Julenat brugte pave Frans i Rom sin midnatsmesse til at sammenligne Maria og Josef med verdens flygtninge og migranter. ”De måtte forlade deres folk, deres hjem og deres land og tage ud på en rejse for at blive skrevet i mandtal”, sagde det religiøse overhoved for verdens katolikker med henvisning til fortællingen om Jesu fødsel i Lukasevangeliet. Og som bekendt var der ikke plads til dem i herberget, gør paven opmærksom på. ”Så mange andre fodspor er gemt i Josef og Marias fodspor i dag”, uddybede paven og talte om kvalerne for nutidens flygtninge og migranter.

Åben jeres døre for Kristus
Nu skal man jo passe på med at begive sig ud i en diskussion om bibelfortolkning med selveste paven. Men alligevel. Det virker lidt søgt. At tage til sin slægtsby i et par dage som led i en folketælling er vel næppe sammenligneligt med at flygte over hals og hoved til et fremmed kontinent for at undgå at blive sprængt i stykker af mortergranater. Trods alt.

I vanlig stil holdt paven sig dog ikke til medfølelse med de forfærdelige skæbner, alverdens flygtninge møder. Der var også indarbejdet en lille løftet pegefinger. Og hvis nogen var i tvivl om, hvad den var, gjorde paven i grandios stil opmærksom på, hvordan den lille historie skulle forstås. ”Åben jeres døre for Kristus”, messede paven.

Gæstfrihed betalt af de svageste
Selvom gæstfrihed og næstekærlighed unægtelig er vigtige menneskelige egenskaber, så er det ikke på grund af mangel på disse, at middel- og underklassen i Europa har vendt sig imod indvandring. Tværtimod har de europæiske befolkninger i de sidste 30 vist gæstfrihed og næstekærlighed i historisk omfang og givet plads til flygtninge og indvandrere fra andre dele af verden.

Men midt i næstekærligheden og gæstfriheden, opdagede vi noget. Dels at de økonomiske og kulturelle udgifter til den store indvandring var større, end nogen havde troet. Og dels, at det var en regning, som skulle samles op af dem, der i forvejen havde mindst. Integrationen af de nye medborgere er den samfundsopgave i moderne tid, der er blevet fordelt mest skævt.

Ham, der har mindst, fra ham skal alt tages
Det er ikke i byens pænere kvarterer, at utrygheden og kriminaliteten stiger. Det er ikke de fine børns skoler, der skal døje med elever, der dårligt kan dansk, når de starter i skole, og hvor forældresamarbejdet gennem hele skolegangen er noget nær ikke-eksisterende. Det er ikke i de pæne borgerhjem, at nabofællesskabet smuldrer, fordi man taler 5 forskellige sprog i opgangen. Det er ikke paver eller kardinaler, der risikerer at få trykket deres lønninger eller miste deres ufaglærte job, fordi store grupper af flygtninge skal ud på arbejdsmarkedet på ganske kort tid.

Nej, den slags kvababbelser, det er overladt til dem, der i forvejen har fået så lidt ud af globaliseringen. Det er dem, paven fra sit hellige luksuseksil nu beder vise næstekærlighed og åbne dørene for Kristus. Dem, der i forvejen har mindst, og som i de sidste 30 år har stået alene med at løse integrationsudfordringerne, de skal nu tage en ekstra tørn. I næstekærlighedens navn. Åben jeres døre for Kristus, oh lavere middelklasse, mens vi andre fejrer friværdien.

Konsulinde Holm-syndromet
Det til trods for, at paven har gjort sig til en art moderne skytsengel for verdens fattige. Han har endda taget navn efter Frans af Assisi. Men forståelsen for, hvad der rører sig i samfundets nedre lag, besidder han åbenlyst ikke. Som Matadors konsulinde Holm, der afholder kirkebasar og ikke forstår, hvorfor de fattige dog er så utilfredse, prædiker denne scepterbærende hattedame fra Rom på mere gæstfrihed fra dem, der i 30 år ikke har fået andet end hån og bristede forventninger til gengæld for gæstfriheden.

Og når nu paven er i gang med at fortælle historier fra Lukasevangeliet, så kunne han passende bladre et par sider frem til kapitel 6, vers 31, hvor Jesus siger ”gør ved andre, som du vil, at de skal gøre ved dig.” I skrivende stund bor der præcis 0 flygtninge i Vatikanet.

Der er ikke plads, må vi forstå.

Mads Havskov Hansen skriver Mads og Monologen på Netavisen Pio.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.