Partihopper beholder lukrativ post og flere end ventet søger seniorpension

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Velkommen til onsdagens udgave af Netavisen Pios nyhedsoverblik Aktuelt, med en lille håndfuld af døgnets vigtigste nyheder.
 

Partihopper holder på lukrativ post til oktober

Folketingsmedlem Britt Bager kan fortsætte på sin post som statsrevisor, selv om hun er skiftet fra Venstre til De Konservative. Det skriver Ritzau.

Men hun vælger at give den tilbage til sit gamle parti. Det sker til oktober i år.

“En aftale er en aftale, og jeg skulle afstå posten, så det overholder jeg selvfølgelig,” siger hun.

Det er umiddelbart første gang, at en statsrevisor skifter parti, og derfor har Statsrevisorernes sekretariat måttet granske vedtægterne.

Bager er berettiget til at beholde posten, hvis hun ville, fastslår Folketingets økonomiske vagthund i en e-mail til Ritzau.

Posten som statsrevisor giver omkring 300.000 kroner om året.

Læs hele historien her.

 

Justitsminister vil indkalde til forhandlinger om grænseåbning

Danskere med ødegårde i Sverige skal ikke regne med frit at kunne drage mod Sverige på denne side af påsken. Det siger justitsminister Nick Hækkerup (S) til DR Nyheder.

Til gengæld forventer han i denne uge at indkalde Folketingets partier til forhandlinger om rejser til udlandet og mulige grænseåbninger.

"Jeg vil, i forlængelse af den aftale, der er lavet om åbning, invitere alle partierne til at snakke om, hvordan vi skal åbne Danmarks rejser til udlandet igen, hvordan vi skal åbne grænserne, i hvilken takt skal det ske og så videre," siger Nick Hækkerup.

Rejser man alligevel til Sverige, vil man være pålagt krav de danske krav om test og isolation, når man vender tilbage til Danmark.


 

Mange seniorer vil forlade arbejdsmarkedet "hurtigst muligt"

Næsten fire ud af ti seniorer ønsker at forlade arbejdsmarkedet så snart som muligt. De er ikke indstillet på at vente, til de på et tidspunkt når folkepensionsalderen. Det skriver A4.

Sådan lyder de tankevækkende resultater fra en ny undersøgelse af seniorernes holdninger, som bygger på svar fra 12.700 personer over 50 år i beskæftigelse. Det er det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø der står bag.

Den tegner også et billede af en polariseret befolkning, hvor mange vil forlade arbejdsmarkedet, så snart det er muligt, mens en anden og næsten lige så stor del af danskerne vil blive på arbejdsmarkedet, også efter de formelt set kunne gå på pension.

For en meget stor del af danskerne er der tale om et frivilligt tilvalg af pensionistlivet. Næsten halvdelen, 49 procent, siger i undersøgelsen, at det handler om frihed, altså muligheden for selv at bestemme, hvad man skal foretage sig, når de skal give en forklaring på, hvorfor de vil stoppe med at arbejde.

Læs hele artiklen her.
 

Langt flere end ventet søger og får seniorpension

Siden 1. januar 2020 har 8.500 syge og nedslidte fået tilkendt seniorpension.

Det tal er langt højere, end man forventede, da den politiske aftale om seniorpension blev indgået i maj 2019.

Omkring 5.000 personer ville gøre brug af ordningen hvert år, lød forligspartiernes vurdering dengang.

Tallene fra jobindsats.dk viser også, at langt de fleste af dem, der søger, får tilkendt pensionen. Faktisk får 93 procent af ansøgerne et ja. Det vil sige, at kun 634 personer har fået afslag i 2020.

At tallet er endt højere, end man fra politisk hold forventede, forklarer chefkonsulent Brian Siggaard fra KL, med, at en del fleksjobbere har brugt anledningen til at overgå til seniorpension. En strøm, som han forventer vil aftage.

Læs hele historien her.

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Britt Bager kunne beholde posten indtil 2022, men vælger at give den tilbage til Venstre fra oktober hvor hun alligevel har aftalt at holde op. Jeres overskrift er 'Partihopper beholder lukrativ post'. Det er misvisende og ganske dårlig stil.

Annonce