Paul Auster: Byen og teksten som labyrint og kriminalgåde

Den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein er kendt for at være en af de første, der for alvor løste et sprogligt-matematisk problem, der var blevet opfattet som en selvfølgelighed gennem hele filosofiens historie: 

At sandhed består af en korrespondance mellem et objekt, og så dennes symbolske ækvivalent, sådan som den optræder i vores hjerner. 

Det lyder jo unægtelig kompliceret, men er i grunden ganske enkelt. Tidligere opfattede filosoffer og mange mennesker det sådan, at hvis man for eksempel bliver spurgt om der står et glas vand på bordet.

Så begynder man med at se efter, og man sammenligner glasset med vandet med det ‘billede’ at et glas vand, som man har i hjernen, og kan derefter bekræfte, at der faktisk står et glas vand på bordet. 

Problemet er bare det simple, at vi ind imellem også tager fejl. 

På en øde ø

Tag for eksempel en Robinson Crusoe, der efterlades på en øde ø. Hvis vi - for argumentets skyld - forestiller os, at han slet ikke har noget sprog, og er efterladt på øen uden anden menneskelig kontakt, og så begynder at opfinde sit eget sprog, blot ved at navngive alt, som han oplever. 

Han kan for eksempel opleve at falde og slå sit knæ, og denne følelse kalder han for ‘smerte’. 

Senere sker noget lignende, og han kan nu sammenligne den nye oplevelse med den tidligere, og erklære, at der er tale om ‘smerte’, simpelthen fordi han nu har denne oplevelse gemt i sin egen bevidsthed, og som han kan hive frem igen og sammenligne med. 

Læs også:En af tidens vigtigste grafiske udgivelser handler om ungdommens kvababbelser

Problemet er bare, at hvis man for eksempel udtaler, at man ved, at man har smerte, så siger man i grunden ikke mere, end at man har smerte. 

Det med at ‘man ved’, giver i grunden ikke mening, fordi det bare henviser til, at man forestiller sig, at man sammenligner oplevelsen, som man har gemt i bevidstheden med denne følelse. 

Problemet med at forstå det sådan er, at man slet ikke kan tage fejl, når det gælder smerte. Enten har man den, eller også har man den ikke. 

Det er ikke noget, som man ‘ved’, for ifølge Wittgenstein, så er viden forbundet med den faktor, at man også kan tage fejl. 

Babelstårnet

Kort sagt, så fungerer vores sprog ikke sådan, at tingene og ordene for dem hænger mystisk sammen. Det er sådan, at man kan forstå myten om Babelstårnet, som optræder Det Gamle Testamente, hvor menneskeheden forsøger at skabe det sprog, som Gud anvender. 

Men Gud destruerer dette tårn inden det bliver færdigt, og menneskeheden er dømt til at leve i en sproglig pluralisme, der aldrig er perfekt. 

De fortaber sig, og deres respektive skæbner er identiske

Det er derfor slet ikke tilfældigt, at forfatteren Paul Auster, indledte sit gennembrudsværk, ’The New York Trilogy’, med et citat af Ludwig Wittgenstein, for hele hans forfatterskab er et gigantisk sammensurium af sproglige problemstillinger, der får eksistentiel betydning for hans fortællinger. 

I de tre noveller, som ’The New York Trilogy’ består af, følger vi forskellige forfattere/detektiver, der påbegynder en række opgaver, der i sidste ende handler om sproget i sig selv. 

De fortaber sig, og deres respektive skæbner er identiske, nemlig et forlis, hvor de fortaber sig i labyrinter og mister evnen til at navigere og leve normalt. 

Fyldt med anekdoter

Det interessante ved Paul Austers forfatterskab er, at han formåede at bruge disse filosofiske paradokser til at fortælle om hverdagshændelser, der på en sær og spændende måde gør disse højtravende tanker til reelle virkemidler, der kan betyde noget for mange. 

Tag for eksempel alle hans forskellige anekdoter, der i grunden er ubetydelige, som for eksempel om eventyreren Peter Freuchen, der under en ekspedition bliver fanget i en iglo under en snestorm. 

Som tiden går, bliver hans åndedrag til is, og væggene i igloen bliver tykkere og tykkere, og rummet mere og mere trængt. 

Læs også:Paul Auster folder den amerikanske voldshistorie ud i ny fortvivlende bog

Paul Auster nævner denne passage i New York-trilogien, ligesom han nævner den russiske litteraturkritiker, M.M. Bakhtin, der under tyskernes invasion af Rusland bruger sit eneste manuskript om Tysklands litteraturhistorie som cigaretpapir, rygende side efter side, så der til sidst ikke er mere tilbage. 

Det er den slags paradokser, som Paul Auster fletter ind og ud af sine historier, og som gør hans bøger så besættende, som en kriminalgåde, hvor selve sproget er det, der udspioneres og efterforskes, og hvor der er farer overalt, og hvor ens identitet hele tiden sættes over styr, iblandet alt muligt andet, der stiller spørgsmål til meningen med livet. 

Dybe paradokser og eksistentielle faldgruber

’The New York Trilogy’ udkom i årene 1985-86, og blev som sagt hans gennembrudsværk. I 1994 blev den første novelle, med titlen ’City of Glass’, udgivet som grafisk roman, designet af David Mazzucchelli, efter idé af Paul Karasik. 

Den blev en bestseller, og er oversat til utallige sprog. Desværre døde Paul Auster sidste år og nåede derfor ikke at opleve, at hele ’The New York Trilogy’ nu foreligger i en grafisk udgave, endnu med Paul Karasik som tovholder, og med design af Lorenzo Mattotti til novellen ’Ghosts’ og med Paul Karasiks egne designs til den sidste novelle: ’The Locked Room’. 

Det er en vældig spændende oplevelse at læse hele værket, fordi tegningerne er så illustrative, og de fremhæver de mange paradokser og det underligt spekulative og imaginære plan, som Austers historier er så gennemsyret af. 

Læs også:Mod solens fjerne Pandæmonium i Vest: Nekrolog over Cormac McCarthy

Det fungerer, fordi alle illustratorerne formår at tegne således, at man får en fornemmelse af, hvorledes en ellers ret ligetil historie består af dybe paradokser og eksistentielle faldgruber. 

Lige fra begyndelsen har Paul Auster fascineret det danske publikum, og hans bøger er blevet solgt i store antal. 

Nogle er helt vilde med ham, inklusiv mig selv, mens andre afviser hans leg med sproget som værende overfladisk og hult. Sådan skiller han læserne i hold. 

Privatsprogsargumentet

Det som Wittgenstein gjorde op med, er det som man i filosofien kalder for ‘privatsprogsargumentet’.

Som alternativ mente Wittgenstein, at sproget fungerer som et netværk af betydning, hvor ordene ikke bare sådan direkte refererer til genstande, og at sandhed om verden hænger sammen med hele vores opfattelse af selvsamme. 

Han forklarer det således: Tidligere mente alle at jorden var flad. Ikke fordi alle kunne forklare, hvorfor jorden nu engang var flad, men fordi alt andet hang sammen med denne opfattelse. 

Men langsomt faldt den nye opfattelse i hak

Man betvivlede ikke, at det hang sådan sammen, og hvis man gjorde, ville man blive betragtet som værende gal eller kætter. 

Da Kopernikus så påstod, at jorden slet ikke var flad, så blev han opfattet som kætter. Men langsomt faldt den nye opfattelse i hak, og i dag ville man formodentlig være en idiot, hvis man betvivlede sådan noget. 

Eller i hvert fald ville en anden antagelse gøre, at stort set hele den verdensopfattelse, som vi lever i og med, ville styrte sammen omkring os. 

Kopernikanske vendinger

Det er sådan et babylonisk fald, som Paul Austers forfatterskab handler om, og eftersom der rent faktisk forekommer ‘kopernikanske’ vendinger, eller det som man kalder for ‘paradigmeskift’, så kan vi aldrig helt være sikre på, hvad fremtiden vil bringe, og hvad det vil betyde for vores opfattelse af os selv. 

Alt det her er stof til eftertanke, og brændstof til god litteratur. 

Læs også:Den noget nær perfekte julehistorie

Paul Auster var en stor forfatter, fordi han formåede at gøre disse mærkelige tankemønstre til gængs viden, som man kan fascineres af og undres over.

Derudover gjorde Paul Auster især New York til en del af hans eksperiment, hvor han opløste byen i anekdoter og underlige plots, der får dens beboere til at skifte identitet i kraft af de imaginære labyrinter, som byen under overfladen består af. 

Den holder endnu

Det er som at læse hele byen gennem et netværk af forskellige identiteter, der alle fungerer som de mursten, som byen er bygget op af. 

Hver især er de enestående og isolerede, men hele tiden glider de ind og ud af hinanden, skifter plads og betydning, og på den måde flettes der hele tiden nye historier, der bliver samtlige beboeres skæbne, uden at man egentlig selv er vidende om det. 

’The New York Trilogy’ som grafisk roman er fremragende og den burde oversættes til dansk også. 

Det har været en overraskende god oplevelse på den måde at få genlæst dette værk for mig. For den holder endnu, og illustrationerne giver bare ekstra stof til eftertanke og yderlige fascination. 

'Paul Auster’s The New York Trilogy. City of Glass. Ghosts. The Locked Room'. Grafisk arbejde af Paul Karasik, Lorenzo og David Mazzucchelli. 400 sider. Pantheon Books, 2025.