Annonce

Partiet Fremad går meget langsomt fremad og Jeppe Kofod-melding om uroen i USA

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Udenrigsminister Jeppe Kofod skriver på Facebook, at han er forfærdet over George Floyds forfærdelige død. Han er også rystet overet USA, hvor der fyres tåregas af mod journalister, hvor forretninger nedbrændes, hvor der skydes mod politibetjente, og hvor fredelige demonstranter mødes med hårdhændede metoder. Udenrigsministeren afviser dog, at situationen kalder på en dansk, diplomatisk indsats.

Det går langsomt, meget langsomt fremad for Simon Emil Ammitzbøll-Billes parti, Fremad. Og Udenrigsministeriet advarer danskerne mod at tage på ferie i Sverige.

Velkommen til dagens Aktuelt.

 

Partiet Fremad går langsomt fremad

Partiet Fremad, der blev startet i november af Simon Emil Ammitzbøll-Bille, har fået 24 godkendte vælgererklæringer siden 4. maj. Dermed er partiet blot oppe på 2610 afgivne erklæringer.

Det skriver viser nye tal fra Social- og Indenrigsministeriet, skriver Jyllands-Posten med henvisning til ritzau.

Et parti skal have 20.182 vælgererklæringer for at blive opstilingsberettiget til et folketingsvalg.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille startede Fremad i november. Det skete oven på Folketingsvalget i juni, hvor hans daværende parti, Liberal Alliance, gik voldsomt tilbage og derefter gennemgik en strid om, hvem der skulle erstatte Anders Samuelsen som leder.

 

Jeppe Kofod:Det er kun USA selv, der kan og skal håndtere den nuværende situation

Udenrigsminister Jeppe Kofod spørger i et Facebook-opslag om situationen i USA - ovenpå "George Floyds forfærdelige død" med tåregas mod journalister, nedbrænding af forretninger, skud mod politibetjente, hårdhændede metoder mod fredelige demonstranter kalder på diplomatisk indsats fra Danmarks side.

Jeppe Kofods svar er, at kun USA selv kan og skal håndtere situationen:

"Jeg er, som mange andre, chokeret over tv-billederne fra USA de seneste dage. Vi har alle været vidne til en menneskelig tragedie. George Floyds forfærdelige død har igen rippet op i en dyb og historisk smerte i den amerikanske folkesjæl.

For USA's sande sjæl er det modsatte, af hvad vi så i den gruopvækkende video. USA’s sande sjæl er mangfoldighed. Det er en nation, der er bygget på selve grundtanken om individets rettigheder, lighed for loven og at magt skal kunne kontrolleres – checks and balances.

Her er retten til fredelig forsamling og demonstration selvsagt afgørende. At pressen kan arbejde frit og udøve deres samfundskritiske gerning i fred, sikkerhed og uden frygt for repressalier ligeså. Det er essentielt for ethvert demokratisk samfund, at frie, uafhængige og kritiske medier kan rapportere om og fra samfundsvigtige begivenheder. Det er kun endnu vigtigere, når demonstrationer om så grundlæggende samfundsspørgsmål tager et omfang som vi ser netop nu i USA's byer.

Tåregas mod journalister, nedbrænding af forretninger, skud mod politibetjente, hårdhændede metoder mod fredelige demonstranter, ja, listen er desværre lang. De sammenstød og overgreb, vi har set de seneste dage skal selvsagt rapporteres, dokumenteres og efterforskes. Og jeg har ikke grund til at tvivle på, at det også vil ske. For USA er et levende demokrati og en retsstat – foruden at være vores tætteste venner og allierede.

Det er dét USA, jeg kender. Som jeg har boet og studeret i og som jeg - som så mange andre danskere – holder så meget af. Derfor er det også dybt smertefuldt at se de billeder vi i disse dage får sendt direkte hjem i stuen. Det er min personlige holdning og mine personlige følelser.

Er det så en sag der bør tages op diplomatisk?

Her må jeg sige klart, at det er kun USA selv, der kan og skal håndtere den nuværende situation. Alle der kender USA indgående ved, at USA både menneskeligt og indenrigspolitisk står et exceptionelt følsomt sted lige nu. Her skal vores amerikanske venner mærke vores medfølelse, vores omsorg og vores støtte, skriver Jeppe Kofod i Facebook-opslaget.

placeholder

 

Radikale puster nyt liv i forslag om obligatorisk uddannelseskonto

Alle skal have ret til efteruddannelse.

Det mener Radikale, der ønsker at gøre det obligatorisk for alle at opspare en del af deres løn på en personlig uddannelseskonto.

”Der er brug for at gentænke vores tilgang til uddannelse. Vi skal give folk en reel mulighed for uddannelse hele livet igennem. Vi har talt om det i mange år, men vi er ikke rigtig lykkedes med det,” siger partiets beskæftigelsesordfører, Samira Nawa til Altinget.

Partiet fremlagde første gang forslaget i 2017. Siden da har coronakrisen kastet næsten 50.000 personer ud i ledighed, og flere kan blive ramt, når de økonomiske hjælpepakker inden længe udfases.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har bebudet en "opkvalificeringsreform", og det er i de forhandlinger, at regeringens støtteparti håber at gøre forslaget til virkelighed.

 

Udenrigsministeriet til danskerne efter gymnasieelevers Sverige-tur: Bliv nu hjemme

Sagen om fem gymnasieelever fra Roskilde Katedralskole, der fik konstateret covid-19 efter en ferie i Sverige, får nu Udenrigsministeriet til at advare borgerne mod at finde på at gøre noget lignende.

Det skriver TV2.

Det er nemlig stik imod myndighedernes rejsevejledninger, som altså stadig er gældende, forklarer direktør i Udenrigsministeriets Borgerservice, Erik Brøgger Rasmussen.

Men den anbefaling valgte de fem gymnasieelever fra Roskilde Katedralskole og deres syv kammerater ikke at følge.

”Jeg synes faktisk, vi har været meget klare. Men vi er jo samtidig også med på, at broen og den frie adgang til Sverige har været meget fristende”, siger han til stationen.

Hvis danskere alligevel beslutter sig for at tage en tur over Øresund, så bør de ifølge sundhedsmyndighederne holde sig hjemme i 14-dages karantæne.

 

B&O-formand Ole Andersen er død

B&O-formand Ole Andersen er død, 63 år gammel.

Ifølge en selskabsmeddelelse fra den danske elektronikproducent afgik Ole Andersen tirsdag ved døden - dagen før en ekstraordinær generalforsamling, hvor selskabets fremtid skal sikres.

”Det er med stor sorg, at vi har modtaget meddelelsen om Oles alt for tidlige død. Det har været et privilegiumat arbejde sammen med Ole, og vi takker ham for hans store bidrag til Bang & Olufsen de sidste mange år”, lyder det i en samlet udtalelse fra B&O's direktør, Kristian Teär, og næstformand, Juha Christensen.

Selskabet agter at gennemføre generalforsamlingen onsdag som planlagt. Selskabets næstformand, Juha Christensen, bliver konstitueretformand.

B&O oplyser ikke noget om dødsårsagen.

Ole Andersen har haft flere fremtrædende positioner i dansk erhvervsliv og har blandt andet været bestyrelsesformand for Danske Bank og ingrediensproducenten Chr. Hansen.

 

Nye praktiktal: Antallet af aftaler er halveret

Fra midten af marts til udgangen af april blev der indgået 2.149 lærepladsaftaler i Danmark.

I samme periode sidste år blev der indgået 4.270 af slagsen.

Det viser nye tal fra Styrelsen for It og Læring (STIL), skriver Altinget.

Tallene illustrerer, hvor hårdt coronakrisen har ramt erhvervsuddannelsernes praktikmarked - og ikke mindst for områder som hotel-, restaurant- og turismebranchen.

Her melder Horesta om et fald i nye aftale på mere end 90 procent under coronakrisen sammenlignet med sidste år.

Torsdag i sidste uge blev regeringen og arbejdsmarkedets parter enige om en stor aftale, der skal hjælpe lærlinge, elever og virksomheder godt igennem krisen.

Aftalen fordeler i alt over fem milliarder kroner fra AUB-ordningen til en række tiltag som løntilskud og bedre skolepraktik.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeppe Kofod udtaler sig om George Floyds "forfærdelige død". Han har åbenbart samme berøringsangst som journalisterne på DRs TV avis, hvor de udtaler, at George Floyd "døde i politiets varetægt". De, der dør i politiets varetægt er ofte nogen, der er smidt i detentionen uden tilsyn, og det sker heldigvis meget sjældent.

George Floyd blev DRÆBT af en politiofficer. Færdig!!

Annonce