Annonce

Pape dropper at ændre lov, Løkke rygtes væk og minister talte ikke sandt

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Onsdag den 7. november. Dagen efter midtvejsvalg i USA, som både kan udlægges som en sejr for Trump eller som en sejr for hans modstandere. Sandheden er nok et eller andet sted imellem. Resultatet blev, at Demokraterne vandt kontrollen med det ene af kongressens to kamre, Repræsentanternes Hus, mens Republikanerne omvendt øgede deres flertal i det andet kammer, Senatet.

Læs mere om valget her.

Udover valget i USA, kan du læse mere følgende historier.

 

Regeringen dropper at ændre udskældt lov

Efter måneders forhandlinger kaster regeringen håndklædet i ringen: Der bliver ingen lempelser af udskældt offentlighedslov.

Selv om et politisk flertal ønsker at lempe offentlighedsloven, kommer det ikke til at ske inden næste folketingsvalg. Det konkluderer justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

”Der er et meget stort spænd imellem de partier, der forhandler nu, og derfor giver det ingen mening at gå videre,” siger justitsministeren til DR Nyheder.

Offentlighedsloven har især fået kritik for at mørklægge skiftende regeringers interne arbejdsgange og for dermed at gøre det sværere for journalister at kontrollere landets magthavere.

Læs hele historien her.

 

Minister indrømmer: Jeg fortalte ikke folketinget sandheden

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) gav forkerte oplysninger til Skatteudvalget, da han i et samråd den 27. september afviste at have modtaget rykkere fra den særlige undersøgelseskommission om Skat. Men det havde Skatteministeriet.

Det erkendte ministeren ved onsdagens samråd i Udvalget for Forretningsordenen.

"Det er jeg ked af, og det vil jeg gerne undskylde for,” sagde Karsten Lauritzen. Ministre har pligt til at tale sandt overfor folketinget, men sagen får ingen konsekvenser for skatteministeren.

Læs hele historien her.

 

Løkke måske på vej til industrien

Tirsdag foretog Dansk Industris adm. Direktør Karsten Dybvad lidt af et nyt karrierespring, da han meldte sig som kandidat til at blive bestyrelsesformand i den kriseramte Danske Bank.

Det efterlader et ledigt job, i en af landets mest magtfulde erhvervsorganisationer. Og statsminister Lars Løkke Rasmussen kunne være en mulighed. Det skriver netmediet altinget.dk i en analyse.

”På Christiansborg er det et vedholdende rygte, at statsministeren i et stykke tid har været på jagt efter et vellønnet job uden for politik.

Den slags rygter florerer altid om statsministre og skal tages med et gran salt.  

Men Venstre står skidt i målingerne, og partiets svage position er delvist forårsaget af statsministerens private sager gennem flere år.

Med en afgang nu vil Kristian Jensen have nogle måneder til at forberede en valgkamp, og Venstre vil undgå det potentielt blodige formandsopgør, som kan opstå, hvis Løkke først går af efter et tabt folketingsvalg.

Timingen bliver ikke meget bedre. Og jobbet gør i hvert fald ikke,” står der i analysen.

Af andre navne nævnes Margrethe Vestager, beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, direktørerne for Dansk Byggeri og Dansk Energi samt Finansministeriets departementschef.

Læs hele analysen her.

 

Ny formand for gymnasielærerne

Gymnasieskolernes Lærerforening, GL, har i dag fået ny formand, Tomas Kepler.

Tomas Kepler er 45 år og underviser til daglig i engelsk og historie på Aalborghus Gymnasium. Han har været tillidsrepræsentant, og de seneste fem år har han siddet i GL's hovedbestyrelse; de seneste to år som formand for overenskomstudvalget.

Tomas Kepler afløser som formand Annette Nordstrøm Hansen, der fik fem år på posten. Han tiltræder officielt den 1. januar 2019.


Vestager kritiserer EU-regler
Den danske EU-kommissær, Margrethe Vestager, udtaler sig nu for første gang om de op mod 200 filippinske chauffører, som har boet under usle og uhygiejniske forhold i Padborg og angiveligt arbejdet for helt ned til 15 kroner i timen.

Vestager er bedrøvet over de slavelignende vilkår chaufførerne har arbejdet under. Samtidig understreger hun, at det er helt uacceptabelt med postkassefirmaer:

”At folk kommer fra anden ende af verden og arbejder under slavelignende vilkår, er uden den værdighed, jeg tror, enhver ville forvente. Det tager ens bekymringer til et helt nyt niveau,” siger hun til Fagbladet 3F.  

Margrethe Vestager erkender, at de regler, EU har vedtaget på området, ikke dæmmer op for social dumping:

”Det har været meget svært at håndhæve lovgivningen. Den er blevet så kompleks, at myndighederne ikke har anet, hvad de skulle gøre og gribe i. Reglerne for cabotagekørsel har været alt for uklare. Det er helt uacceptabelt med letter box companies (postkassefirmaer, red.), som reelt ikke eksisterer, og med nomadechauffører, som bor i de lastbiler, de kører i,” siger hun.

Læs hele historien her.

 

Podcast-serien Pionererne, Episode 6: Fra Bykonger til Bydronninger?

Kun 11 ud af 98 borgmestre er kvinder.

Hvorfor er det et problem? Er vi for dårlige til at opstille kvinder, eller har kvinderne bare ikke lyst til at stille op? Hvorfor endte de med at gå efter borgmesterkæden? Kan de mærke forskel på, hvilke kampe de har været igennem i forhold til at blive borgmestre og på deres mandlige kollegers vej? Kvinder i kommunalpolitik udgør ca. 30 % herhjemme. I Sverige har tallet de sidste 20 år ligget over 40 %. Er det den danske politiske kultur den er gal med? Eller hvorfor er der den forskel?

Gæster: Borgmester Winni Grosbøll (S), Bornholms Regionskommune og regionsrådsformand, Sophie Hæstorp Andersen (S), Region Hovedstaden.

Værter: Lea Wermelin (S) og Rasmus Horn Langhoff (S), begge medlemmer af Folketinget.

placeholder

 

https://piopio.dk/sites/default/files/styles/large/public/kvadratisk_grafik_pionererne2489_5.png?itok=djQ1rVCx

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet