Pensions-debat: Vi må ikke glemme de nedslidte

Den værdige alderdom er blevet et privilegium for dem der har råd og dem som har valgt en karriere langt fra fysisk arbejde. De nedslidte bliver glemt
Ole Bornedals spillefilm ”Så længe jeg lever”, har igen gjort den folkekære troubadour, John Mogensen, populær. Skønt teksterne er skrevet i en tid, hvor klassekampen var langt mere tydelig, end den er i dag, så er sangene stadig en påmindelse om, at vi skal bekæmpe de sociale uretfærdigheder, der finder sted i vores samfund.

Selv om der er sket meget siden John Mogensen døde i 1977, er der fortsat masser af uretfærdigheder at gribe fat i. I dag er det måske knapt så meget lønningerne og økonomien, men de mange skævvridende lovgivninger, forklædt i floskler om ”nødvendighedens politik”, der er problemet.

Den værdige alderdom er blevet et privilegium, der er forbeholdt dem, der har råd

Konkret tænker vi på den højere pensionsalder og de nærmest umenneskelige krav til tildelingen af førtidspensioner. Tiltag, som har store konsekvenser for slagteriarbejderne, håndværkerne og alle dem med slidsomme arbejdsopgaver, men som knapt rammer akademikerne ved skrivebordene.

Den værdige alderdom er blevet et privilegium, der er forbeholdt dem, der har råd, og dem som har valgt en karrierevej, der ligger langt fra det fysiske arbejde. Bliver du ramt af slidgigt, skoliose eller andre former for nedslidning er det bare synd. Og i stedet for at blive rakt en kærlig hånd, får man stukket et pilleglas i hænderne. Det er ikke retfærdigt.

Det er forskel på folk
Vi har på mange måder indrettet vores system efter rationalerne om, at ”øget arbejdsudbud” går forud for alt andet. Og når middellevealderen stiger, ja, så er det vel bare at arbejde et par år mere?

Problemet er, at vi i iveren efter at fremtidssikre økonomien glemmer, at jo højere uddannelse, jo højere levealder. Håndværkeren og sosu-assistenten lever ikke så længe som akademikeren, og derfor bliver otiummet også relativt set reduceret mere for nogle grupper end for andre grupper på arbejdsmarkedet.

Tag os selv som eksempel: Den af os, der er i gang med en længere videregående uddannelse, vil i gennemsnit leve omkring seks år mere end den af os, der er udlært slagter. Dertil skal selvfølgelig lægges alle de gener og smerter, som den af os med slagter-baggrund er disponeret for, som følge af de arbejdsopgaver, der følger med jobbet.

Blev man tidligere ramt af nedslidning i den erhvervsdygtige alder, var der et sikkerhedsnet, der greb en.

Ikke nok med at pensionsalderen er steget, har man også lukket for de udveje, der førhen eksisterede. Blev man tidligere ramt af nedslidning i den erhvervsdygtige alder, var der et sikkerhedsnet, der greb en. Nu er det så tyndslidt og fyldt med huller, at det er let at falde igennem.

Efterlønnen er nærmest udhulet og mulighederne for at få tildelt en førtidspension er i dag så restriktive, at man skal være slidt halvt ihjel for overhovedet at komme i betragtning. Noget som dokumentaren ”Drømmen om førtidspension”, der blev vist den 8. marts på TV2, fik udstillet på glimrende vis.

Det viser sig også i antallet af tildelte førtidspensioner, der over de sidste år er halveret. Det er selvfølgelig helt okay, at dem, der kan arbejde, skal arbejde. Men det er aldrig okay, at man efter et langt arbejdsliv ikke kan få en hjælpende hånd af det samfund, man igennem alle årene har bidraget til, når man åbenlyst ikke længere kan arbejde. Konsekvensen er, at flere og flere må have gigtmedicinen med i baglommen, når de traver til byggepladsen, og at deres otium vil blive præget af et endnu større smertehelvede.

En differentieret pensionsalder
Sidste forår lykkedes det Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti at bremse regeringens planer om at hæve pensionsalderen yderligere. Det var en vigtig sejr, men det betyder ikke, at vi må glemme, at der stadig er mange faglærte og ufaglærte, der lider under de reformer, der siden 00’erne er blevet indført. Sikkerhedsnettet skal syes til, og det kræver at politikerne tager ansvar.

For os at se, at der ingen tvivl om, at klassekampen stadig er højaktuel.

Konkret vil vi foreslå, at pensionsalderen differentieres og at de nuværende krav til førtidspension lempes. Det kan ikke være rigtigt, at personer med kortere uddannelser, der er længere tid på arbejdsmarkedet og lever kortere, skal have samme pensionsalder, som den person, der tager en længere videregående uddannelse og endda kan se frem til en bedre livsindkomst. Det kan heller ikke være rigtigt, at personer i den erhvervsdygtige alder ikke kan trække sig tilbage før tid, hvis han eller hun bliver ramt nedslidning eller sygdom.

For os at se, at der ingen tvivl om, at klassekampen stadig er højaktuel. I dag handler den bare mindre om økonomi og mere om de rettigheder, vi har. De seneste års reformer af pensionssystemet har bestemt ikke tilgodeset vores håndværkere, sosu-assistenter og alle dem, der lever af slidets arbejde. Det skal vi lave om på, særligt hvis vi ønsker at gøre det attraktivt for vores unge at vælge en erhvervsuddannelse.

John Mogensens tekster er måske ikke tidløse, men der er stadig god grund til stadig at synge med på omkvædet om, at ”Der er noget galt i Danmark”.

 

Mathias Würtzenfeld er landsformand for Frit Forum og stud.scient.adm på Roskilde Universitet og Morgan Krüger er næstformand for DSU og udlært slagter.

 

Indlægget er alene udtryk for skribenternes egen holdning.


Flere artikler om emnet

Annonce