Panikken over formueskat viser, hvad vi egentlig stemmer om
Panikken over formueskat viser, hvad vi egentlig stemmer om
De borgerliges reaktion på formueskatten viser et klart billede: Når de rigeste bliver bedt om at bidrage til velfærdssamfundet, bliver det pludselig et nationaløkonomisk skræmmebillede
Efter krydset kommer budgettet, og efter budgettet kommer regningen.
Spørgsmålet er, om den igen skal sendes til almindelige indkomster – eller om de største formuer endelig skal være med til at finansiere velfærd og miljø
Det er derfor, Socialdemokratiets forslag om formueskat rammer så hårdt i de borgerlige partiers nerve: Det tvinger dansk politik til at tage det spørgsmål alvorligt, man ellers helst skubber væk – hvem betaler, når statens budget skal hænge sammen, og hvem slipper?
Valg er også autorisation
Vi får ofte at vide, at demokrati betyder folkestyre – folket styrer. Men i praksis er valget først og fremmest den procedure, hvor vi udpeger dem, der får mandat til at regere i en periode.
Når mandatet først er givet, er politikerne netop ikke bundet af løbende instrukser fra vælgerne; de er valgt til suverænt at kunne prioritere og gennemføre politik.
Grundloven siger det lige ud: “Folketingsmedlemmerne er alene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.”
Læs også:Formueskat: Rapport bakker ikke op om Dansk Industris og Liberal Alliances skræmmebilleder
Det betyder ikke, at valg er ligegyldige. Men et valg giver ikke vælgerne kontrol over de daglige beslutninger i finansloven og ministerierne.
Når regeringsarbejdet begynder, bliver politik hurtigt til spørgsmålet om at fordele knappe midler – og derfor dukker de samme ord altid op, når løfter møder virkelighed: råderum, ansvarlighed og prioriteringer.
Vores problemer bliver gjort til statens regnestykker
Det er her, mønstret viser sig – især for lønmodtagere: Vi siger, at der mangler hænder, tid, ordentlig normering og mindre nedslidning.
Politikerne svarer, at det skal passe ind i “helheden”. Og “helheden” oversættes hurtigt til budgetdisciplin og økonomisk nødvendighed.
Så ender vores behov som noget, der må vente, mens andre hensyn behandles som ufravigelige.
“Der er ikke råd” gælder næsten altid kun, når regningen lander hos dem, der kun har deres løn at leve af
På den måde bliver demokratiet ikke kun en måde at vælge regering på, men også en måde at lære befolkningen at acceptere standardbeskeden: Når det handler om velfærd og arbejdsliv, er der oftest “ikke råd” – fordi disse behov behandles som udgiftsposter, der må vige for statens øvrige hensyn.
Og her kommer det afgørende: “Der er ikke råd” gælder næsten altid kun, når regningen lander hos dem, der kun har deres løn at leve af.
Derfor er formueskatten et socialdemokratisk nøglespørgsmål
Netop derfor er Socialdemokratiets formueskat ikke bare en teknisk skattejustering.
Den rammer den politiske automatik, hvor lønmodtagere mødes med krav om mådehold, mens de største formuer skånes af “hensyn til økonomien” – og får lov at vokse.
Reaktionen mod formueskatten kom prompte. Arbejdsgiversiden rykkede i alarmberedskab. Netavisen Pio har allerede beskrevet, hvordan Dansk Industri gik i panik og kaldte forslaget gift for hele Danmark.
Dansk Erhvervs direktør Brian Mikkelsen fulgte trop: “Det er et kæmpe selvmål, som vil gøre Danmark fattigere … Den snak må stoppe nu!”
Oversat til almindeligt dansk: Når lønmodtagere beder om mere velfærd, bliver det et prioriteringsproblem. Når de rigeste bliver bedt om at bidrage, bliver det pludselig et nationaløkonomisk skræmmebillede.
Valgets reelle skillelinje
Der bliver talt meget om tæt løb mellem partier og blokke. Men den reelle skillelinje for lønmodtagere er enklere:
Enten vil vi have et Danmark, hvor statens regninger igen og igen skubbes over på almindelige indkomster – via nedskæringer, effektiviseringer og brugerbetaling?
Det er derfor, at valget den 24. marts ikke bare handler om personer og taktiske spil
Eller vil vi have et Danmark, hvor de rigeste personer og de største virksomheder faktisk bærer mere, så velfærd, skole og et sundt arbejdsliv kan løftes?
Det er derfor, at valget den 24. marts ikke bare handler om personer og taktiske spil. Det handler om magtens prioriteringer – og om fordelingen af regningen.
Og hvis demokratiet skal være mere end et kryds og en efterfølgende besked om “I har jo selv valgt”, så skal valget bruges til at binde magten til noget, der kan mærkes: bedre velfærd, bedre miljø – og en langt bedre finansiering.
Kommentarer
Med risiko for at blæst helt…
Med risiko for at blæst helt ud af denne kommentartråd vover jeg mig ud i at påstå, at social retfærdighed i rendyrket form kun kan realiseret via kommunismen.
Problemet med kommunismen versus de frie markedskræfter er primært, at produktions niveauet i et tænkt kommunistisk samfund er mærkbart mindre end i den markedsøkonomi, som vi her i Vesten præsterer.
Årsagen til dette er naturligvis, at den væsentlige drivkraft i vores markedsøkonomi er egoisme, og begæret hos hver enkelt efter at komme til at eje mest muligt, hvorimod kommunismen mere præges af den kollektive indsats, hvos egoismen ingen indflydelse har på resultaterne, hvilket sammen med en tilsvarende manglende lyst til at yde en ekstra indsats uden derigennem at blive rig medfører, at det hele går ad h. til i lighed med hvad der foregår i de monopol lignende virksomheder, som vi kender i dag, hvor DSB nok er det bedste eksempel.
Man kan derfor konkludere, at social retfærdighed ikke er rentabelt, hvis den ikke samtidig understøttes af en ubetinget kollektiv og u-egoistisk indsats i fællesskabets tjeneste.
Og dertil er den menneskelige udvikling ikke nået.
Den markedsøkonomi som vi praktiserer er derfor udtryk for manglende udvikling af vore sociale færdigheder.
Vi er ikke kommet længere, end at det, som i rovdyrernes verden, er den stærkestes ret, der dominerer.
Vi gør det blot på et mere kultiveret plan.
“Det er et kæmpe selvmål,…
“Det er et kæmpe selvmål, som vil gøre Danmark fattigere … Den snak må stoppe nu!”
Det mest interessante er “at de rige gider ikke krigen imod Putin og Rusland”!
Den koster simpelthen for meget!
Formuende danskere har simpelthen ikke råd til at forsvare deres danske værdier!
Formuende danskere tjener generelt ikke på krig kun de få gullaschbaroner der under dække af Ukrainekrigen har forstået at tjene ekstra på alt det som danskerne køber.
Krig smadrer alt det som de formuende har haft heldet og klogskaben til at erhverve…
I Norge scorer olieselskaberne og den norske stat endnu engang på den geopolitiske krigssituation i Mellemøsten….
Om Maersk og Harald Nyborg kommer til at tjene ekstra på “krig i verden”, ja, det vil næste års regnskab jo vise…
Lønmodtagerne taber og derfor en fødevarecheck…
Og benzinpriserne er efter en uge allerede oppe i 14,49kr…
Ingen har råd til krig…
Selv ikke de rige!
Derfor drop formueskatten!
De formuende i Danmark har ikke råd til Mette Frederiksens krig…
Ej heller Arne, pensionister, børnefamilier, kontanthjælpsmodtagere, Udkantsdanmark, etc.
Ingen har råd til Ukrainekrigen, der kun næres af Danmarks alt for høje skatter…
Det er det som de rige, de formuende fortæller…
Freden har en pris…
Freden har en pædagogik…
Freden har en logik…
Dansk Erhvervs direktør Brian Mikkelsen fulgte trop: “Det er et kæmpe selvmål, som vil gøre Danmark fattigere … Den snak må stoppe nu!”
Brian Mikkelsen, direktør for Dansk Erhverv, har advaret om, at en stigning i forsvarsudgifterne til 3,5% af BNP er økonomisk uansvarligt og kan føre til en alvorlig økonomisk situation. Han mener, at et sådant mål vil kræve massive, uforsvarlige besparelser i andre sektorer…
Men så fandt Mette Frederiksen på formueskatten…
En analyse fra Dansk Erhverv peger på, at politiske krav om 3,5% af BNP til forsvar er en "overbudspolitik", der risikerer dansk økonomi.
Brian Mikkelsen udtrykker stor bekymring for, at dette niveau vil underminere den økonomiske stabilitet, og kalder situationen "dybt, dybt alvorlig…
Mikkelsen lægger vægt på, at forsvarsudvidelser skal balanceres med hensynet til dansk erhvervsliv og den generelle samfundsøkonomi…
Men Mette Frederiksen er genial: hun kalder forsvarsudgifterne for lilleskolen…
Så køber almindelige lønmodtagere Mette Frederiksens liderlige krigsiver…
Diplomati er så meget billigere…
Men kræver en Lars Løkke…
Brian Mikkelsen:
”Det handler om at gøre tingene klogt på den lange bane. Selvfølgelig skal vi investere mere i forsvar i den globale situation, vi står i. Men vi er bange for, at man glemmer at investere i dét, der for alvor gør Danmark rigere: Nemlig erhvervslivet. Uden kloge investeringer og bedre rammevilkår for danske virksomheder bliver der hverken råd til bedre velfærd eller øgede forsvarsudgifter,” siger Brian Mikkelsen
Men Mette Frederiksen vil med djævelens vold og magt have sin Ukrainekrig.
Nu finansieret af danske skatteydere fire år i træk…
Tilbagetrækningsalderen er nu fruens store Arne 2.0 valgsejr…
Men med Brian Mikkelsens ord kommer danskerne ikke til at trække sig tidligere tilbage. Ikke før vi trækker støtten til Ukrainekrigen, der allerede har opslugt “råderummet”…
Men det tør Mette og Wammen ikke erkende, selv om landets klogeste økonomer allerede har udlagt teksten…
Det formuende Danmark har ikke råd til Ukrainekrigen…
Længere er den ikke…
Diplomatiet og freden venter hjulpet af Danmarks rigeste…
De turde sige fra…
Ikke en eneste dansk partileder har turdet det samme.
Tak til Danmarks rigeste…
Maersk hadede 2. verdenskrig. Indtjeningen røg helt i bund…
Ingen formueskat - ingen krig - Fred i verden - god indtjening for dansk erhvervsliv…
Og børns angst forsvinder og lilleskolen forsvinder som det fatamorgana i forårssolen som Mette Frederiksen har set….
Differentieret forsvarsskat er lig formueskat…
Folketingsvalget handler kun om krig eller fred…
Valget er dit…
Skal de rige betale mere til krudt og kugler.
Eller 3.000kr mere til Arne i Arne-pension om måneden…
Mette og alle de 11 andre partiledere elsker Ukraine-krigen.
Vil vil fred her til lands…
Måske afskaffes Sct Hans aften som det næste…
Og det koster ikke lønmodtagerne en krone…
Vi vil fred her til lands, sankte Hans, sankte Hans
Den ka' vindes, hvor hjerterne aldrig bli'r tvivlende kolde
Vi vil fred her til lands, sankte Hans, sankte Hans
Den ka' vindes, hvor hjerterne aldrig bli'r tvivlende kolde
De formuendes hjerter er blevet tvivlende kolde…
Med Lars Løkke som ny statsminister får vi gratis diplomati…
De formuende har ikke råd til et krigerisk midtpunkt som Mette Frederiksen…
“Når om våren hver fugl, over mark, under strand
Lader stemmen til hilsende triller sig bøje”
Fredsduer eller høge…
Stemmen er din…
Vi vil fred her til lands…
Godt valg til lille Danmark.
Der er blevet sat i skole af de formuende - måske de klogeste.
Den kloge narrer den mindre kloge…
I et folkestyre er valget dit…
"Dansk Erhvervs direktør…
"Dansk Erhvervs direktør Brian Mikkelsen fulgte trop: “Det er et kæmpe selvmål, som vil gøre Danmark fattigere … Den snak må stoppe nu!”"
Så er det tid til at indføre Overskudsdeling...
Det er ikke bare snak, når…
Det er ikke bare snak, når vi bekymrer os om øget ulighed, også i Danmark.
På dette link kan man selv sætte sig ind i de realiteter, som den meget seriøse franske økonom Thomas Piketty fremlægger om udviklingen i Danmark siden 1980, hvor Reagan og Thatcher forpestede verden med "trickle down" teorien, der må være det tættest man kommer på oppulent vindsteg og luftfrikadeller.
Det er hårrejsende læsning.
https://xn--konomiogpolitik-4tb.dk/files/2018/3_2018/3_2018_10.pdf
Indledningen lyder således:
"Stiger uligheden i Danmark efter samme mønster, som Piketty afdækker i Kapitalen i det 21. århundrede?
Balder Asmussen, cand.mag., ph.d., lektor, Det Blå Gymnasium,
Glamsbjerg, balderasmussen@gmail.com:
I sin bog Kapitalen i det 21. århundrede fra 2014 efterviser Thomas Piketty et fælles mønster for de tidligt industrialiserede lande, der har ført til stigende ulighed siden 1980. Pikettys empiri omfatter dog ikke Danmark, hvorfor det siden bogens udgivelse har været til debat, om udviklingen i Danmark følger det samme mønster som de øvrige tidligt industrialiserede lande. Denne artikel rummer det første systematiske forsøg på at teste Pikettys tese om, at uligheden er på vej tilbage på niveauet for 1800-tallet, på
Danmark. Artiklen bekræfter, at mønstret i Danmark er identisk med det, Piketty finder i de øvrige tidligt industrialiserede lande, dog med den forskel, at situationen med stigende ulighed i Danmark indfandt sig senere og startede fra et lavere niveau, men at uligheden til gengæld nu vokser hurtigere. Det forudses, at uligheden i Danmark ved uændret politik vil vedblive at stige fremover. "
Yin og yang begrebet …
Yin og yang begrebet
Skuespilleren Jesper Christensen har også en mening om formueskatten .
Han er kommet med denne betragtning “ når vi kan finde ud af at give til dem som har allermindst , så må vi vel også kunne finde ud af at tage en smule mere fra dem der har allermest “ og det kan jeg kun give ham ret i .
Tilføj kommentar