Pelle Dragsteds Nye Nordiske Fusionssocialisme

Pelle Dragsted skyller revolutionen ud med badevandet i ny spændende bog. Det skal han have tak for.
Der er gået en stor reklamemand tabt i Pelle Dragsted.

Det kræver nemlig sin socialist at sætte sig så tungt på mediefladen, at man kan få lov at reklamere for sin "Nordisk Socialisme" i DR-programmet Deadline, blive nådigt anmeldt i det borgerlige magasin "Kontrast" og samtidig jage en skræk i livet på hattedamerne i Pilestræde.

Og det er nok også sådan, mange socialdemokrater kender Enhedslistens ideologiske fyrtårn: Som en charmerende reklamemand, der kan sælge Enhedslistens dårlige løsninger og floskler, som var det solid solidarisk politik.

Der er gået en stor reklamemand tabt i Pelle Dragsted.

"Nordisk Socialisme" er imidlertid ikke den omgang smarte slogans og verdensfjern moraliseren, som man ofte hører fra den yderste venstrefløj.

Tværtimod leverer Pelle Dragsted en begavet og udogmatisk analyse af den danske model for fusionssocialisme, hvor fri markedsøkonomi fungerer side om side med en stor offentlig sektor og en ofte upåagtet sektor af kunde- og medlemsejede virksomheder med rødder i andelsbevægelsen.

Hvad gør vi med den syge kapitalisme?

Han kommer samtidig med praktiske og gennemførlige bud på, hvad vi gør ved en kapitalisme, der - med statsministerens ord - er blevet "syg".

Den globale elite har nemlig opsagt deres del af den samfundskontrakt, der igennem efterkrigstiden sikrede, at hvis almindelige mennesker arbejdede hårdt og spillede efter reglerne, så kunne også de arbejde sig vej til rigdom og lykke.

"Nordisk Socialisme" er imidlertid ikke den omgang smarte slogans og verdensfjern moraliseren, som man ofte hører fra den yderste venstrefløj.

Den amerikanske drøm som eksisterede i Danmark. Men efterhånden er et minde. Den socialde mobilitet er nemlig gået i stå, mens de rigeste øger deres andel af samfundskagen.

Vi bliver alle sammen rigere, men nogen få bliver meget rigere og meget mere magtfulde end andre.

En recept på demokratisk socialisme

Så mens socialdemokraterne kan stille diagnosen, er det doktor Dragsted der kommer med et bud på behandlingen, og den er lige så simpel, som den er genial: Andelsbevægelsen.

For mens den yderste venstrefløj spejdede efter socialismen i Østens diktatur-stater, så overså den, hvordan stoute venstrebønner og godmodige socialdemokratiske arbejdere herhjemme havde opbygget en demokratisk, eller i hvert fald ikke-privatkapitalistisk sektor, der leverede og stadig leverer alt fra frisk mælk over boliger til forsikringer og realkreditlån.

Vi bliver alle sammen rigere, men nogen få bliver meget rigere og meget mere magtfulde end andre.

Læg dertil en offentlig sektor, der beskæftiger hver tredje dansker.

Det er den del af økonomien, som skal styrkes, og det kan faktisk gøres uden at tage et opgør med den private ejendomsret. Ja, du læste rigtigt. Pelle Dragsted aflyser den socialistiske revolution, som siden 1917 har været det, der adskildte revolutionære fra reformistiske socialister.

Ud med Rosa Luxemburg og ind med Eduard Bernstein, der i starten af det 20. århundrede tournerede med et lignende budskab: Socialismen og kapitalismen kan sagtens eksistere side om side. Det handler bare om at rykke balancen.

Det kan godt være, Pelle Dragsted ikke har høje tanker om sin patient - kapitalismen. Men hvis hans kur virker, er det så ikke lige meget, om doktoren ankommer i en rød eller blå bil? 

Hvad med væksten?

Nordisk Socialisme har også sine svagheder. Den giver aldrig et troværdigt bud på, hvordan man sikrer den dynamik og innovation, som viste sig at være de liberale demokratiers helt store fordel i konkurrencen med Østblokkens planøkonomi.

Socialismen og kapitalismen kan sagtens eksistere side om side. Det handler bare om at rykke balancen.

Til tider sidder man også med en fornemmelse af, at den manglende vækst passer Pelle Dragsted ganske fint, så får han også løst klimaproblemet i samme snuptag. Mindre produktion udleder mindre Co2.

Det hænger bare ikke sammen med, at Dragted og Enhedslisten samtidig vil hæve snart sagt alle ydelser og ansætte endnu flere offentligt ansatte. Hvor skal de penge komme fra uden vækst? Hvordan skal den grønne omstilling finansieres uden vækst? 

Det er imidlertid en mindre relevant diskussion, for indtil videre er der ingen fare for, at balancen i økonomien tipper for langt i Pelle Dragsteds favør. Tværtimod - her og nu står kampen for en mere retfærdig, men også mere effektiv kapitalisme som flere kan nyde goderne af.

Forfulgt af rygter

I sin anmeldelse af "Nordisk Socialisme" spørger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) retorisk, hvorfor Pelle Dragsted ikke bare melder sig ind i Socialdemokratiet?

Et spørgsmål der har jaget Pelle Dragsted, siden den forhenværende autonome aktivist lagde elefanthuen på hylden, og som Pelle Dragsted benægter tilstrækkeligt højlydt til, at der nok er noget om snakken.

Her må man imidlertid ile Dragsted til undsætning. Hans socialistiske ambitioner ville stikke gevaldigt ud i den socialdemokratiske folketingsgruppe (SF er måske en anden sag).

Og det er en skam.

For selv om Dragsted spiller den samme gamle plade om Socialdemokratiets svigt, som man har hørt fra den kant i over 100 år, så har han en pointe, når han påpeger, at Socialdemokratiet i praksis er ophørt med at ville rykke ved hovedstrukturerne i det kapitalistiske samfund.

Hans socialistiske ambitioner ville stikke gevaldigt ud i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Og det er en skam.

Det gav måske mening engang. Sporerne fra østblokken skræmmer, og man har siden murens fald haft travlt med bare at stå imod den nyliberalistiske ideologiske offensiv og presset fra de af globaliseringen løsslupne kapitalkræfter.

For mange politisk aktive er Arne-pension udtryk for det første sociale fremskridt i deres levetid.

Men der er en energi og et momentum i tiden for solidariske og fælleskabsorienterede ideer. Pelle Dragsted giver et godt bud på, hvordan venstrefløjen kan bruge den energi. Det bør Socialdemokratiet også gøre.

Pelle Dragsted: Nordisk socialisme – På vej mod en demokratisk økonomi, Gyldendal, 450 sider. 300 kroner. Udkom d. 1. maj 2021.

 

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Tak for en god og sober anmeldelse - af en spændende og vigtig bog, som giver et uortodokst bud på en mere solidarisk samfundsudvikling

“Det hænger bare ikke sammen med, at Dragted og Enhedslisten samtidig vil hæve snart sagt alle ydelser og ansætte endnu flere offentligt ansatte. Hvor skal de penge komme fra uden vækst? Hvordan skal den grønne omstilling finansieres uden vækst?”, er skribentens spørgsmål.

Det er der sådan set kommet mange svar på, men i den socialdemokratiske verden kendes kun et vækstbegreb. Mere af samme slags plus 5, 10, 1t % og gerne mere. Hvorfor så det? Det er den model S låste sig fast i for 120 år siden, da man antog modellen, hvor klassesamfundet var en fastslået størrelse, således at den eneste mulighed var at sikre øget velstand for de fattigste var stigende produktion og konsumption. I dag har det udviklet sig til en farce, hvor solidaritet fremføres af den aktuelle statsminister som muligt kun gennem stadig øget forbrug. Vil du være solidarisk så forbrug er mantraet. Samtidig tør/vil S ikke røre ved den økonomiske fordeling i samfundet. Ingen øget beskatning af de højeste indkomster, ingen beskatning af arbejdsfri gevinster, hvad enten det drejer sig om boliger eller kapitalgevinster ved aktiespekulation mv. S er blevet det kapitalistiske samfunds garanti for enhver forandring, der sikrer større lighed ud fra idéen om, at der ikke rokkes med båden, for så går kapitalisterne i land, sætter sig på deres hænder, indtil de får deres vilje med sloganet “ vi bliver alle fattigere, hvis ikke vi får lov at bestemme”, og det får de så. Så S er blevet tilfredse med at forvalte en stivnet, økonomisk samfundsstruktur. Herfra kommer intet nyt.

Annonce