur: det er et tab for de der gerne vil følge med i hvad forskningen frembringer af resultater.
Derfor skal trusler naturligvis meldes til politiet, så der kan ske en efterforskning mhp afklaring af om straffeloven er overtrådt.

Annonce