Socialdemokratiet er tilbage der hvor partiet ser sig selv som selvskrevet til at være: Som det store, stolte regeringsbærende parti, der er omdrejningspunktet og sætter retningen i dansk politik. Det er den fornemmelse, som jeg sidder tilbage med efter partikongressen i Aalborg i weekenden.

Betydningen for partiet, kunne ikke mindst ses blandt deltagerne, som ikke var delegerede.

Udenfor kongressen var de store diplomat-biler med de blå nummerplader tilbage efter et par års fravær under den socialdemokratiske oppositionstid. De holdt side om side med de fine ministerbiler. Og på pladserne forbeholdt de internationale gæster, var der ikke kun partifællerne fra Europa, der havde indfundet sig, men fyldt med ambassadører fra nær og fjern.

Og indenfor i Aalborghallen var der konstant PET-vagter, der gik og sørgede for at ingen forsøgte at lave attentater på ministrene. Og selv om der var landsmøder hos både de radikale og Dansk Folkeparti, så var de fremmeste i journalist- og kommentatorkorpset sendt til Aalborg.

Det er den slags små tegn, der tyder på, at et parti betyder noget.

Den gode stemning varer næppe ved

Blandt de delegerede var stemningen bedre end den har været i årevis. Ikke kun inde i salen, hvor folk altid pligtskyldigt klapper, men også ude på gangene, hvor det er svært at finde nogle som er knotne eller bekymrede over et eller andet. I de første år under Mette Frederiksen, har der været blandet tilfredshed med tilpasningen af politikken, ikke mindst på udlændingeområdet, og særligt under de sidste år under Helle Thorning-Schmidt var der først latente oprørstendenser, som til slut blev afløst af udbredt apati.

Sådan er det ikke længere: ”De konflikthungrende journalister rev sig i håret i Aalborg. Det var noget nær umuligt at opdrive en utilfreds socialdemokrat. Og dem plejer der ellers altid at være nogle stykker af. Ingen intern kritik. Ingen murren i krogene. Ingen sure miner,” lød det fra avisen Danmarks politiske redaktør Thomas Funding i en analyse.

”Den gode stemning” i partiet er næppe uden udløbsdato.

”Den gode stemning” i partiet er næppe uden udløbsdato. Når meningsmålingerne vender, og ambitiøse folketingsmedlemmer begynder at tabe troen på eget genvalg. Når oppositionen på et tidspunkt får samlet sig eller når de mange hensigtserklæringer skal omsættes til konkret politik. Hvor der skal gennemføres noget, hvor nogen vinder og nogen taber, eller hvor nogen har sat næsen op efter mere, end de ender med at få. Det gælder ikke mindst den kommunale udligningsreform, som social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) snart skal lande.

Men indtil videre er de diskussioner gemt væk til et stykke ud i fremtiden. Bortset fra en enkelt vestegnsborgmester, der var utilfreds med sprogtest og en Europa-parlamentariker, der mente socialdemokratierne ude i Europa havde lyse fremtidsudsigter, så var der ikke mange delegerede, der fik andet end ”thumbs-up” retur fra partiformand Mette Frederiksen, når hun løbende kommenterede indlæggene på talerstolen.

Gentog løfte til Arne!

Mette Frederiksen kunne have brugt sin kongrestale på at fejre egne succeser, opliste regeringens allerede vedtagne beslutninger: Økonomiaftalen med kommuner og regioner, hjælpende hånd til børnefamilier eller det generelle fokus på at styrke velfærden.

Det er en udbredt tro i partiet på at man med forslaget om tidligere tilbagetrækning, sidder man et politisk trumfkort på hånden

Men Mette Frederiksen valgte en helt anden strategi. I stedet for at nedtone forventningerne til forslaget om tidligere pension, så gjorde hun til det til det helt centrale budskab i hendes kongrestale. Foran den nu desværre kræftramte Arne fra partiets valgplakater, som var mødt op, gentog hun løftet om, at det også nok skal blive hans tur.

”Det er forskellen på denne regering og den, Helle Thorning-Schmidt dannede for 8 år siden: Dengang ville man have fortiet den her type ting og lagt politisk besværlige valgløfter i glemmebogen. Mette Frederiksen går direkte i clinch med dem og tager de mest besværlige sager selv,” skrev Politikens politiske kommentator Kristian Madsen i en analyse.

Det er en udbredt tro i partiet på at man med forslaget om tidligere tilbagetrækning, sidder man et politisk trumfkort på hånden. En vindersag, som man er klar til at tage et valg på. Devisen er, at det kan blive både svært og dyrt for Dansk Folkeparti at afvise tidligere tilbagetrækning, blandt andet fordi DF’s ældre vælgere er store tilhængere af det.

Ro og sammenhold - i kontrast til Venstre

Alle de tre nulevende tidligere socialdemokratiske partiformænd havde også fået tildelt taletid på kongressen. Dermed bliver der trukket en skarp kontrast op til Venstre, hvor Lars Løkke Rasmussen ikke forventes at deltage i det ekstraordinære landsmøde.

Særligt interessant var det, at Helle Thorning-Schmidt igen var at finde på en socialdemokratisk kongres. Det har hun ikke været siden den ekstraordinære kongres som i 2015 kårede Mette Frederiksen som hendes afløser.

På trods af, at Mette Frederiksen har brugt en stor del af de seneste fire år på, med egne ord, at ”genoprette tilliden til Socialdemokratiet” ved at lægge afstand til centrale dele af Thorning-æraen, så dukkede hun alligevel op og fik både klapsalver og krammer af Frederiksen.

Poul Nyrup Rasmussen fik lov til at holde festtalen og lavede et langt potpourri over hans bedste historie fra et langt liv med politik. Han havde fået notatet om at Socialdemokratiet var blevet et grønt parti, for der var godt med genbrug. Og søndag var det Mogens Lykketofts tur til at tale til den forsamling han engang stod i spidsen for.

Socialdemokratiets kongres blev i store træk en æresrunde for Mette Frederiksen. En tak fra partifællerne for igen at have fået partiet i regeringen, men også en kongres, hvor hun endnu engang viser en ambition om ikke bare at være en administrator af firmaet ”Velfærdsstaten Danmark A/S”, men en politisk reformator på linje med de helt store formænd i Socialdemokratiets historie.