Piketty: Multielitesystemet styrer verdens gang

De politiske brudflader er blevet så komplekse, at det er vanskeligt at danne fælles front for mere omfordeling, lyder det fra kendt fransk økonom
Omfordeling af goderne og bekæmpelse af den stigende ulighed er rykket ned at den politiske rangliste.

Det skyldes, at opkomsten af nye konflikter i forhold til globalisering, integration og national identitet har betydet, at folk med korte uddannelser og lave indkomster er blevet splittet mellem forskellige partier. De udgør derfor ikke længere rygraden i de store centrumvenstrepartier.

Sådan lyder det fra den franske topøkonom Thomas Piketty, som for alvor blev verdenskendt, da han for fire år siden udgav sin mursten af en bog, ”Kapitalen i det 21. århundrede”. Nu har Thomas Piketty igen været i arkiverne og fundet data frem. Denne gang har han set på, hvordan de store partiers vælgere har ændret sig siden Anden Verdenskrig.

Stigende ulighed uden stigende mobilisering
Siden 1980’erne har hele den vestlige verden oplevet stigende ulighed, som især har gavnet dem i toppen af samfundet, mens dem i bunden er blevet koblet af. Piketty undrer sig over, hvorfor det ikke har ført til øget politisk opbakning til partier, der ønsker at gennemføre mere økonomisk omfordeling og mindske uligheden.

Ifølge Piketty burde demokratiet netop betyde, at flertallet kan ændre udviklingen, hvis de mener, at det går den forkerte vej. Det var netop, hvad der skete i perioden fra Anden Verdenskrigs afslutning og frem til begyndelsen af 1970’erne. Her blev velfærdsstaterne opbygget og udbygget, og uligheden faldt i mange af de vestlige lande. Her spillede netop de lavtlønnedes og kortuddannedes opbakning til centrumvenstrepartier en afgørende rolle i mange lande.

Men Pikettys gennemgang af valgundersøgelser fra USA, Frankrig og Storbritannien viser, at vælgersammensætningen har ændret sig markant blandt de socialistiske og socialdemokratiske partier i Frankrig og Storbritannien og hos Demokraterne i USA.

”I 1950'erne og 1960'erne var det at stemme på partier på venstrefløjen (socialistisk-socialdemokratisk) forbundet med vælgere med lav uddannelse og lav indkomst. Men det er i stigende grad blevet forbundet med vælgere med høje uddannelser, hvilket har ført til dannelsen af et ”multielitepartisystem i 2000'erne og 2010'erne:

Eliten med høje uddannelser stemmer nu på ”venstre”, mens eliten med høje indkomster og stor formue stadig stemmer på ”højre” (om end i mindre grad end tidligere)”, skriver Piketty i sin analyse.

Det mønster ses i både USA, Storbritannien og Frankrig. De højtuddannedes opbakning til Demokraterne, Labourpartiet og de franske socialister er steget markant siden midten af forrige århundrede. Efter Anden Verdenskrig var andelen blandt universitetsuddannede, der stemte på et af de tre partier, markant lavere end andelen blandt dem uden en universitetsuddannelse, der stemte på et af de tre partier.

Men i 2016 var det billede vendt på hovedet: Nu er der langt større opbakning til partierne blandt dem med en universitetsuddannelse, end blandt dem uden en universitetsuddannelse (se figuren nedenfor).


Note: Figuren viser forskel i opbakning fra vælgere med en universitetsuddannelse og vælgere uden en universitetsuddannelse. Er tallet negativt, er der en større andel uden en universitetsuddannelse end med en universitetsuddannelse, som stemmer på partiet, og vice versa.(Kilde: Thomas Piketty)

Nye politiske konfliktlinjer
Det ændrede stemmemønster skyldes ifølge Piketty, at det stigende uddannelsesniveau sammen med globaliseringen har skabt nye politiske konfliktlinjer. I 1950'erne og 1960'erne var den dominerende konfliktlinje mellem dem, der ønskede mere omfordeling (”egalitarians”) og dem der ikke gjorde (inegalitarians).

De nye konfliktlinjer gælder især spørgsmålet om globalisering og indvandring, som har skabt en ny konfliktlinje mellem det, Piketty kalder ”internationalist”, der er positive over for globalisering og indvandring, og ”nativists”, der er skeptiske. Faktisk har den nye konfliktlinje overskygget den gamle, mener Piketty:

”Migrationskonflikten bliver den dominerende, og det betyder, at ”internationalist-egalitarians” og ”internationalist-inegalitarians” ender med at vende sig imod alle former for ”nativists””.

Den nye konflikt overskygger altså den gamle og splitter dermed dem, der ønsker mere omfordeling. Demokraterne i USA og de socialdemokratiske partier i Frankrig og Storbritannien er typisk blevet set som internationalt orienterede. Samtidig har det stigende uddannelsesniveau blandt partiets vælgere betydet, at kravet om omfordeling ikke længere står så stærkt som tidligere. Derfor har mange med korte uddannelser og lav indkomst fravalgt centrumvenstre.

I det omfang, at folk med korte uddannelser og lave indkomster stemmer på centrumvenstrepartierne, så er der for en stor dels vedkomne tale om personer med minoritetsbaggrund, som i forhold til syn på migration ligger tættere på de højtuddannede.

Multielitesystemet styrer verdens gang
Mens det Piketty kalder ’uddannelseseliten’ altså stemmer til venstre, så stemmer ’den økonomiske elite’ fortsat borgerligt.

De faktum, at forskellige eliter dominerer henholdsvis det store centrumvenstreparti og centrumhøjreparti betyder, at der dannes det, Piketty kalder et ”multielitepartisystem”. Et system, hvor spørgsmålet om mere økonomisk omfordeling altså spiller en mindre rolle i forhold til de nye politiske konfliktlinjer.

Tilbage står de kortuddannede og lavtlønnede, som altså ikke længere udgør flertallet i det, der tidligere var kendt som ’arbejderpartier’. I stedet har vi de seneste år set en stigning i såkaldte højrepopulistiske partier, der har indvandring og national identitet højere end spørgsmål om økonomisk omfordeling.

Piketty ser forskellige scenarier for fremtiden. Det ene er, at vi vil se en fortsættelse af multielitepartisystem, med ledende partier der repræsenterer hver deres gren af ”eliten”.

En anden mulighed er, at ”elitepartierne” smelter sammen og der i stedet opstår en ny konfliktlinje mellem på den ene side en højtuddannet og højtlønnet elite, som er positive over for globaliseringen, og på den anden side de lavtlønnede og kortuddannede, som er mere nationalt orienterede. Altså en situation, hvor konfliktlinjen om omfordeling helt forsvinder, og globalisering/migrationsdagsordenen bliver den altdominerende.

Viser Corbyn vejen frem?
En tredje mulighed er, at spørgsmålet om omfordeling igen vil træde frem som den centrale politiske konfliktlinje. Det vil sige, at det vil lykkes at samle de lavtuddannede og lavtlønnede, der i dag er splittet på grund af globaliseringen. De kan enten samles under fanerne hos internationalisterne eller hos det nationalt orienterede (”natives”).

Piketty har dog ikke meget tiltro til, at politikere og partier som Donald Trump, Marine Le Pen eller Alternative für Deutschland kan stå i spidsen for at danne en sådan alliance, da de ifølge Piketty er alt for optaget fremmedfjendsk populisme.

I stedet mener Pikkety, at det er kombinationen af omfordeling og international orientering, som kan sikre mere lighed: ”I det lange løb vil den eneste vej frem være udviklingen af en ny platform og nye internationale, omfordelende politiske værktøjer, som gør omfordeling og globalisering kompatible – som eksempelvis et globat finansregister og en koordineret formueskat.”

Der hvor Piketty umiddelbart ser bedst mulighed for, at den klassiske konfliktlinje kan træde frem igen, er i Storbritannien. Her har Labour under partiformand Jeremy Corbyn igen har sat spørgsmålet om omfordeling højt på dagsordenen:

”En tilbagevenden til et klassebaseret system vil svare til en situation, hvor Labours ledelse vil forstærke sin pro-omfordelingsplatform. For at genvinde de lavtuddannedes stemmer må man være meget overbevisende i forhold til en international omfordelende platform som vil gavne dem (frem for det anti-migrationssynspunkt mange af dem har). Det er usikkert, men ikke umuligt”, skriver Piketty.


Flere artikler om emnet

Annonce