Pelle Dragsted: Danmark kan vise vejen for Europas centrum-venstre

Mange steder i Europa hiver centrum-venstre efter vejret, efter et årti med nyliberalistiske nedskæringer. Kan det nye flertal i Danmark vise vejen frem?
I denne uge åbnede folketinget, Mette Frederiksen holdt sin jomfrutale som statsminister, og regeringen præsenterede sit finanslovsudspil, som nu skal forhandles med det parlamentariske grundlag.

Regerings-fløjen er kommet rigtig fint fra start

Regerings-fløjen er kommet rigtig fint fra start. Hver uge har budt på nye populære politiske initiativer. Undskyldning til Godhavnsdrengene. Afskaffelse af de forhadte fraværsregler i gymnasierne. Indgreb overfor NETS urimelige gebyrer på betalingsservice. Samarbejdet mellem regeringen og støttepartierne virker til at fungere fornuftigt. Meningsmålingerne peger opad – både når det gælder opbakningen til partierne i regeringsblokken og statsministerens popularitet.  

Og ved FNs klimatopmøde kunne statsministeren sole sig i positive internationale reaktioner på de meget ambitiøse klima-mål, som det nye flertal har forpligtet sig på.

Spanien og andre kigger til Danmark

Der sidder nok en venstrefløjsleder eller ti rundt omkring i Europas kriseramte socialistpartier og ser til Danmark i de her dage. Forleden kunne man i hvert fald læse i Politiken, at den spanske regeringsleder Pedro Sanchez, der netop har udskrevet nyvalg efter sammenbrud i forhandlingerne med venstrefløjspartiet Podemos, havde bedt om at få oversat det forståelsespapir, som danner ramme om samarbejdet mellem Mette Frederiksen og det parlamentariske grundlag.

Succesrige centrum-venstre-regeringer hænger ikke på de europæiske træer

Succesrige centrum-venstre-regeringer hænger ikke på de europæiske træer for tiden, og det bliver interessant, om det nye flertal vil blive en inspirationskilde for socialdemokratier og venstrefløjspartier på det gamle kontinent.

De gode tider er snart forbi

Det vil formentlig afhænge af flere ting. Det første store spørgsmål bliver, hvordan regeringen vil håndtere det økonomiske konjunkturskift, der lurer i nær fremtid. Om der bliver tale om en hård eller blød landing er stadig uvist – men de fleste økonomer er enige om, at de gode tider snart er forbi. I krisetider er der ikke nogen nemme valg, og det er langt sværere at gøre alle glade på én gang. Og sporene fra den seneste krise skræmmer.

Her stillede socialdemokratiske regeringer både i Danmark og i resten af Europa sig i spidsen for en reform- og nedskæringspolitik der sendte kriseregningen til lønmodtagerne og deres arbejdsløse kollegaer.

Vil Mette Frederiksen – presset af dårlige konjunkturer – slå ind på samme vej, eller vil hun holde fast i løfterne om at holde hånden under velfærden og lønmodtagerens rettigheder, selvom det betyder konflikt med erhvervs-eliten?  Hvis det første bliver tilfældet vil populariteten blive sat på prøve, og konflikter med Enhedslisten og SF kan i værste fald gøre en hurtig ende på regeringsperioden.

Hvis omstillingens byrder fordeles uretfærdigt – vil det utvivlsomt dræne på opbakningen

En anden lakmusprøve vil være klimaloven og den efterfølgende forhandling om en klimahandlingsplan som skal sætte gang i en af de største økonomiske omstillinger i nyere historie.

Her bliver det afgørende om regeringsblokken formår at gennemføre forandringerne på en måde der ikke vender den tunge ende nedad, og forstærker den ulighed, som i forvejen har nået et rekord-niveau. Det kan godt være at danskerne ikke tager gule veste på og drager hærgende gennem Strøget. Men hvis omstillingens byrder fordeles uretfærdigt, og bidrager til øget utryghed – vil det utvivlsomt dræne på opbakningen – både til regeringen og til den nødvendige grønne omstilling.  

Blå blok sled hinanden op

Også udlændingepolitikken kan spænde ben. Med forståelsespapiret lykkedes det at finde en slags våbenstilstand mellem socialdemokraternes hårde linje, og de øvrige partiers ønske om en mere human politik.

Der blev gjort op med den mest fladpandede symbolpolitik med kagefejringer, tomme teltlejre, dyre fange-øer. Den brede udlændingepolitik blev der til gengæld ikke pillet ved. Men freden er skrøbelig. Nye flygtninge-strømme (jeg hader ordet, men kunne ikke finde på et andet) kan presse socialdemokraterne til nye drakoniske stramninger, som vil bringe dem på kollisionskurs med støttepartierne.  

Selv de bedste muligheder kan ødelægges

Endelig er det også op til partierne i regeringsblokken. Selv de bedste muligheder kan ødelægges. Det behøver man kun at se til Lars Løkkes samspilsramte regeringstid for at få bekræftet.

Her sled partierne i blokken langsomt såvel hinanden, som tilliden til regeringsblokken op i evige kampe, der oftest handlede mere om at ydmyge modstanderen end at selv høste politiske sejre. Samme danse macabre kan de fire partier i regeringsblokken sagtens vælge at kaste sig ud i.

Der er meget på spil. Lykkes det at kombinere en ambitiøs grøn omstilling med en solidarisk velfærds og fordelingspolitik – også når krisen kradser, så kan Danmark blive en inspiration for venstrekræfter i Europa.  

Men meget kan gå galt.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Kommentarer fra Facebook