Perfektionisten og den lille mand

Anmeldelse: Hele Danmarks arbejderdreng John Mogensen og hans indre kamp mod perfektionismen bliver skyllet ned med bajere og lyrisk finurlighed.
Om den folkekære sanger og komponist John Mogensen finder man to fortællinger: At han var et tiltrængt talerør for den lille mand, der i løbet af tressernes opbrud følte sig skubbet mere og mere ud på sidelinjen i de høje herrers merkantile spil. Men også at han var den hårdtarbejdende perfektionist, der dagligt sled og slæbte hjemme ved klaveret, og sjældent syntes godt nok faktisk også var godt nok.

Begge dele forener Ole Bornedal (Dræberne fra Nibe og 1864 red.) på gribende vis i sin biografaktuelle “Så længe jeg lever” med Rasmus Bjerg i hovedrollen som den arbejderromantiske arbejdshest, John Mogensen.

Med sit sigøjneragtige fuldskæg og respektindgydende ølvom, der blev holdt på plads af et par røde seler, brager den tidligere Four Jacks-sanger i 1971 gennem med sin modne mandsrøst, sine brovtende og ofte skægge tekster samt fængende akkompagnement.

I de kommende seks år dominerer han totalt særligt på Dansktoppen med sange som ”Der er noget galt i Danmark” ”Fut i fejemøget” og ”Så længe jeg lever” frem til hans alt for tidlige død af et hjerteanfald som 48-årig i 1977.

Trang til både musik og alkohol
Allerede fra begyndelsen er det klart, at Så længe jeg lever er en forfaldshistorie. Derfor begynder vi også, hvor det hele slutter, nemlig på et værtshus.  Omtåget, beruset og slidt helt ned passerer livet revy.

Hele livet igennem er John Mogensen en splittet karakter. Ikke bare splittet mellem barndomshjemmet og de bonede gulve blandt politiske og kulturelle meningsdannere. Han er også splittet mellem familien og turnélivet, og han er især splittet mellem sin kriblende trang til både musik og alkohol.

Hele livet igennem er John Mogensen en splittet karakter.

Derfor er det næppe en filmisk tilfældighed, at Bornedal har sat B.S. Ingemanns ”Tit er jeg glad” på repertoiret, hvad angår den lille John og resten af Københavns drengekor. Filmen ud følger den velfriserede kordreng (Harald Kaiser Hermann red.) trofast den kompromisløse kunstner som et symbol på den kunstneriske samvittighed på livets vej. Også i tider hvor det er svært.

Som da han efter den store succes med Four Jacks, kendt for hits som ”Mandalay” og ”O’ Marie, jeg vil hjem”, ramler ned ad den kommercielle rangstige, og i stedet må ernære sig som klaverbokser på små københavnske værthuse og som hyggepianist i Sverige samt til sølvbryllupper. Vær dig selv, lyder opfordringen.

Gør nedtur til optur
Måske et sært filmisk greb kan man selvfølgelig mene, der i sagens natur bryder med den fernis af realisme, der ellers præger filmen. Men det biografiske drama har et eksistentialistisk ærinde, og hertil tjener det netop en elegant løsning, der viser den sangerens indre kamp mod sin egen perfektionisme.

Under alle omstændigheder lykkes det imidlertid med ”Der er noget galt i Danmark” at gøre nedtur til optur. For selvom den nu ikke længere glatragede sanger betragtes som en trussel mod det etablerede, herunder den koleriske borgmester fra Gladsaxe, Erhard Jacobsen, går sangen rent ind hos store dele af befolkningen.

”Det er sgu’ da sådan, det er,” lyder det fra den velvoksne vildmand

”Det er sgu’ da sådan, det er,” lyder det fra den velvoksne vildmand. ”De lukker lort ud i luften, de lukker lort ud i vandet. De lorter hele lortet til, og de høje herrer gør ikke en skid.”

I den filmiske scene er den anarkistiske og højråbende sanger lige væltet ind ad døren hos pladeselskabet Magnet, hvor direktør og producer Johnny Reimar (Peter Christoffersen red.) ikke ubekymret præsenteres for det lyriske vidunder.

Perfektionisten og den lille mand
Men filmen er om mere en blot protest, pop og populisme. Det er også en kærlighedsfilm. I et af filmens højdepunkter er John Mogensen kommet hjem til sin ellers trofaste kone Ruth (Helle Fagralid red.), der siger hun har truffet en anden.

Billede: Nordisk Film / Jesper Tøffner

Ordene er sagt i afmagt, men den store mand falder fra hinanden. Totalt opløst på badeværelset skriver han sin bittersøde kærlighedssang Så længe jeg lever, hvorefter det skrøbelige kunstnergemyt synger de kendte linjer: ”Så længe jeg lever / Så længe mit hjerte slår / Så længe vil jeg elske dig…” Og alt bliver tilgivet.

Totalt opløst på badeværelset skriver han sin bittersøde kærlighedssang 'Så længe jeg lever'

Nok får scenen lige rigeligt med plads, men den er alligevel sigende for et ægteskab, der både er varmt, lidenskabeligt og kaotisk. I kampen efter anerkendelse og store bedrifter må familien derhjemme i Dragør stå model til lidt af hvert.

Ole Bornedal skildrer en John Mogensen, der dog langt fra er et dumt svin. Og selvom det er de menneskelige og kunstneriske konsekvenser, der har særlig forrang hos instruktøren, mærker vi alligevel et ganske følsomt familiemenneske derinde et sted bag den nagende sceneskræk og sprittågerne.

Solidariteten med manden på gulvet mærkes gennem hele filmen. Ikke mindst når han giver den fuld hammer på blokvognene rundt omkring i landet med klassikere som ”Fut i fejemøget”, ”To mennesker på en strand” og ”Der er noget galt i Danmark”.

Fra fordrukken flødebolle til hårdtarbejdende kunstner
Takket være Rasmus Bjergs mesterlige optræden vælter John Mogensen ikke ud ad filmlærredet som fordrukken flødebolle, men i stedet som en hårdtarbejdende kunstner, der stadig aktualitet sætter social ulighed og miljøproblemer til debat.  Også uden at blive helt væk i sin karakter.

Det er svært ikke at beundre Bornedals mod til at befamle arvesølvet

Selvom man undertiden kan savne et større indblik i det miljø, der som barn og voksen former ham som kunstner, er det svært ikke at beundre Bornedals mod til at befamle arvesølvet. Hvad angår Så længe jeg lever er det således en både intens og poetisk oplevelse, som uden tvivl tjener hele Danmarks arbejderdreng.

René Staun Hansen, er kulturskribent og anmelder. Uddannet litterart og kunsthistoriker. Bidrager med indlæg om film, musik og litteratur.

Kulturskribent og anmelder


Kommentarer fra Facebook