Kort efter brændte Paris og blodet flød i boulevarderne. Men det var der ingen af impressionisterne, der malede.

Sidste år fejrede Frankrig 150-året for ‘impressionismens fødsel’.

1874 var året, hvor den første udstilling, som disse avantgardistiske malere selv arrangerede, og det var i protest imod ‘salonen’, den årlige censurerede udstilling, som de mente var bagudstræbende og fordomsfuld overfor deres nye tekniske eksperimenter og nutidige motiver.

Det er nok ikke nogen stor overdrivelse at påstå, at impressionismen er den kunstneriske retning, der i dag betager flest mennesker verden over.

Maleren Claude Monets motiver hænger i et utal af hjem, og mange elsker simpelthen impressionisternes flimrende motiver, der er flygtigt skitseret og med lyse farver.

Der er noget blødt og behageligt over disse malerier, der ikke ejer skyggen af konflikt eller af symbolske ladninger og historisk perspektiv.

Smee fokuserer især på ‘de forfærdelige år’, 1870-71, hvor Frankrig og hele Europas fremtid blev skabt i en smeltedigel af blod og tragedie

Dengang, hvor disse malere udstillede, blev de latterliggjort af flertallet. Også pionererne, såsom Édouard Manet og Gustave Courbet, havde store problemer med at blive taget seriøst af etablissementet.

Og selvom Frankrig længe har haft stor respekt for malerinden Berthe Morisot, der var repræsenteret på syv ud af de otte udstillinger, som impressionisterne selv stod for, har hun været reduceret til en af de kvinder, som Manet portrætterede et utal af gange.

Ny og overbevisende tese

Den Pulitzervindende journalist og forfatter, tilknyttet Washington Post, Sebastian Smee, udgav i slutningen af sidste år bogen ‘Paris in Ruins’, der handler om årene op til impressionisternes gennembrud.

Smee fokuserer især på ‘de forfærdelige år’, 1870-71, hvor Frankrig og hele Europas fremtid blev skabt i en smeltedigel af blod og tragedie, og udkommet udgør selv i dag kerneelementer af den tid og de styreformer, som vi lever med og i.

Ifølge Smee er det disse forfærdelige år, der bliver udslagsgivende for impressionisternes stil og tematikker. Og den tese er ny, men ganske overbevisende, når man læser bogen, der er spækket med relevante - og spændende - observationer.

Det var som om, at årene 1870-71 bare gik hurtigere end så mange andre år. Især i Frankrig, og i særdeleshed i Paris.

Preusserne rykkede hurtigt frem og omringede Paris

Napoleon III’s krigserklæring mod preusserne viste sig at være fatal og fuldkommen blottet for realitetssans.

Han tabte krigen og måtte abdicere, hvilket førte til det Andet Imperiums fald og udråbelsen af Republikken, fordi franskmændene ikke ville anerkende nederlaget.

Preusserne rykkede hurtigt frem og omringede Paris.

I de kolde vintermåneder led pariserne under preussernes bombardementer, og mange måtte ty til slagternes salg af hunde, katte og rotter, som blev solgt efter vægt.

Samtidig sad den berømte og flatterede nationalhelt, Victor Hugo, på Paris’ fineste restauranter og nød terrine, bestående af antilope med trøfler eller stykker af bjørn, der var blevet slagtet i byens zoologiske haver.

Senere slap også disse dyr op, og Hugo skrev, at nu indledtes indtagelsen af ’det ukendte’.

Ydmygelsen var total

Da kong Wilhelm lod sig udråbe til kejser af et samlet Tyskland, hvilket skete på Versailles, var ydmygelsen af Frankrig total, og for hans højrehånd, Otto von Bismarck, var sejren total. Frankrigs selvbillede af en militær og kulturelt overlegen nation var brudt.

At blandt andet impressionisterne og senere kunstnerne under ‘La Belle Époque’ skulle blive dem, der i det mindste genrejste Frankrig som verdens førende kulturnation, var der ikke mange, der dengang kunne forudsige.

Sebastian Smee beskriver indgående, hvorledes Manet og Morisot forsøger at holde sig oven vande gennem disse tragiske år.

Byen henlå i ruiner

Da tyskerne trak sig sejrrigt tilbage i 1871, blev ‘Pariser-kommunen’ udråbt af nogle radikale oprørere, og barrikader blev etableret på en lang række boulevarder.

Det endte i ekstremt blodige opgør, og det var en borgerkrig, der satte dybe sår i den franske sjæl. Og da kommunarderne var ved at tabe, satte de ild til store dele af Paris.

Byen henlå i ruiner.

Kommunarderne burde have lært af bevæggrundene til at det nye Paris var plastret til med de så karakteristiske boulevarder.

Det var Haussmann, der under Napoleon III’s ledelse havde forandret Paris’ fysiognomi så radikalt, og grunden dertil var erfaringerne fra den franske revolution, hvor oprørerne også befæstede gaderne med barrikader.

Nu var boulevarderne så brede, at det var nemt for militæret af slå oprøret ned.

Heltebilleder

Allerede i 1872, kort efter de blodige fejders ophør, blev den næste udstilling i rækken af Salonen vist frem for publikum.

Her var der et rungende fravær af disse modbydelige nedslagtninger af parisere, begået af parisere selv på hver sin side af konflikten.

Det var derimod heltebilleder - propaganda - af Frankrigs soldater, der bekæmpede preusserne, der prydede de fornemme vægge.

Impressionisternes mange malerier af Paris’ boulevarder mangler totalt de ruinøse byggerier

Det er på baggrund af alt dette, at Smee konkluderer at impressionisternes mange malerier, trods fraværet af al symbolik og politik, alligevel er et statement.

Impressionisternes mange malerier af Paris’ boulevarder mangler totalt de ruinøse byggerier, der blev brændt ned, og der er ikke skyggen af konflikt, krig, sult og nød.

Impressionisterne er kendte for at male ‘på stedet’, i modsætning til datidens mange malerier, der blev malet i atelierne og i kunstigt lys.

Impressionister bestræbte sig på at ‘male lyset’, og deres teknik bestod blandt andet i at male hurtigt, for at fange lysets skiftende og flygtige karakter.

Mistede troen på menneskeheden

Samtidig var motiverne ‘bløde’, og mennesker, bygninger og naturen skildres som ‘kontingente’. Intet var længere solidt plantet i en historisk kontekst, der kunne skabe overblik, endsige en klar historisk konklusion.

Det var som om, at impressionisterne havde mistet troen på alle fortællinger.

Malerinden Morisot skrev, at hun havde mistet troen på menneskeheden

Mange parisere udtrykte, at de var bange for at opholde sig i store menneskemængder efter borgerkrigen.

Malerinden Morisot skrev, at hun havde mistet troen på menneskeheden, fordi selv hendes nærmeste havde ageret egoistiske under krisen.

Claude Monet og Gustave Caillebotte flyttede til udkanten af Paris, og her begyndte de at opdyrke deres haver.

Nærmest som fiktion

’Paris in Ruins’ er en fuldkommen betagende og besættende bog at læse. Det er spændende at Smee endelig sætter impressionisternes oprør i en mere konkret historisk kontekst, og han formår samtidig at beskrive deres teknikker og indbyrdes forhold.

’Paris in Ruins’ blev modtaget særdeles positivt, og det forstår man godt. Det er en bog, der er uomgængelig for kunstinteresserede, men også for folk, der bare interesserer sig for historie, og som måske ligesom jeg har haft store problemer med at få et overblik over disse skelsættende, tumultariske år, er bogen virkelig kærkommen, 

Og så er det både underholdende og gruopvækkende læsning, der ligesom al god akademisk litteratur nærmest fungerer som fiktion.

Sebastian Smee. 'Paris in Ruins - The Siege, the Commune and the Birth of Impressionism'. Oneworld Publications. 384 sider. 2024.