Pernille Rosenkrantz-Theil om hårdere straffe til fagpersonale: - Et slag i luften

Regeringen foreslår som del af ghettoudspil hårdere straffe til fagpersoner som pædagoger og socialrådgivere, hvis de svigter deres underretningspligt
”Jeg ser det mest som et slag i luften”.

Det er den umiddelbare reaktion fra Socialdemokratiets socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil på regeringens forslag om at straffe fagpersoner som lærere, pædagoger og socialrådgivere hårdere, hvis de svigter deres underretningspligt.

Regeringen foreslår – som en del af sit ghetto-udspil, der offentliggøres i sin helhed i morgen på et pressemøde i Mjølnerparken – at fagpersonale, der svigter sin underretningspligt i forbindelse med børns mistrivsel – kan straffes med fængsel i op til et år.

”Det er utrolig svært bagudrettet at dokumentere, hvilken pædagog, der burde have lugtet hvornår, at mor lugtede af spiritus. Og dokumentere at man burde have opsnuset den alkohollugt så og så mange gange, og at man derfor har svigtet sin underretningspligt. Det vil være utrolig svært at håndtere regeringens forslag i praksis. Så jeg ser mest af alt regeringens forslag som symbolpolitik”, siger Rosenkratz-Theil til Netavisen Pio.

S: Kik i stedet på ledelsesniveauet

”Jeg synes hellere, man skulle give mulighed for at straffe på ledelsesniveauet. Det kunne være en leder af en institution f.eks. Desuden synes jeg, man skulle udnytte de redskaber, vi allerede har i dag. Der er en bred vifte af muligheder, som bare ikke udnyttes i dag. Der er faktisk allerede mulighed for at give byrådsmedlemmer dagbøder indtil de efterlever underretningspligten. Men den mulig er aldrig blevet anvendt”, siger Socialdemokratiets socialordfører.

Jeg synes hellere, man skulle give mulighed for at straffe på ledelsesniveauet

Socialrådgiverforeningen og pædagogernes fagforening, BUPL, er stærkt kritiske over for regeringens udspil:

”Det er symbolpolitik og en ærgerlig måde at gribe tingene an på. Jeg synes, der er en grad af ”straf amok” hos regeringen, som ikke er vejen frem, siger BUPL-formand, Elisa Bergmann, til dr.dk

”Det er en dybt bekymrende linje og helt absurd at forestille sig, at man skal straffe fagprofessionelle, fordi de ikke underretter. For det første fordi jeg ikke kan se, hvordan man vil måle og regulere det. Og for det andet fordi vi allerede i dag er blevet meget bedre til at underrette, siger næstformand i Socialrådgiverforeningen, Niels Christian Barkholt til dr.dk

Socialrådgiverforeningen mener, at regeringen i stedet bør fokusere på om fagpersoner har tilstrækkelige ressourcer til at håndtere de mange indberetninger, der allerede i dag tilflyder landets kommuner.

Fakta

Hvis man har et arbejde, hvor man er i nær kontakt med børn og unge, har man en særlig pligt til at underrette kommunen om mistanke om et barns mulige mistrivsel. Denne pligt kaldes underretningspligten.

Regeringen foreslår, at der skal kunne gives bøde eller fængsel i op til fire måneder, hvis fagpersonale svigter deres underretningspligt. Under særligt skærpede omstændigheder kan der blive tale om fængsel i helt op til et år, foreslår regeringen – ifølge TV2.

 

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook