Paralleluniverset

Højrefløjens forsøger desperat at tørre ansvaret for krisen af på socialdemokraternes økonomisk uansvarlighed, til trods for at borgerlige regeringer har domineret Europa de sidste ti-femten år.
Så når Socialdemokraterne var i opposition over hele Europa, hvordan pokker kan de så være ansvarlige for et ”konstant offentligt overforbrug”?

Dagens Citat. Den borgerlige blogger Mikael Jalving analyserer i sit seneste indlæg, hvorfor Socialdemokraterne taber terræn blandt vælgerne ikke blot i Danmark, men overalt i Europa. Det er en velkommen forandring, at Mikael Jalving for en gangs skyld har forladt den parallelle virkelighed, som han lever i, og skriver om andet end politichefen i Odense, svenskernes politiske korrekthed og kulturkampens helte og skurke.

I sin analyse af, hvorfor de europæiske socialdemokratier går tilbage, citerer han den britiske historiker Robert Skidelsky:

Men hvad er egentlig forklaringen på, at socialdemokrater overalt i Europa taber afgørende terræn i disse år og enten må se vælgerne forsvinde til det yderste venstre eller til nationale højrepartier? (..) En anden makroøkonomisk forklaring er kommet fra den britiske økonomihistoriker Robert Skidelsky, der peger på, at socialdemokratiske partier og bevægelser har misforstået deres inspirator John M. Keynes (..) I stedet for at bruge Keynes med måde og kun stimulere økonomien og arbejdspladser i nedgangstider, tillod de et konstant offentligt overforbrug og en historisk udvidelse af de europæiske velfærdsstater. Som Keynes argumenterede for –igen ifølge Skidelsky – er det en forudsætning for keynesiansk-socialdemokratisk politik, at de offentlige investeringer sker på baggrund af en solid økonomi snarere end på baggrund af politisk ideologi. Det sidste bliver socialdemokrater over hele Europa nu straffet for. Af markedet – og af vælgerne”.

Højrefløjens fantastiske evne til at ignorere virkeligheden overrasker mig gang på gang. Når man lytter til de borgerlige politikere, lederskribenter og debattører får man let det indtryk, at Danmarks regering de sidste ti år har været socialdemokratisk.

Lad os et øjeblik se bort fra, at Socialdemokraterne måske nok har fejllæst Keynes (som jeg selv har skrevet om andetsteds), men at Jalving også har fejllæst Skidelskys ellers anbefalelsesværdige indlæg. Jalvings argumentation lyder altså, at socialdemokraterne har klattet for mange penge bort på velfærd og haft et permanent overtræk på det nationale kreditkort. Dette syndige overforbrug bliver nu straffet af såvel markedet som vælgerne. Hvis denne sang lyder bekendt skyldes det, at det blot er en genindspilning af den samme gamle plade om ’socialdemokraternes økonomiske uansvarlighed’, som resten af højrefløjen har spillet de sidste par år.

Desværre er der blot ét lille problem med denne ellers så elegante forklaringsmodel: Socialdemokraterne var stort set ikke i nærheden af regeringstaburetterne i de ti år, der gik op til krisen. Liberale, konservative eller kristendemokratiske partier sad næsten permanent på magten i EU’s medlemslande, herunder i Tyskland, Frankrig, Italien, Holland og Polen. Kun Storbritannien var den afgørende undtagelse fra denne borgerlige tendens.

Så når Socialdemokraterne var i opposition over hele Europa, hvordan pokker kan de så være ansvarlige for et ”konstant offentligt overforbrug”? Det kræver i hvert fald en helt særlig type logik at forklare dette – en logik, som jeg dog ikke er i tvivl om, at Jalving er leveringsdygtig i.

Når man på den ene side ignorerer virkeligheden, kan man på den anden side heller ikke forholde sig rationelt til den. Så længe de borgerlige derfor lever i et alternativt univers, er de ude af stand til at lære af den sidste krise. Derfor er de også dømt til at gentage de samme fejl som sidst.

Samtidig er det en mindre tilsnigelse at mene, at ’offentligt overforbrug’ og ’udvidelse af velfærdsstaten’ var skyld i den finansielle krise. Lad os kort opsummere, hvilke politiske ændringer, der har fundet sted de sidste 20 år: Dagpengene er blevet forkortet af tre omgange, fra henholdsvis 9 til 7, 4 og 2 år; genoptjeningsperioden for dagpenge er fordoblet; efterlønnen er blevet reformeret af flere omgange og er nu de facto blevet afskaffet; førtidspensionen er indskrænket; folkepensionsalderen hævet samt kontanthjælpen udhulet. Jalving mener åbenbart, at ovenstående er udtryk for ’en historisk udvidelse af velfærdsstaten’. Den lader vi stå et øjeblik.

Højrefløjens fantastiske evne til at ignorere virkeligheden overrasker mig gang på gang. Når man lytter til de borgerlige politikere, lederskribenter og debattører får man let det indtryk, at Danmarks regering de sidste ti år har været socialdemokratisk. Det gør jo verdensbilledet så dejligt nemt og simpelt, hvis man kan glemme fakta og lade som om, at venstrefløjen er skyld i alverdens økonomiske problemer.

Men i deres iver efter at hænge gældsproblemer, jobmangel og recession om halsen på socialdemokraterne, har de borgerlige glemt at svare på, hvad de egentlig har lært af Finanskrisen.

Når man på den ene side ignorerer virkeligheden, kan man på den anden side heller ikke forholde sig rationelt til den. Så længe de borgerlige derfor lever i et alternativt univers, er de ude af stand til at lære af den sidste krise. Derfor er de også dømt til at gentage de samme fejl som sidst.

Og det bør gøre alle meget bange.


Flere artikler om emnet

Annonce